I 2014 deltog Sine Reker Hadrup ved en forsker-workshop i Holland om kræftbehandling ved hjælp af immunterapi. Sammen med sine kolleger drøftede hun det problem, at kroppen ganske vist har sit helt eget forsvarssystem til at finde og bekæmpe kræftceller, såkaldte T-celler, men at forskerne havde svært ved at lokalisere og aflæse T-cellerne. Dette var uheldigt, fordi idéen bag immunterapi er, at hvis forskere kan finde frem til disse celler, kan de skærpe dem til kampen mod kræftceller.
”Vi diskuterede længe, hvordan man kunne løse problenet. Undervejs i samtalerne fik jeg den idé, at man kunne lave en form for stregkodning. Jeg tog idéen med hjem og arbejdede videre med den,” fortæller hun.
To år senere var Sine Hadrup og hendes forskerhold klar til at publicere en artikel i det videnskabelige tidsskrift Nature Biotechnology. Idéen om at skabe noget, der minder om stregkoder, af små stumper dna, fungerede nemlig. Stregkoderne kan forskerne bruge til at aflæse en specifik binding mellem den enkelte T-celle og det sygdomsrelaterede molekyle. Hermed blev forskerne i stand til at aflæse, om T-cellerne kunne genkende netop den type molekyle, som forskerne måtte være interesserede i.
Opdagelsen blev et stort personligt gennembrud for Sine Reker Hadrup, professor i sundhedsteknplogi ved Danmarks Tekniske Universitet som netop har modtaget Uddannelses- og Forskningsministeriets EliteForsk-pris for sit arbejde med immunterapi. Og immunterapi har som metode til kræftbehandling oplevet en hel række gennembrud de seneste årtier, påpeger professoren.
”Der har været en ekstrem udvikling inden for området. Da jeg begyndte at beskæftige mig med det i forbindelse med mit speciale i 2000-2001, var det meget nyt, og forskerne blev anset for en lille gruppe fantaster. Siden er der sket en hel række af gennembrud, og i dag er det et område, som drøftes på store konferencer med over 1000 deltagere,” fortæller hun.
Når Sine Reker Hadrup skal forklare, hvad immunterapi går ud på, bruger hun det billede, at de ovennævnte T-celler er kroppens egne elitesoldater. Det er celler, som besidder egenskaber, der kan sætte dem i stand til at gøre kål på selv store kræfttumorer. Men ingen elitesoldater ligger i eliten, medmindre de er trænet rigtigt og udstyret med de rette våben.
Derfor kan man se immunterapien som et arbejde, hvor forskerne lokaliserer nogle bestemte celler med potentiale, ligesom hvis en militærkommando ved sessionen udvælger de mest lovende rekrutter. Kræftceller er ofte i stand til at forvirre T-cellerne, så de ikke kan genkende dem, men forskerne kan kode T-cellerne til at gennemskue forklædningen.
Metoden rummer mange udfordringer. En af de store er, at relationen mellem T-celler og molekyler er for-skellig for hvert enkelt menneske.
”Det er en kompleks blanding af forskellige komponenter, der fører til, at vi kan aktivere immunforsvaret, så T-cellerne går til angreb. Vi kommer ikke til at se én løsning, der passer til alle, behandlingen må skræddersys til forskellige patientgrupper og forskellige enkeltpatienter,” forklarer Sine Reker Hadrup.
Metoden virker heller ikke lige godt på alle kræfttyper. Immunterapi har vist sig mest effektivt i forhold til de kræftformer med et højt niveau af mutationer, for eksempel modermærkekræft og lungekræft. For den anden store kræft-behandlingsform, kemoterapi, forholder det sig omvendt, idet denne bedst bekæmper kræftformer med et lavere antal mutationer. Tilstedeværelsen af mange mutationer får kræftcellerne til at synes fremmede for immunforsvaret, og dermed er sandsynligheden for et effektivt T-celleangreb større.
”Min prognose for fremtiden vil være, at vi om 10 år er i stand til at behandle de fleste kræftpatienter med enten immunterapi eller de nuværende behandlingsformer kemoterapi, stråler og kirurgi. Vi bevæger os langsomt i retning af at gøre kræft til en kronisk sygdom, man vil kunne leve med i lang tid, frem for en dødelig sygdom,” erklærer Sine Reker Hadrup, som dog understreger, at denne udvikling tager tid.
Menneskets krop og måden den fungerer på har altid fascineret Sine Reker Hadrup, som voksede op ved Hillerød i Nordsjælland som datter af en ingeniør og en biolog. Tanken om en akademisk karriere lå hende derfor ikke fjernt, men hun skulle lige spores ind på, hvad hun ville arbejde med.
”Det var ikke sådan, at jeg vidste, jeg ville forske, allerede da jeg sad i sandkassen. Det var en plan, der gradvis tog form. Jeg begyndte min universitetsuddannelse med at læse til farmaceut på Københavns Universitet, men jeg blev mere og mere interesseret i at forstå, hvordan kroppen hænger sammen, frem for at producere lægemidler, så efter min bachelorgrad skiftede jeg til at læse human biologi,” fortæller hun.
Specialet om immunterapi ledte hende hen til den kombination af indsigt i menneskets biologi og teknologiske løsninger, som hun i dag arbejder med på Danmarks Tekniske Universitet i spidsen for en gruppe af forskere. Da hun fik sin stegkode-idé i 2014 havde hun seks videnskabelige medarbejdere. Siden er staben vokset til 25.