”Vi er naturligvis bekymrede. Men der er en kæmpe vilje blandt både læger og sygeplejersker til at tage en ekstra tjans. Personalet kommer og siger: ’Hvis jeg kan bruges til noget, kommer jeg gerne ind på en fridag.’ Eller: ’Jeg behøver ikke at holde ferie.’ Man bliver lidt ydmyg, når man oplever, hvor mange der gerne vil hjælpe.”
Det fortæller den 57-årige oversygeplejerske Susanne Dansholm fra afdelingen for mave-, tarm- og leversygdomme på Herlev Hospital ved København. Afdelingen har afgivet 24 af de i alt 100 senge med tilhørende sygeplejersker til en særlig coronaafdeling, og Susanne Dansholm har sammen med afdelingens to ledende overlæger travlt med at organisere hele omstillingen.
”Det er ligesom, når man i vejrudsigten siger, at der måske kommer en storm. Så surrer man havemøblerne fast. Vi er i gang med den samme proces,” siger Susanne Dansholm.
Hospitalet kører i øjeblikket kurser mellem klokken 8 og 23 på hverdage og i weekender for at ruste læger og sygeplejersker fra andre specialer til at indgå i enten infektionsmedicinsk isolationsbehandling eller intensiv behandling.
”Det kan godt være, at vi slet ikke får brug for alle dem, vi sender på kursus, men vi mener, det er rettidig omhu. Under alle omstændigheder bliver ingen dummere af at tage et kursus,” siger Susanne Dansholm.
Det er første gang i Susanne Dansholms 32-årige sygeplejerskekarriere, at hun oplever en så voldsom epidemi. Men hun har erfaring med at organisere nødplaner og være to skridt foran fra de store sygeplejerskestrejker.
For at prioritere ressourcer til behandling af coronapatienter har afdelingen blandt andet aflyst godartet kirurgi, der kan vente, såsom brok og galdesten.
”For mit eget vedkommende var sidste uge faktisk mere hektisk end denne, fordi jeg skulle sørge for, at personalet kommer på kursus. Lige præcis på coronaafsnittet ser situationen lige nu rimelig stabil ud. Men vi ved ikke, hvad der venter rundt om hjørnet, og vi ved ikke, hvornår hjørnet kommer. Vi prøver at gøre os klar, så godt vi kan,” fortæller Susanne Dansholm.
Aktuelt råder Herlev Hospital ligesom landets øvrige sygehuse over et begrænset udvalg af såkaldt kritiske værnemidler som masker, kitler og visirer. Susanne Dansholm fortæller, at en central afdeling derfor hver eneste dag sørger for at fordele værnemidler efter behov, så hamstring undgås.
Generelt synes hun, der er rigtig stor forskel på alarmniveauet i pressen, og det hun oplever i hverdagen på hospitalet.
”Hvis jeg kun var derhjemme, ville jeg nok via medierne have et billede af, at tingene var kaotiske på sygehusene. Men sådan oplever jeg det ikke. Dagligdagen kører videre med nye udfordringer, men også med meget ro og overblik. Det er et skisma, som jeg og mine medarbejdere befinder os i. Rigtig mange sygeplejersker refererer til de billeder, vi har set fra Italien, hvor militærlastvogne transporterer ligkister. Det er meget langt fra situationen herhjemme, ” siger Susanne Dansholm, som understreger, at hun ikke oplever unødig utryghed blandt personalet:
”Men jeg oplever, at nogle kan være bekymrede for, om de måske kan bære smitte med hjem til deres børn.”
Foreløbig er det myndighedernes skiftende meldinger omkring test af coronasmitte, der har givet størst utryghed.
”I starten kunne vi teste mange. I dag tester vi kun personale og patienter, der udviser symptomer, fordi der mangler testudstyr. Det har skabt en forvirring,” siger Susanne Dansholm.
Selv lever Susanne Dansholm et meget enkelt liv i disse uger. Arbejdsdagen begynder klokken syv, og hun tager hjem ved fem-sekstiden om aftenen, ”når der er styr på hele”. Hendes mand, der er revisor, arbejder hjemme, og parret har to voksne børn.
”Jeg ser ganske få mennesker for at begrænse smitte-risikoen. Jeg er ikke bange, men jeg har da uro i maven over, hvad situationen kan udvikle sig til. Det her kommer til at vare lang tid, så jeg har sagt til personalet, at det er vigtigt, de holder ferier og fridage for at få et afbræk. Selv slappede jeg af ved at ordne min båd forrige weekend.”