Vi bør tage medborgerskabet på os

Hverken demokrati eller retsstat er uforanderlige og urokkelige størrelser. Vi bør alle engagere os noget mere i partier, foreninger og organisationer

I Europa vokser EU-modstanden i nationalistiske og globaliseringsfjendtlige partier, skriver Tim Knudsen.
I Europa vokser EU-modstanden i nationalistiske og globaliseringsfjendtlige partier, skriver Tim Knudsen. . Foto: KD.

I årtier har der været en naiv tro på, at det kun gik frem for demokratiet som idé. Fænomener som sovjetblokkens sammenbrud udløste jubel om det vestlige demokratis sejr. Det arabiske forår gjorde det samme.

Det seneste nummer af det britiske tidsskrift The Economist er derfor barsk læsning. Vestens krig i Irak har ikke ført til stabilitet og demokrati. Det arabiske forår har mere givet anarki, vold, borgerkrig og yderligere fattigdom end demokrati. Den russiske præsident, Vladimir Putin er en postmoderne tsar. Uanset hvordan det går i Ukraine, bliver resultatet måske autokratisk. Putins påstand om, at oprøret er fascistisk, er nok overdreven, men der er fascistlignende elementer i det. I Tyrkiet udhules retsstaten og demokratiet. Korruptionen vinder frem. Et uafhængigt retsvæsen er under angreb. Der er ikke fuld ytringsfrihed for journalister og forfattere. For bare at nævne nogle eksempler pladsen tillader ikke en opremsning af alle dårlige eksempler.

The Economist forklarer den skæve udvikling med, at demokratierne har været dårlige til at klare den finansielle krise. Udemokratiske regimer som Kina (og Singapore med flere) har været Vesten økonomisk overlegen. Lande i Afrika og Asien begynder at se vestlige demokratier som skadelige.

LÆS OGSÅ: Sareen: Afslag til kristen organisation kan diskuteres

Mistilliden til de vestlige demokratier er fremmet af, at den amerikanske kongres har været præget af uforsonlighed og ekstremisme. Og lobbyisme giver indtryk af, at alt i amerikansk politik er til salg. EU har ikke været god til at tackle de europæiske kriser. Ulighed og arbejdsløshed er vokset. Grækenland og Italien blev tvunget til at erstatte demokratisk valgte ledere med teknokrater. EU lider af et demokratisk underskud. I Europa vokser EU-modstanden i nationalistiske og globaliseringsfjendtlige partier, hvor især folk, der er økonomisk og uddannelsesmæssigt underprivilegerede, søger sammen. Det er par-tier og grupperinger som Le Pens Nationale Front, Frihedspartiet i Holland, Grækenlands Gyldent Daggry og Ungarns Jobbik for at nævne nogle.

Nogle vælgere stemmer uansvarligt. I Danmark fik vi en forsmag på det, da komikeren Jakob Haugaard blev indvalgt i Folketinget. I 2013 stemte en fjerdedel af den italienske befolkning på komikeren Beppe Grillo. I 2010 indvalgte islændinge et parti, der erklærede, at det ville være korrupt, i Reykjaviks byråd.

Det er en gennemgående fejl i demokratiske stater, at de ikke økonomisk holder nok igen i højkonjunkturer. De gemmer for lidt til dårlige tider. Til gengæld forværrer de ofte kriser ved at holde for meget igen i lavkonjunkturer. Danmark udgør ingen undtagelse her.

The Economist foreslår, at stater med Sverige som forbillede gennemfører stramme regler for finanspolitikken, som tvinger staten til at balancere deres budgetter hen over en konjunkturcyklus. Det foreslås også, at man gennemfører solnedgangsbestemmelser i lovgivningen, så love skal fornyes og revideres inden for eksempel en ti-årsperiode. Men det er også vigtigt at involvere befolkningen mere i lokalstyret. Folk skal have medansvar for samfundet.

Forleden holdt jeg foredrag for nogle velaflagte akademikere i den tredje alder. En mente, at det var et demokratisk fremskridt, at vi har haft to kommunalreformer, som har reduceret antallet af kommunalbestyrelsesmedlemmer til under en fjerdedel. Jeg har svært ved at se det. En mente, at retssikkerheden og ankemulighederne styrkes. Jeg ser, at ejendomsvurderingerne er kommet uden for retssikkerheden, at klagemulighederne for boligejerne forringes, og at man nu vil for-ringe appelmulighederne til Landsretten.

Jeg tillader mig at opfordre alle til at tage medborgerskabet på sig ved at følge godt med og ved at engagere sig i partier, foreninger og organisationer. For hverken demokrati eller retsstat er uforanderlige og urokkelige størrelser. Det kan man blandt andet læse i The Economist.

Tim Knudsen er uafhængig politisk kommentator