Prøv avisen

Vi er jo alle mennesker -- men min kultur er bedre end din

-- Menneskerettigheder er en vestlig sag, der stammer fra oplysningstiden. Vesten er det første område, der er tvunget til at tænke globalt, siger Ole Høiris. -- Foto: Lars Aarø/Fokus.

synet på mennesket: Arven fra Athen og Rom afspejler sig i den aktuelle debat, når vi argumenterer med kultur eller det universelt menneskelige, mener antropologen Ole Høiris

Lad os begynde med Adam og Eva. Ifølge Bibelen stammer alle mennesker på jorden fra disse to, og menneskeheden er således én stor familie. Godt nok kommer syndfloden og udsletter store dele af verdens mennesker og dyr, men Noas tre sønner får hver sin del af verden derefter: Den ældste søn, Sem, får det største område mod øst, hvor Paradiset ligger. Kam, der forbandes af Noa, bliver stamfader til afrikanerne, og Jafet får området mod nord, Europa og de nordlige egne, hvor kaosmagterne Gog og Magog skal komme fra.

Historien om Noas tre sønner handler ikke umiddelbart om antikken. Og så alligevel. Historien om Sem, Kam og Jafet har fungeret som tolkningsnøgle til de store spørgsmål om mennesket, som også antikken stillede: Hvad er det universelt menneskelige, hvad er det særlige ved det enkelte folk, og hvem er vi? Og i svarene på de store spørgsmål væver den græske og romerske arv sig godt og grundigt ind i den kristne historie, som omvendt også får farve af arven fra Athen og Rom, fra de græske bystater og det romerske imperium.

Hvad er det så for en arv, vi henter fra antikken? Ifølge Ole Høiris, antropolog og leder af Center for Kulturforskning ved Aarhus Universitet, så har vi fra Athen og de græske bystater forestillingen om en kultur, som udmærker sig i forhold til de fremmede, barbarerne, som aldrig helt kan komme til at matche grækerne i intellekt og dannelse. En gang barbar, altid barbar. Omvendt har vi fra Rom forestillingen om, at alle mennesker i verden kan blive romerske, tæmmes og humaniseres. Herfra kommer forestillingen om det universelt menneskelige, som gælder uanset kultur og baggrund. Ole Høiris har skrevet bøger om antropologien i antikken og i middelalderen og renæssancen, og en af hans pointer er, at man kan spore de to hovedlinjer fra antikken helt op til nutidens syn på de fremmede og den aktuelle debat om indvandrere og integration.

Fra Athen har vi partikularismen, mens vi fra Rom har universalismen. Når man i en aktuel debat argumenterer med menneskerettigheder, så er det et universalistisk argument, det er noget, der skal gælde alle mennesker. For eksempel at kvinder skal have samme rettigheder som mænd. Hvis man derimod argumenter for, at man ikke skal blande sig i muslimske indvandreres behandling af kvinder, fordi det er et spørgsmål om kultur, så argumenterer man partikularistisk.

– De to principper er modsatrettede. De kan ikke udfolde sig sammen. I globaliseringens verden bliver spørgsmålet, om menneskerettigheder står over folks kulturelle rettigheder eller omvendt, siger Ole Høiris.

– Der er problemer med begge principper. Universelle rettigheder som menneskerettighederne er meget fine, men de ender i imperialisme. Det bliver i en eller anden form til, at "I skal være lige som os". Man kan tage 1960'erne som eksempel på en udpræget universalistisk bølge, hvor alle skulle være lige. Kvinder skulle være mænd. Det blev så afløst af en partikularisme: Nu havde alle grupper ret til at være anderledes. Enhver minoritet har ret til egne særheder

– det gælder kvinder, sorte eller bøsser. Vi kan ikke blande os – og spørgsmålet er, hvad vi overhovedet skal kommunikere for, hvis alle har deres egen ret?

– Hvor universalismen ender i imperialisme, så ender partikularismen i ghettoisering og racisme. Og det eneste, der kan afløse racisme, er det universelle princip. På denne måde er der en dynamik mellem det partikulære og det universelle op gennem historien, påpeger Ole Høiris.

I denne dynamik mellem det romerske og det græske, det universelle og det partikulære, udspiller historien sig.

