Henrik Gade Jensen: Vi burde have politik som i 1950’erne og 1960’erne

Sognepræst og filosof Henrik Gade Jensen mener, at dansk politik fortsat er præget af de omvæltninger, der kom med ungdomsoprøret. Det har gjort politik gråt i gråt, og når vi taler om et politisk opbrud, var det meget større i 1970’erne

Henrik Gade Jensen har i mange år deltaget i samfundsdebatten, og siden 2012 har han været sognepræst i Dannemare på Lolland. –
Henrik Gade Jensen har i mange år deltaget i samfundsdebatten, og siden 2012 har han været sognepræst i Dannemare på Lolland. – . Foto: Flemming K. Karlsen.

For en journalist er noget af det mest udfordrende at blive mødt af en kilde, som sætter spørgsmålstegn ved præmissen for et interview.

En sådan kilde er Henrik Gade Jensen, filosof, medlem af Det Etiske Råd og sognepræst ved Gloslunde-Græshave-Dannemare-Tillitse Pastorat på Lolland-Falster.

Han har gjort sig mange tanker om den tid, vi lever i, også om det politiske opbrud, som denne interviewserie egentlig beskæftiger sig med.

Spørgsmålet er bare, om det er så voldsomt stort, set i et historisk lys?

”Når jeg ser på mit eget 59-årige liv, kan jeg genkende utrolig mange opbrud undervejs, paradigmeskift og voldsomme idémæssige forandringer. Det har faktisk været meget, meget voldsomt. Noget af det er ikke affødt af en konkret ydre begivenhed. Det er mere noget, der udvikler sig i den kulturelle verden,” siger han.

Og vender sig straks mod ungdomsoprøret i 1968.

”Det største opbrud var 1968, som jeg stadig mener, vi mærker konsekvenserne af i dag. Der blev tingene nogle gange vendt på hovedet, og det er der dønninger efter overalt i vores samfund. Ikke så tydelige måske, men ideologisk og holdningsmæssigt står det meget stærkt. I den akademiske verden kan man fortsat se meget stærke virkninger af 1968.”

”Dengang kom der et opgør med positivistisk videnskab. Man skulle ikke bare studere verden, som den var. Man skulle gå bag virkeligheden. Det gjorde man med marxismen som redskab. Den er lagt på hylden, men angrebet på almindelig videnskab har, så vidt jeg kan se, holdt sig til i dag.”

”Inden for samfundsvidenskaberne har dekonstruktion og diskursteori domineret i årtier. Det vil sige, at virkeligheden ikke er noget i sig selv. Den er noget, der er skabt og derfor ikke noget i sig selv. Den teori har haft meget store implikationer, også for den politiske verden.”

Hvordan manifesterer det sig?

”Det manifesterer sig konkret i, at man får et paradigme, som forkaster alt traditionelt. Det projicerer, at alt det gode er noget, der ligger ude i fremtiden, mens det, der var, er fordomsfuldt, befængt, reaktionært. Noget, vi skal udover, mens sandheden ligesom ligger ude i fremtiden. Med nogle mellemregninger ser jeg det som en arv fra 1968. Men det er også en arv, der kan trækkes meget længere tilbage i tiden.”

Henrik Gade Jensen afbryder sig selv og tilføjer, at journalisten selvfølgelig må stoppe ham, hvis det, han siger, bliver alt for abstrakt. Det gør det ikke, men måske han vil fortælle, hvordan dette paradigmeskift hænger sammen med de store skred, der trods alt er sket i dansk politik de senere år? Det er dette med, at Dansk Folkeparti har vokset sig til at blive Folketingets største borgerlige parti, at Alternativet er kommet ind, og at de traditionelle gamle magtpartier er gået tilbage.

Det vil han godt, men først skal vi lige rundt om dagbladet Politiken, som han har tegnet abonnement på for nylig, og hvor han blev præsenteret for avisens forsider tilbage i historien. En af dem, fra den 1. oktober 1972, slog ham. Den handlede om, at Institut for Litteraturvidenskab på Århus Universitet havde indkøbt marxistisk litteratur for hele sit bogbudget.

Det kritiserede den daværende socialdemokratiske undervisningsminister Knud Heinesen bramfrit i avisen.

”Det ville ingen minister vove i dag, for det ville være at blande sig i universitetets interne anliggender, men der var vel politisk opbakning til det, han gjorde. Vi har ikke selv opdaget, hvor meget vores politiske diskurs har flyttet sig. På samme forside udtalte professor Sløk, at forholdene på Århus Universitet mindede ham om pesten”.

Han medgiver, at kommunismen og marxismen er død i dagens samfund, men den bagvedliggende idé om, at sandheden er normativ, lever til gengæld i bedste velgående.

