Prøv avisen

Tilrettelæggere bag dokumentar om muslimer: Vi er ikke ansvarlige for de politiske følger

Oussama El-Saadi, der er formand for Grimhøj-moskéen i Aarhus, var en af de personer, som TV 2-serien satte fokus på. – Foto: Mikkel Østergaard/Scanpix

TV 2-serien ”Moskeerne bag sløret” udløste heftig politisk debat om behovet for indgreb mod ekstremister. Men tegnede udsendelsen et misvisende billede af det muslimske miljø i Danmark? Det blev forleden debatteret i Aarhus

I marts viste TV 2 dokumentarserien ”Moskeerne bag sløret”. Og siden har debatten om muslimers integration i Danmark, parallelsamfund og imamernes magt været på kogepunktet. Og endda været medvirkende årsag til den såkaldte imamlov med indskrænkninger for religiøse forkynderes råderum.

Men foregår den offentlige og politiske debat på de rigtige præmisser? Det var spørgsmålet, da de to tilrettelæggere af serien, Irene Thyrri og Martin Kjær Jensen, deltog i en velbesøgt paneldebat torsdag eftermiddag på Moesgaard Museum.

”I har et presseetisk ansvar for, at den efterfølgende debat sker på de faktuelle, rigtige præmisser. I skal sikre, at materialet ikke er alt for skarpvinklet, men indeholder nuancerne,” sagde paneldeltager Vibeke Borberg, der er ph.d. i medieret og forskningschef på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole.

Hun har ikke forskningsmæssigt analyseret serien, men gjort sig sine egne overvejelser. Også om seriens brug af skjult kamera og såkaldte muldvarpe, der arbejdede under falsk identitet, når de opsøgte moskéerne.

”Mine alarmklokker blinker virkelig ved brug af den metode. Det indeholder et element af iscenesættelse, når I konstruerer en historie, som parret benytter i udsendelserne. Der er jo en grund til, at der er skrappe regler og retsgarantier ved politiets brug af undercoveragenter. For spørgsmålet er, om man via den opdigtede identitet og historie selv er med til at påvirke eller fremprovokere noget.”

Om baggrunden for at lave programmerne og de etiske overvejelser fortalte den ene af tilrettelæggerne, Martin Kjær Jensen:

”Jeg har brugt to år på fuld tid for at snakke med mennesker i ghettoer om deres udfordringer i at leve som integrerede borgere i Danmark. Og meget af det, de sagde om stigmatisering, har vi hørt før. Men at de møder lige så mange forhindringer internt i miljøet – det var nyt. Mange pegede på moskéerne og fortalte, at der var religiøse ledere, som modarbejder integrationen. Men da vi gik til den anklagede part, imamerne, nægtede de og sagde, at de altid anbefaler alle at leve efter danske regler. Hvis vi skulle videre, var vi nødt til at overveje brugen af skjult kamera. Ellers ville det blive påstand mod påstand,” forklarede Martin Kjær Jensen.

”Og vi var udmærket klar over, at vi kom til at tale ind i en debat, der har det med at blive meget skinger og som ofte ender i to fløje,” supplerede tilrettelægger Irene Thyrri og fortsatte:

”Men vi har kvinder, der lever i et lukket miljø, der er så patriarkalsk, at de ikke kan bestemme over deres egen krop. Og børn, der slet ikke ved, at de har ret til ikke at blive slået. Men det kan jo ikke være nyt. Det må være foregået de sidste 20-30 år. Hvorfor er der ikke andre, der har fortalt om det. Hvorfor har vi ikke haft den debat før? Når vi taler så meget om ytringsfrihed i det her land, så synes jeg, det er mindst lige så vigtigt at tale om ytringspligt. Derfor er jeg slet ikke i tvivl om, hvorvidt vi skulle fortælle den her historie, og jeg synes den efterfølgende debat har været god. Den har også fjernet noget af den berøringsangst, der har været omkring problemerne før.”

Selve debatarrangementet var arrangeret af de to antropologer Anders Clausen, der bød velkommen, og Christian Suhr, der sad med i panelet. Han har selv foretaget et stort feltarbejde i Grimhøj-moskéen i Gellerup ved Aarhus og var især optaget af, at ”Moskeerne bag sløret” for ham at se gør religion til en afgørende faktor.

”Men hvad er religion? Er det en årsag til integrationsproblemer, eller er det en effekt. I jeres udsendelser får vi det klare indtryk, at islam er en årsag. Men mange forskere ser meget mere nuanceret på det spørgsmål, og dem har I slet ikke med. Og for at dokumentere, at integrationen er mislykket, bruger I statistik, som peger på, at fire ud af fem kvinder med indvandrer-baggrund er på overførselsindkomst. Men andre statistikere påpeger, at tallet kun gælder første-generations kvinder, hvoraf mange er kommet til landet med svære krigstraumer. Deres børns statistik viser et enormt mønsterbrud. Blandt efterkommerne af irakiske indvandrere er 77 procent af de unge mellem 20 og 29 år enten i beskæftigelse eller under uddannelse. Tallet for danskere i den aldersgruppe er 84 procent. Der er med andre ord kun syv procents forskel. Er det dårlig integration?,” lød det retoriske spørgsmål fra Christian Suhr.

Også debattør og socialrådgiver Asmaa Abdol- Hamiid var blandt paneldeltagerne. Hun stillede spørgsmål ved brugen af selve ordet integration.

”Når I siger i programmerne, at integrationen har slået fejl, er der så enighed omkring, hvad ordet integration betyder? Det er jo et begreb, der er helt afhængigt af, hvilket politisk parti man tilhører. Hvis Muhammed ejer en kiosk, men ikke kan tale et ord dansk, er han så integreret? Og min veninde, der er uddannet socialrådgiver, men ikke har fået arbejde, er hun så dermed ikke-integreret? I bruger entydigt vores religion som indikation for, at integrationen er gået dårligt. Men i mit liv har islam netop gjort mig stærkere og bevirket, at jeg har taget en uddannelse,” sagde Asmaa Abdol-Hamiid.

Også fra salen var der masser af spørgsmål til de to tilrettelæggere.

”Er I ikke skyld i en generalisering? I har jo for eksempel ikke det pakistanske og det tyrkiske miljø med. Og kun otte ud af 150 moskéer. Så hvordan kan I tale om, at integrationen blandt muslimerne er slået fejl?,” lød et af spørgsmålene.

”Det fremgår tydeligt, at der er tale om otte moskéer og otte imamer. Jeg synes ikke, vi generaliserer,” svarede Martin Kjær Jensen, og Irene Thyrri tog over:

”Vi har et ansvar for programmerne. Og vi havde bestemt ikke tænkt os, at det her program skulle bruges som baggrund for politikerne til at begrænse ytringsfriheden. Men det er ikke vores ansvar, hvad der efterfølgende bliver besluttet politisk.”