Moderne teknologi ødelægger den sociale kontakt

Ifølge den amerikanske lærebogsforfatter Michelle Garcia Winner har iPad- og iPhone-revolutionen ført til meget mindre øjenkontakt mellem mennesker. Derfor er undervisere nødt til at lære kommende generationer at afkode omverdenens signaler

Den amerikanske lærebogsforfatter Michelle Garcia Winner har netop besøgt Danmark for at undervise på et kursus i ”Social Tænkning”. Hendes lærebøger om samme emne er netop udkommet. –
Den amerikanske lærebogsforfatter Michelle Garcia Winner har netop besøgt Danmark for at undervise på et kursus i ”Social Tænkning”. Hendes lærebøger om samme emne er netop udkommet. – . Foto: Jens Welding Øllgaard.

En specialelev i en amerikansk skoleklasse var ved at lære, at man ikke bare siger, hvad man vil i klassen. Man rækker hånden op og venter, til man bliver spurgt. I en time rakte han flere gange hånden op til spørgsmål fra læreren, men andre blev valgt og gav svaret. Special-eleven reagerede ved at slå løs på sine klassekammerater.

På skolen blev Michelle Garcia Winner tilkaldt, for hun er specialist i de situationer, hvor det sociale kører helt af sporet.

”De stjæler mine tanker,” lød elevens forklaring, da hun spurgte ham, hvorfor han slog.

Situationer som denne vil ikke være ukendte for lærere og pædagoger, som arbejder med børn, som har diagnoser inden for autismespektret eller ADHD. Der kan være et meget stærkt fokus på egne behov og en meget ringe forståelse for, hvad andre gerne vil og synes er rimeligt.

Men ifølge Michelle Garcia Winner, som oprindeligt er uddannet talepædagog og har arbejdet med autister siden 1970’erne, er tendenser i samme retning ved at brede sig også blandt ”normal- elever” uden diagnoser af nogen art.

Ja, det er ikke engang kun et fænomen, som voksen- generationen hovedrystende kan iagttage hos de yngre årgange. Mange voksne – hele vejen op til USA’s nuværende præsident – har tydeligt svækkede sociale evner, lyder hendes diagnose.

”Vi er nødt til at indse, at mange af de mekanismer mellem mennesker, der handler om at kunne se og forstå hinanden og tage hensyn derefter, er udfordret. Vi er ved at miste evnen til at være ansigt til ansigt med hinanden,” erklærer Michelle Garcia Winner, som sammen med kollegaen Linda K. Murphy har skrevet lærebøgerne ”Social tænkning og mig”, som består af en bog til læreren og en til eleven, og som netop er udkommet på dansk.

”Mange børn viser i skolen reaktioner på, at de er vokset op i rammer, hvor de sociale læreprocesser ikke har haft det let. I stedet for at bruge tiden på at lege sammen og lære de sociale koder på den måde bruger mange børn tid i elektroniske fora, som er kendetegnet ved, at man trækker sig ind i sig selv og kan få det hele, lige som man vil have det. Men det er en narcissistisk vej at gå, siger Michelle Garcia Winner.

I stedet for at bruge tiden på at lege sammen og lære de sociale koder på den måde bruger mange børn tid i elektroniske fora, som er kendetegnet ved, at man trækker sig ind i sig selv og kan få det hele, lige som man vil have det. Men det er en narcissistisk vej at gå, siger Michelle Garcia Winner.
I stedet for at bruge tiden på at lege sammen og lære de sociale koder på den måde bruger mange børn tid i elektroniske fora, som er kendetegnet ved, at man trækker sig ind i sig selv og kan få det hele, lige som man vil have det. Men det er en narcissistisk vej at gå, siger Michelle Garcia Winner. Foto: Jens Welding Øllgaard

Hun begyndte at arbejde med social tænkning for mere end 20 år siden, da hun var talepædagog for autister. Efterhånden erfarede hun, at ikke kun specialelever med autisme eller ADHD har vanskeligheder, men at der i hver skoleklasse sidder mindst fem-seks elever, som har svært ved det sociale.

Men hverken til undervisningen af autister eller i øvrigt fandtes der en systematisk gennemgang af, hvordan man egentlig lærer ikke bare at se sig selv, men også de andre. Derfor gav hun sig selv til at stykke viden sammen fra blandt andet psykologien, antropologien og diverse læringsteoretikere med det resultat, at hun i dag er en efterspurgt forfatter og foredragsholder om emnet verden over.

Tilsyneladende er der stadig flere børn og unge, som foretrækker enerum med et elektronisk apparat. Men denne overfladiske betragtning køber Michelle Garcia Winner ikke. Hun ser blot nogle mekanismer, som går i retning af, at det at møde de andre ansigt til ansigt bliver for overvældende og uvant.

Fordi man er utrænet og frygter at falde igennem, er det hårdt arbejde at indgå socialt med andre. Og fordi man er vant til en elektronisk verden, hvor kedsomhed er afskaffet, fordi man altid bare kan slukke for én ting og tænde for en anden, bliver børn og unge dårligere til at acceptere, at virkelighedens verden ikke skal slukkes for, når den er kedelig. Man skal selv bidrage til at gøre den interessant for sig selv og andre.

”Over hele verden møder jeg undervisere, der siger, at flere børn ikke er skoleparate, når de når skolealderen. De fleste vil meget gerne lære noget, men mange af dem kan slet ikke håndtere den kedsomhed, som de oplever i skolen. Men det er værd at gøre sig klart, at hvis man ikke kan håndtere kedsomhed, vil man heller ikke kunne håndtere hverken et job eller et ægteskab,” siger Michelle Garcia Winner.

Hun er overbevist om, at alle de blege teenagere, hun har mødt, og som undgår øjenkontakt, udstråler modvilje mod skolesituationen og ved først givne lejlighed trækker sig tilbage til trygheden bag et elektronisk apparat, dybest set ønsker det anderledes:

”Vi vil alle sammen inkluderes og valideres.”

Michelle Garcia Winner erkender, at moderne teknologiske hjælpemidler også kan bruges til mange fornuftige ting, også at kommunikere og være sociale med andre.

Men helt konkret har iPad- og iPhone-revolutionen ført til meget mindre øjenkontakt mellem mennesker. Når vi står ved busstoppestedet, møder vi ikke de andres blikke, men kigger alle på vores medbragte skærm. Blikket for de andre bliver et andet, og dette er medvirkende til, at undervisere efter forfatterens mening er nødt til at gå meget systematisk til værks i et arbejde med at lære kommende generationer at afkode deres egne sanser og omverdenens signaler. At ”tænke med øjnene”, som hun formulerer det.

”Mange reagerer ved at sige, at sådan noget lærer man da intuitivt, men jeg har mødt masser af mennesker, som bestred høje stillinger i samfundet, men som havde et kropssprog, der fuldstændig modarbejdede dem, og som slet ikke kunne indgå i møder med andre, fordi de ikke mestrede det sociale sprog, som vi taler mindst lige så meget med vores øjne og kroppe som med ord,” siger hun og tilføjer:

”Når vi hele tiden forfiner vores metoder til at lære at læse og lære matematik, hvorfor skulle det at kunne begå sig socialt overlades til at være noget, den enkelte selv må finde ud af?”