Hvad er der sket? Hvornår og hvorfor er vi holdt op med at se naturen som en naturlig del af vores liv?
De spørgsmål stiller mange naturfolk sig i denne tid, hvor flere undersøgelser peger i retning af, at vi er i færd med at glemme, hvad det er, naturen kan give os. Blandt andet fordi vi opholder os stadig mindre i den.
Svaret er kompliceret og har under alle omstændigheder dybe, historiske rødder, mener den nu pensionerede lektor Jens Christensen fra Aalborg Universitet, der gennem flere årtier har forsket i vores syn på naturen.
LÆS OGSÅ: Vi er ikke længere dus med skovens grønne træer
For det syn har lige siden 1800-tallet være dobbeltsporet: Hvor meget er naturen til nytte, og hvor meget er den til fornøjelse? I 1960erne og 1970erne opstod et vældigt opgør med denne delte naturopfattelse, blandt andet båret frem af teologen Ole Jensen, der mente, at naturen var kommet i vækstens vold.
Der var i de år en både politisk, faglig og folkelig interesse for vores opfattelse af naturen. Også internationalt. Den almindelige holdning var, at vi var gået for vidt i vores udnyttelse af naturen. Men så kom Brundtland-rapporten i 1987 (opkaldt efter kommissionens formand, den norske statsminister Gro Harlem Brundtland, red.), der satte fokus på bæredygtighed og genskabelsen af vækst. Og fra da af har økonomi været den dominerende faktor i vores natursyn. Og markedsmekanismerne bliver ved med at trække i den retning, siger Jens Christensen.
At det er et problem, blev Danmark gjort opmærksom på allerede omkring 2000 af OECD (Organisationen for økonomisk samarbejde og udvikling). OECD vurderer jævnligt, hvor langt der er fra bogstav til handling i medlemslandene, og i Danmarks tilfælde var der problemer med vores helhedssyn på naturen, forklarer professor emeritus og tidligere formand for Naturrådet Peder Agger:
Beskeden var, at vores natur aldrig tidligere havde haft det så dårligt. Og den har kun fået det værre siden. Det, vi i dag oplever som natur, er kun rester af naturen. Det er alt det, der er for vådt eller for stejlt til at kunne bruges til landbrug. Dengang i 2000 var jeg med til at udtænke 119 forslag til, hvordan vi kunne genskabe naturen, men nationalparkerne er noget af det eneste, der er blevet til noget. Og så Naturplan Danmark, der bliver ved med at være lige på trapperne. Som en, der har arbejdet for mere og bedre natur hele mit liv, føler jeg mig ærlig talt noget forslået efterhånden.
Det er dog ikke skidt det hele. For godt nok er vores brug af og syn på naturen under voldsom forandring, men den er ikke nødvendigvis under afvikling.
Der er eksempelvis stadig 130.000 medlemmer af Danmarks Naturfredningsforening, og der foregår mange lokale naturinitiativer rundt omkring. Den gamle opfattelse af naturen som en værdifuld del af menneskelivet lever endnu, fastholder de, der beskæftiger sig aktivt med naturen. Men det er en anden natur og et andet forhold til den end tidligere, der er den dominerende trend. For der, hvor der faktisk sker noget med naturen, er først og fremmest i bylivet. Her har eksempelvis Københavns Kommune udviklet en strategi for biodiversitet i hovedstaden, hvilket var utænkeligt for bare 15-20 år siden, påpeger Peder Agger.
Der er sket noget af et paradigmeskifte med naturen i byen, hvor træer, fugleliv og grønne områder i stigende grad bliver prioriteret. Og hvor de små byhaver er i vækst. Men det er selvsagt ikke det samme som rigtige skove og oprindelig natur, så det giver en anden og mere hverdagsagtig tilgang til naturen end tidligere. Og her går noget sanselighed tabt sammen med oplevelsen af naturen som noget, der ikke har noget som helst med menneskets produktion at gøre, men tværtimod sker på trods af os, siger han.
Vi har dog endnu ikke mistet den kollektive bevidsthed om, at naturen er vigtig for mennesket, mener lektor i bioetik på Københavns Universitet Mickey Gjerris.
Han forsker i blandt andet natursyn og ser ikke det store skifte i vores interesse for naturen, men nærmere i, hvad vi er villige til at ofre for at bevare den. For klimaforandringerne har skabt en øget bevidsthed om vores forhold til naturen, men samtidig gjort det klart, at vi skal ændre vores livsstil radikalt, hvis vi vil fastholde naturen, som vi kender den.
På den måde har vi nok fået et mere praktisk forhold til naturen, fordi vi nu ved, at hver gang vi flyver, kører bil, spiser kød, spilder ressourcer, så skader vi den. Det er et mere skyldbetynget forhold, som desværre har gjort os mere apatiske. Vi interesserer os for naturen, men orker ikke længere at forholde os direkte til den, siger han.Det samlede resultat er en voksende fremmedgjorthed over for naturen, mener biolog og formand for foreningen Natur & Samfund Michael Stoltze.Vi vil egentlig gerne passe på naturens mangfoldighed, for det er vi opdraget til, men vi ved ikke rigtig noget om den, og slet ikke hvordan vi skal passe på den, siger han.
I dag tror mange, at de hjælper med at bevare mangfoldigheden alene ved at købe økologisk og spare på energien, men det holder ikke. Og uvidenheden bliver kun større. I de store grønne organisationer fylder klima, økologi, affald og drikkevand det meste nu, men naturen er ikke længere en folkesag.
Det er efterhånden 30 år siden, at danske folkeskoleelever lærte noget om den danske naturkultur. Det er en kulturbærende folkeopdragelse, der er forsvundet. Og det er et videnstab, som gør, at kun få i dag er fortrolige med grøftekantens blæresmælde og blåhat, nattergalens sang eller storspovens fløjten. Og så bliver naturen en by i Rusland, siger han.