Prøv avisen

Hjernekirurg: Vores bevidsthed er et større mysterium end big bang

”Hver eneste af os har et mikrokosmos, et lille univers, inde i hovedet. Det er et kæmpe mysterium, og det mysterium fylder mig med ærefrygt,” siger Henry Marsh, engelsk hjerne­kirurg og bogaktuel med ”Gør ikke skade”. Foto: Scanpix

Et menneskes bevidsthed er ren materie og afhænger kun af, om hjernen er uskadt eller ødelagt. Men netop derfor er det alle tiders største mysterium, mener den engelske hjernekirurg Henry Marsh

En rask hjerne har en konsistens som blød og glat smøreost. En hjernetumor, derimod, er mere gummiagtig, klæbrig og tykkere. Det er store klumper tumor, som den britiske hjernekirurg Henry Marsh er ved at fjerne fra sin patients hjerne, 30-årige Adrian Theobold, i et filmklip fra en BBC-dokumentar fra 2004.

Kirurgen løfter en flere centimeter stor luns af blodigt, hvidligt kød med en tang fra et hul i kraniet, og med et par snit skiller han tumor fra hjerne. Klumperne af svulst lander i en gennemsigtig plastikskål, der synes alt for triviel til den kamp på liv og død, som foregår lige dér.

Hvis Henry Marsh bliver ærgerrig og vil fjerne for meget af svulsten, risikerer han at skade den del af hjernen, der styrer tanker, følelser og evnen til at tale, og ændre Adrian Theobolds personlighed for altid.

Derfor er patienten vågen. Under hele operationen taler han med en sygeplejerske og hjernekirurgen selv, så lægen ved, præcis hvor langt han kan gå.

”Adrian, du er et af de ganske få medlemmer af menneskeracen, som faktisk har set sin egen hjerne,” joker Henry Marsh, da et kamera bliver sluttet til kirurgens mikroskop og transmitterer operationen på en tv-skærm til hjælp for lægeholdet.

Han tilføjer, mens han peger på den bageste del af en v-formet portion fin, urørt hjerne:

”Kan du se det? Det er den del af din hjerne, der taler med mig lige nu.”

”Det er skørt,” svarer Adrian Theobold.

Det ér skørt, fastslår Henry Marsh, da Kristeligt Dagblad besøger ham i hans hjem i London. Faktisk er episoden ”den bedste illustration, jeg kender, på det filosofiske problem omkring sammenhængen mellem ånd og materie,” siger han – men kommer prompte med ét mere.

Kirurgen har også opereret i det område, der vedrører synet og sidder bagest i hjernen. Her filmede kameraet engang venstre side af en hjerne. Venstre side styrer, hvad man ser til højre, og patienten så sin hjerne på tv-skærmen, der stod i højre side.

”Den venstre side af hjernen så altså på sig selv på skærmen. Det er så bizart. Du føler, der burde ske en eller anden filosofisk pendant til et rundhyl (når en mikrofon fanger sin egen lyd fra højtaleren og stiger til øredøvende højder, red.), at der burde komme en eksplosion eller et eller andet,” grunder han.

Men der skete jo ingenting. Som så mange gange før stod Henry Marsh bare og skar i en hjerne. Ren materie – som alligevel rummer alt det andet: syn, tale, tanker, følelser, personlighed. Eller på den lidt højere klinge: sjæl, skæbne, eksistens og efterliv.

Hvis noget sådant findes.

Henry Marsh tror ikke på det. Han er 66 år og nogenlunde pensioneret fra sit job som ledende neurokirurg på Londons St. George’s Hospital. Han var den første europæiske hjernekirurg, der udførte såkaldt awake craniotomy, hvor patienten er vågen under operationen, og i 2014 udgav han en bog, ”Gør ikke skade”, der har gået sin sejrsgang verden over og netop er kommet på dansk.

Læs et uddrag af bogen her. 

Det er på grund af den, at Kristeligt Dagblad er i London. For at tale med Henry Marsh om ”livet, døden og lægekunsten”, som bogens undertitel er.

Han bor i et typisk britisk rækkehus i Wimbledon i det sydlige London. Han er høj og slank, nærmest atletisk som en gazelle, men en anelse krumbøjet af alder og med kuglerunde briller. Han sætter sig på en højrygget stol tæt på sin optændte kamin og lægger armene over kors.

Det er en defensiv positur, og først er Henry Marshs svar da også trætte og overfladiske; hans pointer går igen fra både bogen og andre interviews.