– Sporene fra det antikke og det bibelske kan ikke skilles i dag. For mig at se er kristendommen den første religion, der formulerer sig i det romerske, universalistiske perspektiv og dermed bringer den universalistiske ide videre. De første kristne er en jødisk sekt, men Paulus er den, der tænker kristendommen inden for en romersk horisont, siger Ole Høiris. Han nævner kirkefaderen Augustin (354-430) som en indflydelsesrig eksponent for den universalistiske tænkemåde. Dilemmaet for Augustin er, hvordan det kan være, at der er nogle mennesker, der ikke er kristne, men lever dydigt, mens der omvendt er kristne, der lever, som om de ikke har troen:

– Det store spørgsmål for de kristne i 400-tallet er, hvorfor Gud tillod de hedenske barbarer, gotherne, at erobre og besejre det kristne Rom. Augustins svar på det spørgsmål bliver, at Roms fald er en midlertidig afstraffelse, en straf for romersk syndighed.

I århundrederne efter Augustin sker der et skifte med de store folkevandringer i Europa. Det store universalistiske projekt bliver erstattet af et andet projekt, et partikularistisk projekt, hvor det gælder om at definere de forskellige folkeslags særegenheder og fortrin:

– En kristen tænker som ærkebiskop Isidor af Sevilla (560-632) henter for eksempel heltene fra Troja ind, når han skriver om de særlige forfædre til hvert enkelt folk. I stedet for den store kristne genealogi, der går tilbage til Noas tre sønner, splitter man folkene ud på særlige genealogier. Tag danskerne, de er er ifølge Saxo efterkommere af Dan og Angel og har lokale guder som forfædre.

I kølvandet på folkevandringerne genfinder man således ifølge Ole Høiris partikularismen fra de græske bystater i en kristen terminologi.

Med de store opdagelsesrejser og opdagelsen af Amerika bliver der åbnet for et nyt universelt fællesskab. Det store projekt bliver at få indskrevet de nyopdagne indianere i historien. Hvor hører de til? Er de dyr eller mennesker? Tilhører de de forsvundne jødiske stammer fra Det Gamle Testamente?

– Tankegangen er, at Gud har villet, at indianerne blev opdaget nu – før jorden går under. De fremmede, indianerne, er hedninge, men indgår i en universel historie, påpeger Ole Høiris. Han peger på, at man i en religiøs sammenhæng enten opfatter skabelseskæden som en kontinuerlig kæde eller som bestående af enkeltskabninger uden nogen intern sammenhæng. Ifølge den første opfattelse er der ingen huller i Guds skaberværk, og derfor er der mellemformer mellem alt. Medicineren Ole Worm (1588-1654) kan fremvise en gren fra et lammetræ, en mellemform mellem planter og dyr, og indianeren bliver opfattet som en mellemform mellem dyr og mennesker, en naturlig slave. Omvendt argumenterer andre for, at Gud ikke skaber ufuldendte mennesker, og ingen mellemformer – det er enten-eller. I den forståelse bliver indianerne rigtige mennesker.

– Vi siger, at Vitus Bering fandt Beringsstrædet, men pointen er, at han opdagede, hvor smalt det var. Det betyder, at indianerne blev en del af menneskeheden, siger Ole Høiris om en af 1700-tallets store opdagelser, der også er med til at gøre oplysningstiden til en universalistisk præget epoke.

I 1800-tallet bygges oplysningsprojektet ind i en national ramme. Det er i denne periode, at arkæologien frigør sig fra de skriftlige kilder, og med romantikken bliver det sandt menneskelige ikke det rationelle, men følelserne.

– Der sker i romantikken en total sammensmeltning mellem ånd, sjæl, religion og sted, folk og kultur. Man har ikke længere et fælles projekt, men nationale projekter. Det sker især i Nordeuropa – i Tyskland og Danmark, mens man i England og Frankrig fortsætter i oplysningens ånd.

Det betyder ifølge Ole Høi-ris, at sporene fra antikken endnu i dag tager sig forskelligt ud i nord og syd. Mens det universelle bidrag fra Rom kommer til at dominere det katolske Sydeuropa, bærer man i det protestantiske Nordeuropa partikularismen videre med en særlig vægtlægning på, at hvert folk har sine særlige karakterer. I øvrigt går grænsen mellem nord og syd, som Ole Høiris påpeger, stort set der, hvor brød og vin afløses af øl og kød, det vil sige langs den gamle romerske grænse til os barbarer. Det er denne lange historie, der også afspejler sig i forskellene i den aktuelle debat:

– I Danmark har vi en udpræget tradition for partikularisme. Her skaber vi kulturer for indvandrere, mens billedet er anderledes i det universalistisk prægede Frankrig, hvor man ser religion som udtryk for partikularisme. Derfor må den ikke udstilles i det offentlige rum.

