Prøv avisen

Efter London-terror: Vi har brug for helte – men pas på forherligelsen

Ifølge professor emeritus, idéhistoriker Hans-Jørgen Schanz er det helt naturligt, at vi umiddelbart reagerer med hyldest i forhold til de almindelige borgere, der handlede hurtigt under fredagens terrorhandling på London Bridge. Foto: Niklas Halle'n/AFP/Ritzau Scanpix

I fredags overmandede og afvæbnede en gruppe indbyggere i London en terrorist under et knivangreb. Siden er de blevet hyldet og takket for deres indsats. Men selvom vi har brug for helte, lyder der også advarsler mod vovemodet

Udstyret med en pulverslukker og en narhvaltand lykkedes det en lille gruppe indbyggere i London at overmande og afvæbne en terrorist på London Bridge i fredags.

Forinden havde gerningsmanden, den 28-årige Usman Khan, dræbt to personer med knivstik og såret tre.

Han var prøveløsladt efter at have afsonet fire år for at have deltaget i planlægningen af et bombeplot, som skulle udføres i Pakistan. Og et forsøg på at rekruttere ekstremister i Storbritannien til al-Qaida.

Usman Khan blev senere skudt og dræbt af politiet, da betjente nåede frem, men forinden havde de civile borgere nedkæmpet ham og fjernet kniven.

Siden har både landets premierminister Boris Johnson og Londons borgmester officielt hyldet de civile borgere for deres handlinger.

Borgmester Sadiq Khan takkede dem ”på vegne af alle, der bor i London, men også fordi det viser det bedste i os. Vi har set bemærkelsesværdige billeder af overvældende heltemod fra civile, som bogstaveligt talt løb mod en fare uden at vide, hvad der ventede dem.”

Også på de sociale medier er der lutter lovord til de snarrådige indbyggere, som satte efter den bevæbnede terrorist og på den måde måske forhindrede yderligere drab fra hans side.

”Godt gået af de civile” og ”Supergodt. Man må gribe ind, når der er tosser i nærheden”, lyder nogle af de danske kommentarer på dr.dk’s Facebook-opslag.

Men spørger man formand for Politiforbundet i Danmark, Claus Oxfeldt, skal man passe på med kun at forherlige indsatsen.

”Jeg vil selvfølgelig ikke tale denne gerning ned, for måske har gruppen af indbyggere forhindret flere drab fra terroristens hånd. Men jeg er generelt bange for at forherlige civil courage. Det er ikke ufarligt at blande sig, og selv vores kolleger får den anbefaling, at de ikke skal gribe ind, når de har fri, men i stedet kalde på hjælp. Jeg ville heller aldrig råde mine nærmeste til det, for man risikerer at stå i en meget værre situation,” siger Claus Oxfeldt.

Ifølge professor emeritus, idéhistoriker Hans-Jørgen Schanz er det dog helt naturligt, at vi umiddelbart reagerer med hyldest i forhold til de almindelige borgere, der handlede hurtigt under fredagens terrorhandling.

”Jeg tror, de fleste har en opfattelse af en helt som en person, der gør noget, vi ville ønske, vi også selv ville gøre i en given situation. Da der er tale om spontane handlinger, ved vi jo nemlig ikke på forhånd, hvordan vi rent faktisk vil reagere. For i den aktuelle nødsituation har man hverken tid til at bruge sin almindelige dømmekraft eller at overskue sine handlinger. Men vi håber vel hver især, at vi også hører til dem, der agerer ud fra ønsket om at hjælpe andre i stedet for at være dem, der bare løber væk,” siger Hans-Jørgen Schanz.

Nyere forskning har dog faktisk kunnet påvise, at der er forskel på, hvem der udviser såkaldt vovemod, og hvem der ikke gør.

”Før har der været en idé om, at risikovillighed havde en genetisk komponent. Og det kan vores forskning nu bekræfte: vores gener har en betydning for, hvor risikovillige vi er,” fortæller ph.d. ved Københavns Universitet, Pascal Nordgren Timshel, der har været med til at lave den omfangsrige undersøgelse, der ligger bag forskningsresultatet, hvor forskerne har ledt i over en million menneskers dna.

I alt har forskerne fundet frem til 124 gentyper, der har betydning for, om man er en vovehals eller ej.

I Gyldendals ”Den Store Danske” er en helt defineret som ”menneske eller halvgud, der har overvældende styrke, udfører store og mirakuløse bedrifter eller – især for heltindens vedkommende – viser styrke gennem kærlighed.”

Men som forfatteren til opslagsværkets tekst, lektor emeritus og forfatter Finn Stefansson påpeger:

”Vi har helt fundamentalt et behov for helte, og de findes jo i den vestlige civilisation siden de græske heltedigte. Men det er jo altså udfaldet af en handling, der gør folk til helte. Hvis udfaldet i fredags havde været et andet, er det bestemt ikke sikkert, at disse personer havde fået heltestatus i dag,” siger Finn Stefansson.