Han skrev ellers sin bog for at stige ned fra piedestalen og være ærlig. Det sker alt for sjældent i lægeverdenen og ikke mindst i de allerfarligste domæner som hjernekirurgien, hvor lægerne let kommer til at spejle sig i taknemmelige patienters lovord om, at de er ”guder” og ”helte” og hyller sig i farlig selvtilstrækkelighed, mener han.

“Hver eneste kirurg bærer i sig en lille kirkegård, hvor han fra tid til anden går hen for at bede – et sted helliget bitterhed og fortrydelse, hvor han er nødt til at søge en forklaring på sine fiaskoer,” starter Henry Marsh sin bog med et citat af den franske kirurg René Leriche.

Med bogen åbner Henry Marsh en del af sin private kirkegård for offentlighedens besøg, for det er ved at se på fejlene, at der er noget at lære, siger han.

Og fejl er der nok af i hjernekirurgien, hvor det er aldeles timelige størrelser som held, tilfældigheder og lægens evne til at begå et rigtigt skøn, der afgør, om en kirurg hjælper eller ”smadrer” sin patient.

”Det er værre end døden,” siger Marsh om fejloperationerne, ”det er rædselsfulde handicaps eller total hjerneskade.”

I sit eget katalog har han for eksempel den 11-årige ukrainske pige Tanja, som han skriver om i sin bog. I mange år har Henry Marsh rutinemæssigt opereret i Ukraine, hvor han mødte Tanja. Hun havde den største tumor af sin art, han nogensinde havde set, og hverken i Kijev eller Moskva ville lægerne røre ved den.

”Lige så uimodståeligt det er at redde liv, lige så umådeligt vanskeligt er det at fortælle nogen, at jeg ikke er i stand til at redde dem, i særdeleshed hvis patienten er et sygt barn med desperate forældre,” skriver Henry Marsh, som besluttede at operere Tanja i London.

Tanja gennemgik to lange operationer. Den første medførte et massivt blodtab. Men det var den anden, der gav hende et slagtilfælde og bandt hende til hospitalet langt fra hendes hjem i et halvt år efter operationen.

”Lemlæstet” er ordet, Marsh selv bruger om resultatet, der efterlod barnet delvist lammet – og ikke reddede hende fra døden: Tanja døde halvandet år og mange lidelser senere.

I et andet kapitel tilser Henry Marsh en patient på et plejehjem for mennesker med fatale hjerneskader. Beboerne er i fuldstændig vegetativ tilstand. Til sin egen fortvivlelse genkender han mindst fem navne på tidligere patienter.

Men er Henry Marsh da alligevel ikke en slags gud – hans beslutninger er jo patienternes skæbne? Det afviser han. Som han i øvrigt afviser enhver læsning af ham selv eller hans profession ind i en ramme, der rummer religiøsitet, spiritualitet eller overjordiske elementer.

For det er jo netop det modsatte, der er hans pointe: at både hjernen og kirurgens arbejde er rystende jordisk.

”Jeg blev hjernekirurg, til dels fordi jeg havde den her mytiske ide om, at hjernekirurgi ville bringe mig tættere på livets mening. Åh ja, det tænkte jeg. Man tror jo, hjernen er noget særligt. Men hjernekirurgi er et forfærdelig groft håndværk. Hjernen som fysisk objekt fortæller dig intet om meningen med livet overhovedet,” siger han.

Det, han derimod har lært, er, hvor skrøbeligt både livet og ”almindelig adfærd” er. Alle hjerneskaderne, om de så skyldtes fejl eller ej, har jo vist ham det igen og igen.

”Skader i den frontale del af hjernen ændrer vores moralske natur, vores sociale væremåde. Familierne til de hjerneskadede siger det også: at den skadede ikke længere er den samme person, som han eller hun var før skaden. Hvis du nogensinde har set en frontal hjerneskade, der fuldstændig har ændret dét, som vi mente var den persons moralske, menneskelige natur, så er det meget svært at tro på, at der kan være nogen som helst forlængelse af jeget eller selvet uden for hjernen. Vi er vores hjerner,” siger Henry Marsh med eftertryk.

Det betyder imidlertid ikke, at mysteriet med bevidstheden er løst. For Henry Marsh er det tværtimod multipliceret. For når alt er stof, hvor kommer så netop personligheden, tankerne og følelserne fra?

