Vi forbereder os på det værste: Krigen i Ukraine øger salg hos udelivsbutikker

Situationen i Ukraine har mindet svenskerne om behovet for et godt nødberedskab i hjemmet. Også danske butikker oplever øget salg af gasbrændere, vandfiltre og plasticdunke til Sverige

Salget af gasbrændere, vandfiltre og andet overlevelsesudstyr er steget siden krigen mellen Rusland og Ukraine brød ud.
Salget af gasbrændere, vandfiltre og andet overlevelsesudstyr er steget siden krigen mellen Rusland og Ukraine brød ud. Foto: Brandi Redd/Unsplash.

Store vanddunke med tappehane, gasbrændere og solcelleopladere. Det er nogle af de produkter, der ifølge de svenske myndigheder er gode at have ved hånden, hvis der skulle udbryde krig.

Og på grund af situationen i Ukraine lader flere svenskere nu til at være i gang med at få opbygget et godt nødberedskab i hjemmet.

Allerede i begyndelsen af marts måtte det svenske firma Trangia, der er kendt for at producere transportabelt kogegrej til udendørs brug, melde ud, at det var svært at følge med efterspørgslen.

"Vi ville ønske, at omstændighederne var anderledes, men lige nu er vores drivkraft og vigtigste opgave at øge følelsen af tryghed blandt mennesker. Med ekstra vagter og personale kommer vi ikke til at løbe tør for stormkøkkener, men der må forventes en lidt længere leveringstid,” skrev firmaet på Facebook.

I 2018 udsendte de svenske myndigheder folderen ”Hvis krisen eller krigen kommer” om, hvordan man skal forberede sig i tilfælde af terrorangreb, naturkatastrofer og krig. Folderen var den tredje af sin art i landet og blev dengang udgivet som følge af en øget sikkerhedstrussel fra Rusland. I den finder man blandt andet en tjekliste over det, der er godt at have i sit hjem, hvad angår mad, vand, varme og kommunikation.

Tingene på den liste passer godt med de varer, som danske udelivskæder også har solgt langt flere af end normalt de seneste uger.

Det gælder blandt andet hos butikskæden Spejder Sport, fortæller administrerende direktør John Lange.

”Når varerne i Sverige bliver udsolgt, må folk lede hos butikker i andre lande, og nu oplever vi rigtig mange ordrer fra Sverige. Det drejer sig især om Trangia-sæt, plasticdunke, vandfiltre og solceller til at oplade batterier. Det kan selvfølgelig være, at mange svenskere bare gerne vil ud i naturen lige nu. Men når vi ser på, hvad vi sælger, er det meget tydeligt, at der er blevet kigget på myndighedernes tjekliste,” siger han og tilføjer, at salget til danskere er uændret.

”Det med at forberede sig på krig og kriser er ikke rigtig noget, vi kender fra danskerne. Da coronakrisen begyndte, var der mange herhjemme, der købte frysetørret mad, hvilket kan pege på et ønske om at ville være klar og kunne klare sig selv. Men ellers var det vist mere gær og toiletpapir, der blev revet ned fra hylderne dengang.”

Også kæderne Eventyrsport og Friluftsland oplever øget salg til Sverige. Hos Friluftsland vurderer marketingschef Claus Peschardt Østergaard, at der i hvert fald er tale om en tidobling af salget af Trangia-sæt og gasbrændere på kædens svenske website i forhold til samme periode sidste år.

Derudover er salget af jodtabletter til både Danmark og Sverige steget, hvilket også er tilfældet hos mange apoteker de seneste uger. Årsagen menes at være en frygt for at blive udsat for radioaktiv stråling fra kernekraftværker i Ukraine, hvilket i sidste uge fik Sundhedsstyrelsen til at melde ud, at indtaget er unødvendigt, og at de jodtabletter, der fås i håndkøb, desuden næppe har nogen effekt. På samme vis er tabletter fra Friluftsland kun produceret til at rense vand.

Når svenskerne køber mere ind til deres beredskab i hjemmet end danskerne, kan det ifølge Claus Peschardt Østergaard også skyldes en generel kulturforskel.

”Det man kalder prepping, hvor man forbereder sig på en katastrofe, er en ret stor ting i Sverige. På deres udelivsbutikkers hjemmesider finder man ofte en side med produkter, der er gode at have i sit beredskab. Vi sælger de samme produkter i Danmark, men vi skilter ikke med, at de kan bruges i tilfælde af en krig. Herhjemme har prepping nok en lidt mere negativ klang,” siger han.