Det sker af og til, at en ældre patient med hjertestop bliver kørt ind på intensivafdelingerne på Vejle og Kolding Sygehuse, hvor sygeplejerske og forskningsmedarbejder Hanne Irene Jensen arbejder.
Hvis hverken hjertemassage eller elektriske stød har fået vedkommende til at vågne, bliver patienten nu lagt i respirator, får indført tuber og sonder i luftvejen og de store blodkar, og hans krop bliver nedkølet nogle grader i mindst et døgn, hvorefter sygehuspersonalet kan prøve at vække ham igen.
Det er sjældent, at de store anstrengelser fører til, at patienten vågner eller vågner uden hjerneskader eller andre varige mén fra behandlingen.
Når man efterfølgende taler med de pårørende, siger de ofte, at det ikke var sådan, det skulle ende. Det var ikke sådan, patienten havde ønsket at dø.
”Det er svært, når man har gjort, hvad man kunne, og familien så efterfølgende siger, at det aldrig skulle være sket. Vi kan aldrig forhindre det helt, men vi kan blive bedre til at undgå, at så mange havner i situationen,” siger hun.
Hanne Irene Jensen har skrevet ph.d. om de faglige, etiske og samarbejdsmæssige udfordringer ved afslutning af behandling på intensiv afsnit og arbejder i dag med forskning og udvikling på intensivafdelingerne i Vejle og Kolding.
I forbindelse med en undersøgelse om pårørendes oplevelser på intensivafdelingen har hun snakket med flere, som ville ønske, at deres ægtefæller eller forældre aldrig var havnet på afdelingen.
”Hvis folk tror, at en hjertestarter virker lidt, som hvis man tager en panodil, så er det klart, man gerne vil genoplives. Men ældre over 80 år får ofte ikke hjertestop på grund af en hjertefejl, men fordi kroppen er syg, og så er chancen for genoplivning ikke ret stor. Hvis man ikke har talt om patientens ønsker, så skal vi behandle.”
I 2012 foreslog den daværende sundhedsminister Astrid Krag (tidligere SF, nu S), at hjertestartere skulle installeres på alle plejecentre, hvilket ifølge Hanne Irene Jensen både kan redde liv, men også betyder, at man kommer til at redde nogle, der ikke ønsker det.
Til gengæld håber hun, at man ved at installere dem tvinger pårørende, beboere og plejepersonale til at tale om den sidste tid. For selvom døden virker mindre tabulagt i dag, oplever hun fortsat en stor berøringsangst.
”Vi har lullet os ind i en opfattelse af, at vi nærmest er udødelige. Tidligere døde folk hjemme, og så voksede man op med et naturligt forhold til døden, fordi den var synlig i hverdagen, I dag har vi sygehuse, plejehjem og hospicer, så vi ikke selv behøver at blive konfronteret med døden.”
Det Etiske Råd har netop nedsat en arbejdsgruppe, som skal se på etikken ved livets afslutning.
Ifølge arbejdsgruppens formand, tidligere overlæge Poul Jaszczak, skyldes det en stigende debat i medierne om den sidste tid og stadig nye problemstillinger som hjertestartere og livsforlængende behandling.
”Lige meget om der er tale om alvorlig sygdom, alderdom eller bare det at være træt af livet, så er det karakteristisk i dag, at vi undlader at snakke sammen om og filosofere over, hvornår livet slutter. Vi hører om ældre, som har klaget over at blive genoplivet efter hjertestop, hvilket er et udtryk for, at vi ved for lidt om, hvad folk siger til hinanden, og hvad de har af ønsker. Det bliver ikke drøftet,” siger han.
Udover at endevende de mange problemstillinger og løfte debatten frem i lyset, vil rådet som noget nyt også pege på værktøjer til, hvordan patienter, pårørende og sundhedspersonale bedre kan gribe samtalen om den sidste tid an.
”Vi har allerede mange rapporter om eksempelvis aktiv dødshjælp, men nu er der brug for noget mere håndterbart og konkret. Vi vil gerne se, om vi kan hjælpe til at åbne debatten på plejehjem, på de enkelte hospitaler og hos de enkelte pårørende. Vi har en sundhedslov, hvor man har mulighed for at sige, hvad man ønsker og ikke ønsker af behandling. Så vi burde kunne gøre det bedre, end vi gør i dag,” siger Poul Jaszczak og tilføjer, at man dog skal være forsigtig med dette område.
”Den største udfordring er, at samtalen om livets afslutning ikke må virke som et pres fra en fagperson eller en pårørende. Andre skal ikke fortælle en patient, at det er på tide, vedkommende lægger sig til at dø. Vi skal undgå at kopiere den hollandske dødshjælpsglidebane.”
En DR-rundspørge fra oktober viste, at mange hospitalspræster mener, at terminale patienter overbehandles med livsforlængende behandling i stedet for at få livet afsluttet på en ordentlig måde.
Ifølge sygehuspræst på Aalborg Sygehus Ruth Østergaard Poulsen er det menneskeligt og naturligt at ville fortrænge og forskubbe døden.
”Tidligere havde vi bare ikke så nemt ved at gøre det som nu. Et motto siger, at man skal tale med sit barn om døden en dag, solen skinner, men det får man ikke gjort, for man vil hellere nyde dagen. Det skyldes, at vi er glade for livet, men betyder også, at vi lægger pres på læger, som skal give os evigt liv, hvilket heller ikke er holdbart.”