Ved Hærens Officersskoles årlige hærløb i onsdags blev de deltagende soldater spurgt, hvor mange der havde været i Afghanistan.
Cirka 250 rakte hånden op, og derefter blev alle andre opfordret til at give dem en hånd. Løbeterrænet i Søndermarken i København genlød af klapsalver.
Det fortæller Niels Hartvig Andersen, formand for foreningen Danmarks Veteraner. I morgen medvirker han ved den årlige flagdag for Danmarks udsendte soldater i København, og han forventer her en lignende gestus til Afghanistan-veteranerne tre uger efter, at Taleban indtog Kabul:
”Når man har været i Aghanistan i måneder og for nogles vedkommende år, kan det ikke undgås, at man lige vil fælde en tåre mere i morgen.”
Den 67-årige tidligere militærmand har viet sin tid til, at det øvrige Danmark anerkender den indsats, danske soldater har gjort ude i verden, og de omkostninger, det har haft i form af PTSD, fysiske skader eller ligefrem livet.
”Vi er glade for, at vi har én dag om året, hvor man som veteran får den opmærksomhed, man kan savne på årets 364 andre dage,” siger Niels Hartvig Andersen, som dog påpeger, at der de seneste 20 år er opbygget en mere professionel håndtering af krigstjenestens eftervirkninger:
”Da jeg var i Kosovo i 2001, var proceduren, at man samlede 500 mand i et auditorium, og så sagde en sød psykolog, at man skulle række hånden op, hvis man havde problemer, man havde brug for at tale om. I dag får alle fra menig til general en personlig samtale, der afgør, om man har brug for hjælp.”
Han tilføjer, at psykiske traumer tit viser sig med 10-20 års forsinkelse. Det er stadig Balkan-veteraner, der fylder i statistikken. Afghanistan vil vise sig mange år frem i tiden.
Ligesom alle andre danskere er han skuffet over den måde, 20 års krig i Afghanistan sluttede på, men han mener, at de danske soldater, som i årenes løb er sendt til Afghanistan — herunder de 37, der blev dræbt i kamp og de syv, der omkom på anden vis — har æren i behold.
”Det er min oplevelse, at såvel danske politikere som vores udenlandske kampfæller udelukkende har haft ros tilovers for de danske soldater. Vi tog til Afghanistan og var med til at skabe fred. Hen ad vejen fik politikerne så nye idéer om, hvad vi skulle, og her er det ikke soldatens opgave at diskutere, men at sige javel,” siger Niels Hartvig Andersen og tilføjer:
”Jeg tror selv på, at jeg i de syv måneder, jeg tilbragte i Kabul i 2010, var med til at så et frø, der kan trække Afghanistan i en rigtig retning. Men man kan spørge, om 20 år var nok. Det er et splitsekund i Afghanistans lange historie, og vi har nu set, hvor skrøbeligt frihed og demokrati er.”
I de seneste uger har flere Afghanistan-soldater end sædvanligt kontaktet Danske Veteraners rådgivningstelefon ”Livlinen”. Over for dem og resten af Danmark finder Niels Hartvig Andersen det værd at slå fast, at den kaotiske afslutning ikke betyder, at det hele var meningsløst.
”Det kan ikke siges for tit. Den indsats, 44 danske soldater har givet deres liv for, var ikke spildt. Det har deres pårørende og deres kammerater brug for. Når politikerne definerer en opgave, bakker vi soldater den op, holder næsen i sporet og finder mening i opgaven. Jeg kender mange, der har været i Afghanistan og måske er blevet sårede, men som siger, at hvis de blev bedt om at tage af sted igen, ville de gøre det.”