Denne sommer har to af de få socialdemokrater i Folketinget med arbejderbaggrund ønsket flere arbejdere hos Socialdemokraterne. De to er Carsten Hansen og Leif Lahn Jensen. Jensen vil tilmed opbygge et ?arbejdernetværk" i partiet.
De to støttes af gruppefællen Bjarne Laustsen, der har været maskinarbejder. De tre mener, at de mange akademikere i partiet, der med Jensens ord aldrig har haft 'et rigtigt arbejde', har stødt arbejdervælgere over i armene på Dansk Folkeparti (DF). DF har procentvis flere arbejderpolitikere.
Dette "arbejderoprør" rører ved et generelt spørgsmål: I hvor høj grad bør politikerne være repræsentative for befolkningen erhvervsmæssigt, uddannelsesmæssig, regionalt og med hensyn til køn?
Fuldstændig repræsentativitet er umulig at opnå ved et valg. Ved lodtrækning mellem borgerne når man tættere på repræsentativitet. Men politikere skal på den anden side også helst vide mere om samfundet, have politiske mål og forhandlingsevner og mange andre egenskaber end andre. Så vi går til valg for at få politikere med de særlige egenskaber, vi ønsker.
Spørgsmålet er dog, om ikke politikerne er for snævert rekrutteret, når de samfundsvidenskabeligt uddannede som nu altid besætter statsministerposten, det store flertal af ministerposterne og en voksende andel af medlemskaberne i Folketinget?
Mange langvarigt uddannede både i og uden for Socialdemokraterne ser dog intet problem heri. Heller ikke den tidligere radikale minister Anita Bay Bundegaard, der har sprogstudier bag sig. Hun har skrevet, at politikere sagtens kan repræsentere nogle, som de er helt forskellige fra. Mon hun også mener, at mænd lige så godt kan repræsentere kvinder, som kvinder kan? Jeg gætter på, at det mener hun ikke.
Der er imidlertid kun lidt sikker forskningsviden om emnet. Noget tyder dog på, at vælgerne har sværere ved at fatte tillid til politikere, som ikke ligner dem selv. De kan blandt andet virke anderledes, hvis de taler et uforståeligt embedsmandssprog. Ord som "satspuljeforlig", "bench-marking", "best practice", "indsatsområder", "implementering", "work in progress" og meget andet er teknokratisk jargon. Og selv en så jovial politiker som statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) brugte i nytårstalen ordet "infrastruktur". Den jargon har mange vælgere svært ved at forstå endsige føle noget for.
Så et argument for andet end samfundsvidenskabeligt uddannede politikere er, at man dermed fremmer et politisk sprog, som får hele befolkningen til at føle sig repræsenteret i politik. Det er næppe tilfældigt, at de to eneste ikke-akademiske partiledere, Pia Kjærs- gaard (DF) og Villy Søvndal (SF), også har stor gennemslagskraft med deres klare sprog.
Forfatteren Lars Olsen har fremført et andet argument for en bred social og uddannelsesmæssig rekruttering af politikere. Han mener, at politikeres personlige erfaringer betyder en del for, hvad de prioriterer. Som eksempel kan nævnes, at omkring en million danskere bor i almennyttigt boligbyggeri. Men praktisk taget ingen politikere har boet i den type boliger. Det kan medføre for lidt fokus på de økonomiske, sociale og integrationsmæssige problemer i dette byggeri.
Der er givet endnu et eksempel i samme retning: Hver 10. dansker rammes af inkontinens. Den politiker, der måske har taget det mest alvorligt, er DF's sundhedsordfører Liselott Blixt. Hun har nemlig som hjemmehjælper selv tørret op og skiftet bleer hos de ældre og ved derfor i modsætning til en ung cand.scient.pol. direkte fra universitetet helt konkret, hvor stort problemet er.
Ønsket om mange kvinder i politik er også drevet af en antagelse om, at kvinder bedst får øje på kvindespørgsmål.
Endelig er der spørgsmålet om, hvorvidt politik er et kald eller en episode i livet. Mange af det 20. århundredes store politikere havde kort uddannelse og var vokset op i små kår (som bekendt præger barndommen og ungdommen et menneske). Blandt mange kan nævnes J.C. Christensen, Th. Stauning, H.C. Hansen og Aksel Larsen. De blev for livet lidenskabelige politikere i modsætning til mange samfundsvidenskabeligt uddannede.
Tidligere statsminister og cand.polit. Viggo Kampmann sagde frimodigt, at han egentlig ikke interesserede sig så meget for politik "i snæver forstand". Efterfølgeren, cand.polit. Jens Otto Krag, ville helst have været noget andet end politiker.
Mange akademikeruddannede politikere er i de senere år rendt af pladsen midt i en valgperiode til fordel for nye interessante karrieretilbud. Det ville i i ældre tid have medført fordømmelse af dem. For de svigter deres vælgeres tillid.
Der er fordele for samfundets sammenhængskraft og den politiske interesse, hvis vi har mange typer politikere.
Tim Knudsen er ansat på Institut for Statskundskab på Københavns Universitet