”Spørgsmålet om, hvad der skaber min bevidsthed, er et lige så stort, hvis ikke større, mysterium end kosmologien og big bang. Alt, hvad vi tænker og føler, er en fysisk proces og afhænger af, om vores hjerne er fysisk intakt. Men videnskaben ved end ikke, hvor den skal starte med at forklare, hvordan dét, du tænker og føler lige nu, opstår ud af elektriske og kemiske fænomener i din hjerne,” siger han.

En enkelt elektron i et atom er på størrelse med en flue i en katedral, fortsætter han. Bittesmå byggesten skaber det enkelte menneskes unikke bevidsthed på ufattelig vis.

”Fysik bliver besynderligt på mikroniveau. Hver eneste af os har et mikrokosmos, et lille univers, inde i hovedet. Det er et kæmpe mysterium, og det mysterium fylder mig med ærefrygt,” siger Henry Marsh.

Men efterlader mysteriet ikke netop et rum for ”noget andet”? Er det ikke netop i det tomrum, Henry Marsh beskriver, at Gud, ånd, whatever har sin plads – dét andet, der puster liv i materien?

Ikke for ham.

”Kognitiv dissonans”, konstaterer han med henvisning til den tilstand, der foreligger, når der er uoverensstemmelse mellem viden og handlinger hos en person. Med andre ord taler man mod bedre vidende, hvis man hører blandt dem, som vil fylde Gud i mysteriets sted.

”Det virker klart for mig, at bevidstheden afhænger af, om vores hjerne er fysisk intakt, og når vi dør, går hjernen i opløsning ligesom resten af os,” siger han.

Han har ikke længere armene over kors. Han taler med større fortrolighed om sine patienter og sin familie og åbner døren for navne og episoder, han gemte på før. Lige før kom hans voksne datter med sin cockerspaniel, Alfie, der lykkeligt springer op ad husets gæst, inden han forsvinder ovenpå.

Spørgsmålet er, hvad der adskiller Henry Marsh i sin stol fra Alfie ude på trappen, hvis bevidstheden kun er materie?

”Min arbejdshypotese er, at Alfie er lige så bevidst som du og jeg. Jeg tror, dyr er bevidste. Jeg tror, at hundrede år fra nu af, hvis der stadig er mennesker på jorden, så vil vi se tilbage med rædsel på de lidelser, vi udsatte dyr for – på samme måde som vi nu ser på forfølgelser af homoseksuelle eller sati, den indiske skik, hvor enker brændte levende med deres afdøde mænd,” svarer Henry Marsh modigt – for det er jo en radikal tanke, at mennesker og dyr skulle være lige bevidste, at vi har lige meget fysisk ”sjæl”.

Han har for nylig læst en videnskabsmands bog om altruistisk opførsel blandt bonobo-chimpanser. Med den som reference peger han på, at også moral er et produkt af evolutionen og ikke et særegent træk, der udpeger og ophøjer mennesket som art.

”Chimpanserne udviste næstekærlig adfærd, medfølelse og omsorg for den nære gruppe, de tilhører. Jeg tror, det er genetisk mejslet ind i os at vise medfølelse med andre, i hvert fald dem tæt på os. Det ligger i vores natur. Du behøver hverken Gud, moralske læresætninger eller præster til at fortælle os, at vi skal vise næstekærlighed,” siger han og insisterer på pointen:

”Bevidsthed er fysisk. Vi kan ikke undslippe det faktum, at vores tanker er fysiske, selvom de ikke føles sådan. Det er højst usandsynligt, at dyr ikke har følelser. De har hjerner. Der er intet i den menneskelige hjerne, som ikke er i hjernen på en bonobo-chimpanse.”

Og nok føler Henry Marsh sig sikker i sin sag. Men for nylig følte han også noget andet, mens han stod i Nepal og opererede i en hjerne. Udstyret var i orden, der var intet i de ydre omgivelser, der retfærdiggjorde den skam, der pludselig skyllede ind over kirurgen.

Det er første gang, han har følt noget sådant, og han ved ikke, om det kommer igen, næste gang han griber kniven. Men på en eller anden måde føltes det som helligbrøde, da han rodede rundt med bor og sugede i kraniet på sin patient:

”Jeg skammede mig over, hvor groft det er at operere i sammenligning med, hvad jeg ved om hjernens uendelige kompleksitet. Jeg følte mig flov og en lille smule trist. Måske betyder det, at det er tid til, at jeg stopper med at operere,” siger han.