Fokuseringen på modsætningen mellem det partikulære og det universelle giver også nogle interessante forklaringer på tilsyneladende mærkværdige positioner i den aktuelle debat, hvor man for eksempel kan se venstrefløjen give sig af med at forsvare retten til at være religiøs. Det er ifølge Ole Høiris et eksempel på, hvordan den romantiske og postmoderne bølge – det græske islæt – er slået igennem på venstrefløjen, hvor det går hånd i hånd med et syn på USA og imperialismen som det onde. Selvom socialister pr. definition burde være universalister, så tænker socialister i den aktuelle situation partikularistisk:

– Menneskerettigheder er en vestlig sag, der stammer fra oplysningstiden. Vesten er det første område, der er tvunget til at tænke globalt, siger Ole Høiris.

– Tidligere kunne man argumentere med respekten for de andres kultur, men nu er konfrontationerne så stærke, at man er nødt til at søge det fælles grundlag. I 1960'erne talte man ikke om religion og kultur, her handlede det om billig arbejdskraft. Man forestillede sig, at indvandrerne skulle ind og ud af landet – i stedet røg de ind og ud af det sociale system. I dag er mange indvandrere blevet en del af et pjalteproletariat med alle de karakteristika, der hører dertil. Der er ingen grund til at hive kulturbegrebet frem, når man skal forstå, hvad de laver, når de fusker lidt og laver lidt kriminalitet og ikke har solidaritet med samfundet. Det er et kendt socialt problem, ikke et kulturproblem.

Ole Høiris mener, at vi er på vej over i en ny universalistisk bølge, blandt andet ført frem af den moderne kommunikation:

– Globaliseringen er en ny, stor fortælling om menneskehedens enhed. Det, der forener, er vigtigere end det, der splitter, og det bliver nok ikke religion, der bliver den forenende faktor. For første gang siden romerrigets fald har man én ekstrem stærk magt i verden, USA.

Og Adam og Eva, har de også en plads i den moderne verden?

– DNA-analysen har overtaget det gamle, kristne projekt. For mig at se skyldes det kristendommen, at vi er så bidt af den slags ting, at få hele menneskeheden forenet genealogisk. Slægtstavler tilbage til oprindelsen spiller ingen rolle hos hverken vikinger eller indianere, mens det genealogiske er vigtigt i hele det semitiske bælte, siger Ole Høiris. Gennem dna-analyser kan man via y-kromosomet finde tilbage til alle mænds forfader, mens mitokondriet giver sporet tilbage til den fælles stammoder. Og så er der storpolitik i dna'et, hvor Østafrika og Kina strides om, hvor man skal finde de første mennesker.

larsen@kristeligt-dagblad.dk

FaktaSporene fra antikken

**Antikken er en periode, der har sat sig mange spor i den europæiske historie. Det gælder sproget, synet på mennesket, på kroppen, på demokratiet og mange andre steder. Og hvad var filosofien uden Platon og Aristoteles?

Kristeligt Dagblad omsætter højskolens foredragsform til oplysende avisartikler om fortiden i et aktuelt perspektiv. Følg med, når Kristeligt Dagblad hver tirsdag sommeren over holder sommerhøjskole om sporene fra antikken. Med et netabonnement kan tidligere artikler i serien læses på www.kristeligt-dagblad.dk

FaktaFra barbar til hedning

**Grækerne

Barbar var en fællesbetegnelse for alle dem, der ikke talte græsk, men sagde "bar bar". Den ældst kendte henvisning til barbaren finder man hos Homer i Illiaden. Oprindelig en neutral betegnelse, men med tiden også brugt nedsættende om de ukultiverede, den dyriske vilde - eller positivt om den ædle vilde. Grækerne var i egen selvopfattelse i kraft af det tempererede område, hvor de boede, i stand til at forene intellekt og frisind. I modsætning hertil blev asiaterne opfattet som intelligente men ufri, mens europæerne ifølge grækerne på grund af kulden var frigjorte men intellektuelt tilbagestående. Barbarerne var udelukket fra fx. De Olympiske Lege og andre kultfester.

**Romerne

Romerne kunne kalde sig selv barbarer men overtog efterhånden grækernes forestilling om barbarerne som de fremmede, perserne eller germanerne. Ifølge fx. Marcus Cicero (106-43 før Kr.) var barbarerne dog ikke alene de fremmede, der levede rundt om Romerriget, men også det irrationelle, som konstant truede med at barbarisere det enkelte menneske og dermed hele samfundet.

**De kristne

De kristne overtager antikkens dobbeltforestilling om barbaren som den ædle vilde og den dyriske vilde. Hedningen bliver de kristnes version af barbaren, der ligesom i den romerske forestilling kan være både menneskene uden for det kristne rige men også syndighed i de kristne mennesker på grund af arvesynden og Djævelens tag i det enkelte menneske. Kampen mod hedenskabet er således både en indre og en ydre kamp.

Kilde: Ole Høiris: Antropologi i Middelalderen og Renæssancen.