Prøv avisen

Vi er blevet en nation af individualister

De seneste 10-15 år er flere danskere blevet fattige, uligheden er steget, og kravene er strammet over for de ledige. Men der er stadig brug for at slanke velfærdsstaten, mener et stigende antal danskere

Danskerne er så småt begyndt at vinke farvel til velfærdsstaten og troen på, at staten kan levere det gode samfund. Ansvaret for succes bliver i stigende grad koblet til den enkelte person, sådan som det blandt andet er kommet til udtryk i tre forskellige meningsmålinger i de seneste dage. Fællesnævneren har været, at flere og flere danskere mener, at de andre får for meget i sociale ydelser og bidrager for lidt fordi de ikke gider arbejde.

LÆS OGSÅ: Råd efterlyser fattigdomsgrænse i Danmark

Spørgsmålet om sociale problemer er gået fra at blive opfattet som samfundsskabte til en vurdering af, at det er individuelle problemer. Det socialpolitiske blik er flyttet fra samfundet til det individuelle perspektiv, siger Lars Andersen, forsker i velfærdsstatens historie ved Aalborg Universitet.

Kristeligt Dagblad omtalte i går, hvordan fattigdommen de seneste år er steget i Danmark i modsætning til i resten af Norden og flere europæiske lande. Det samme er uligheden i det danske samfund.

Skal man tro flere undersøgelser af danskernes velvilje over for de svageste grupper i samfundet, er der samtidig dalende opbakning til at gøre noget ved denne udvikling. Meningsmålinger, som i de seneste dage er blevet præsenteret i Berlingske, Politiken og Ugebrevet A4, viser således henholdsvis, at mere end fjerde dansker mener, at de sociale ydelser er gået for vidt, og at flere må klare sig selv. 44 procent vurderer, at mange på overførselsindkomst ikke gider arbejde, og fire ud af de rigeste 10 danskere mener, at der ikke er en balance mellem, hvad de betaler i skat og modtager af ydelser fra samfundet.

Lars Andersen peger på, at der ofte i debatten ligger en underforstået opfattelse af, at folk egentlig helst vil undgå at arbejde, hvis de kan. Den holdning får uundgåeligt konsekvenser for hele den måde, ledige og andre på overførselsindkomster bliver behandlet og betragtet på.

Den enkelte er skyldig i dovenskab, indtil det modsatte er bevist. Det fører os i retning af et kontrolsamfund, hvor den arbejdsløse hele tiden skal bevise, at vedkommende ikke er ledig, fordi hun eller han er doven, siger han.

Individualiseringen af de sociale problemer afspejler til en vis grad den liberalisering af samfundet, der er sket i løbet af de seneste 30 år. Balancen mellem staten og markedet har rykket sig fra en tro på, at staten var den institution, der kunne garantere det gode samfund, til en tro på, at det i højere grad er markedet, der skal levere vores velfærd.

Der er nogle grundlæggende værdier, der har forandret sig, og dermed den måde, vi indretter vores samfund på. Vi er gået fra at være borgere til at være forbrugere, siger Per H. Hansen, professor i økonomisk historie ved Handelshøjskolen i København, CBS.

Hans pointe er, at i et samfund, hvor vi som forbrugere ønsker et større og større afkast af vores investeringer, får hensynet til konkurrence og effektivitet stor betydning.

Jon Kvist, professor ved Center for Velfærdsstatsforskning ved Syddansk Universitet, tror ikke, at klokkerne ringer for velfærdstatens endeligt endnu, men han peger på, at den seneste økonomiske krise har bragt en anden grundtone ind i debatten, hvor alt er i spil på en helt anden måde, end det har været hidtil.

Nu taler vi ikke længere om enkelte reformer på udvalgte, afgrænsede områder, men om det samlede velfærdssystem, der er kastet op i luften. Sporene fra Sydeuropa skræmmer, og der breder sig en fornemmelse af, at det nok også er nødvendigt med ændringer her, siger han.

I den forbindelse finder han det ikke så overraskende, at de, der i øjeblikket bidrager mest til velfærdsstaten, øjer en chance for at slippe billigere i fremtiden. Risikoen er, at eliten trækker stigen op efter sig, hvis de kun skal yde, men ikke selv får noget igen af staten, som Jon Kvist formulerer det.

Her er det imidlertid vigtigt at skelne mellem deciderede overførselsindkomster og brede velfærdsydelser som sundhed, uddannelse, kollektiv trafik, vejnet og så videre.

Meget tyder på, at det er på servicesiden, som samfundet skal kunne levere, hvis middel- og overklassen skal bakke op om velfærdsstaten. De kan godt acceptere, at mennesker, der er i social nød, får hjælp fra det offentlige, men hvis de ikke oplever, at de selv får en god service, der hvor de møder det offentlige, så svinder opbakningen, siger han.

Selvom det foreløbig virker, som om den økonomiske krise har forstærket tendensen til en individualisering af de sociale problemer, vil Lars Andersen fra Aalborg Universitet ikke udelukke, at der kan komme en modreaktion hos danskerne, hvis krisen bider sig fast.

Vi har jo ikke for alvor set konsekvenserne af krisen endnu. Det store spørgsmål er, hvilke følelser og holdninger de vil kalde på. Når folk falder ud af dagpengesystemet for eksempel. Måske vil det føre til krav om mere kontrol, hvis flere skal have sociale ydelser, men det kan også være, at det skaber en anden opfattelse af skyld og ansvar, hvis man pludselig oplever, at det er naboen, ens søskende eller løbekammeraten, der kommer på kontanthjælp. Så længe gennemsnitsdanskeren ikke møder de sociale problemer i deres hverdag, er det måske nemmere at synes, at det er for galt med alle de offentlige ydelser, siger Lars Andersen.

Vi bliver flere og flere fattige i Danmark Foto: colourbox