”Det vil sige, at man måler virkeligheden på, hvad der burde være sandt, i stedet for at måle den på, hvad der er sandt. Der er nogle forudfattede fikspunkter, der ikke kan røres ved. Om hvordan mennesker er og bør være. Der er sket et skifte, hvor man tidligere rettede mere ind efter virkeligheden, som den var ud fra den erfaring, man havde.”

”Identitetspolitikken er en konsekvens af, at man har et helt fast billede af, hvordan mennesket er. Det sætter mennesket på begreb, og så har det bare at leve op til det. Hvis du er afro-amerikaner i USA, har du bare at mene det samme, som afro-amerikanernes organisation mener.”

Det siges også, at vi lever i en meget individualistisk tid med en stærk liberal strømning. Hvordan harmonerer det med idéen om en normativ sandhed, som alle skal rette ind efter?

”Jeg kan ikke få øje på den liberale strømning. Selvfølgelig er mennesker forskellige og har forskellige idiosynkrasier, som de bræger ud med på sociale medier og på debatsiderne, men det er ikke sådan, at folk har markant forskellig livsstil og holdninger. Det synes jeg egentlig ikke. Jeg synes, det er meget gråt i gråt.”

Og så er vi tilbage ved spørgsmålet om de store forandringer i dansk politik de seneste år, hvor nyere partier er gået frem på bekostning af de ældre.

”Jeg forstår rigtig godt, at et parti som Alternativet har fået en vis opbakning, for det var grotesk med floskler og rigiditeter i dansk politik i årtier. Men det er ikke fordi, der er et stort vidtspændende rum i dansk politik. I 1970’erne var der virkelig en eksplosion i politik, meget mere end det, vi ser i dag. Alle er meget strømlinede nu.”

Navne som Mogens Glistrup, Erhard Jakobsen og Preben Møller Hansen kommer på bordet, men den type politikere er ikke til at få øje på for tiden, og der er blevet lavere til loftet i den politiske debat, mener Henrik Gade Jensen.

Hvad skyldes det?

”Jeg tror, at akademiseringen af det offentlige liv har en stor betydning for ensretningen. Rigtig mange har en videregående uddannelse. Mange er blevet ensrettet på universiteterne. Det er også derfra, hele det normative syn kommer.”

”For mig var et skelsættende punkt i 1992, da Danmark skulle stemme om Maastricht-aftalen. Det var et typisk eksempel på, at politik gik fra at være praktisk og pragmatisk med det indre marked i 1970’erne og 1980’erne til at blive et normativt projekt.”

”Den politiske diskurs i 1970’erne og 1980’erne var pragmatisk. Man kunne diskutere kødpriser. Jeg stemte selv ja til det indre marked i 1986 uden at tænke meget over det. I 1992 sker der et eller andet, og jeg kan stadig ikke forstå, hvad det er. Men der havde en politiker- eller akademikerklasse fokuseret stærkt på, at der skulle ske nogle forandringer i hele Europa. Det blev præsenteret som noget, der ikke var til diskussion. Det blev defineret som udviklingen.”

”Vi skulle så have en folkeafstemning af veneration for demokratiet, men i praksis var der ikke noget at stemme om. Det, syntes jeg, var uhyggeligt at opleve. Vi var skakmat, før spillet begyndte. Det må du godt bruge som overskrift. Og det oplever vi på mange andre områder. Der tromles ting igennem, og så er løbet kørt, før det er i gang.”

Hvad er alternativet til det?

”Det er det, man havde i 1950’erne, 1960’erne og 1970’erne. Det er, at den politiske diskussion er en debat mellem forskellige holdninger, og de holdninger er ligeberettigede. At det er åbent, hvor vi skal hen, og at verden ikke er låst fast i et bestemt mål.”

”I dag har vi reformer, reformer og reformer. Og der er reform af reformerne. Selvom de fremstår rationelle, er de efter min mening ofte meget ideologisk inficerede. Så mange grundlæggende reformer vedtages, og så er det alligevel ikke særlig succesrigt.”

”Men det bliver også præsenteret som noget, der er færdigt og ikke kan laves om.”

Henrik Gade Jensen nævner politi- og domstolsreformerne som eksempler på reformer, der har gjort det værre, provinsbyer støvsuges for den retsmyndighed, som er nødvendig i ethvert samfund, småt eller stort. Politibetjentene kender ikke mere lokalsamfundet, og dommerne har aldrig været i de byer, som de dømmer folk fra.

Dog er der et område, som politikerne har holdt sig fra at reformere i større grad.

”Der vil jeg pege på folkekirken, som siden 1849 ikke har haft nogen grundlæggende reform, men som fungerer rigtig godt. Der har kun været nogle små ad hoc-tilpasninger. Vi får lov til at passe vores arbejde lokalt, de 2000 præster i Danmark, og det kan vi gøre på mange forskellige måder, men med høj embedsmandsmoral”.

Det er Henrik Gade Jensen ret godt tilfreds med.