Vi har glemt, hvor vigtigt mørket er for os mennesker

Vores forhold til natten og mørket har ændret sig dramatisk de seneste 100 år i takt med, at vi har lært at kontrollere det. Men det har vist sig, at vi har svært ved at håndtere det ansvar

Mørke er en forudsætning for, at kroppen kan producere hormonet melatonin, som er kroppens ”natsignal”, og som samtidig virker beskyttende mod alvorlige sygdomme som depression, diabetes og kræft.
Mørke er en forudsætning for, at kroppen kan producere hormonet melatonin, som er kroppens ”natsignal”, og som samtidig virker beskyttende mod alvorlige sygdomme som depression, diabetes og kræft. .

Indimellem sadler Ole Eskling sin hest midt om natten og galoperer ud over græsmarkerne gennem mørket. Det føles som at svæve frit mellem himmel og jord uden at ane, hvor han er.

Men han er helt tryg, for han ved, at heste ser langt bedre i mørke end mennesker. Desuden er det gys gennem kroppen, han altid mærker, når han er overladt til en natur, han ikke kan se, det hele værd.

Det er præcis derfor, han især i sommerhalvåret tager sine gæster med på opdagelse i mørket. Han bestyrer Møns Klint Resort, hvor man det seneste halvandet år er begyndt at udnytte, at øen hører til et af landets mest mørke områder.

Man har blandt andet fjernet alt forstyrrende lys og tilbyder nattevandringer for at opleve nattehimlen, som ingen byboere ellers ser den, og for at få de unikke oplevelser, naturen kan give, når den er henlagt i mørke.

Gæsterne får som regel en fakkel i hånden, for de fleste er utrygge uden lys. Men på et tidspunkt bliver de bedt om at slukke den, og det er der, det bliver tydeligt, at vores forhold til mørke er blevet unaturligt. At vi har mistet mørket som ven, siger Ole Eskling:

”Mange har jo aldrig gået rundt i virkeligt mørke før på den måde og er blæst bagover af oplevelsen. Det kan nærmest være en spirituel oplevelse, selvom vi reelt bare går rundt udenfor på et andet tidspunkt end normalt. Men de stærke reaktioner kommer jo, fordi vores moderne liv konstant er badet i lys. Vi oplever ikke længere den glidende overgang mellem dag, men sidder inde i vores huse med alt lys tændt og ser ud i det mørke, som kun bliver mørkere, jo mere lys vi tænder. Og som vi bliver stadig mere fremmedgjorte overfor.”

Vores ændrede forhold til mørke tiltrækker stadig mere interesse i disse år. Forskningen i lysforurening har eksempelvis vokset sig omfattende og har påvist, at det hastigt øgede antal facadebelysninger, lysreklamer og gadelygter har gjort nattehimlen flere hundrede gange lysere de seneste årtier.

En stor tysk undersøgelse fra Leibniz-instituttet i Berlin viste endda for nylig, at den nattehimmel, som blev målt til at være lysest ud af 50 udvalgte byer (det var en by i det sydvestlige Holland), var 10.000 gange lysere end den mørkeste (i Arizona, USA).

Udviklingen påvirker i høj grad plante- og dyrelivet, men også mennesket. Det kunstige, blålige lys på himlen er nemlig blevet så stærkt, at det ikke længere er nok at slukke lys og elektronik for at opnå mørke nok til en god nattesøvn. Mørklægningsgardiner er blevet nødvendige overalt i verden, og det har fået fagfolk til at erklære natten for afskaffet. Med en række problemer til følge.

Mørke er nemlig en forudsætning for, at kroppen kan producere hormonet melatonin, som er kroppens ”natsignal”, og som samtidig virker beskyttende mod alvorlige sygdomme som depression, diabetes og kræft. Undersøgelser har desuden vist, at manglen på mørke kan få pigers menstruation til at gå tidligere i gang, det kan skabe nærsynethed og går ud over teenageres udvikling og koncentrationsevne.

Fælles for denne udvikling i retning af et ”24/7 lys-døgn” er, at menneskets bevæger sig længere og længere væk fra den naturtilstand, vi er skabt til at være i, forklarer overlæge Jens Hannibal.

Han er døgnrytmeforsker på Bispebjerg Hospital og peger på, at mennesket som udgangspunkt er genetisk kodet til at være aktive om dagen. Mørket får os til at gøre to ting: forholde os i ro (for bevægelse kan være farligt, når man ikke kan se noget) og sove (fordi mørke har en direkte virkning på hjernens søvnregulerende områder).

Bliver vi lukket inde i et helt mørkt rum, kan man se, at vi stadig reagerer sådan. Kommer der derimod lys i mørket, bliver vi vågne og aktive.

For natdyr er det omvendt: Fanges et dyr i billygterne midt om natten, fryser det for at gøre sig usynlig. Dagslyset stimulerer derimod trangen til at sove. Men det kunstige lys har i vidt omfang udvisket den naturlige overgang fra nat til dag og påvirket disse naturlige mekanismer. Og meget tyder på, at dette er usundt, forklarer Jens Hannibal.

Så hvorfor gør vi det? Hvorfor viger vi fra mørket og søger mod lyset i stigende grad?

Først og fremmest er det langtfra nyt, at vi foretrækker lyset frem for mørket. Det er en naturlig del af det at være dagdyr, men det er også den grundfortælling, vi har bygget vores kultur op om. I skabelsesberetningen fra Første Mosebog sætter Gud et klart skel mellem lyset og mørket, og det understreges mange gange i Bibelen, at dagen og lyset har den mest positive valør.

Det har i høj grad præget tankegangen i ikke mindst den vestlige verden, hvor lyset er blevet set som det livgivende for tænkning, oplysning og udvikling.

Modsat natten og mørket, som blev metafor for det onde og fordærvede. Og i mange tilfælde ikke blot en metafor, for det var gennem århundreder en udbredt opfattelse, at mørket gemte på spøgelser, varulve, natteravne og lygtemænd.

Det var da også en af grundene til, at man hver aften lukkede byporten i København helt frem til 1857.

Samme år skete dog noget, som skulle få afgørende betydning for vores forhold til mørket: 1800 gaslamper blev sat op rundt i landets hovedstad. Der var allerede i 1681 opsat tranlamper, men de lyste lige nok til, at man undgik at snuble over ting. De nye lamper var derimod det, Poul Duedahl kalder ”en regulær revolution”.

Han er lektor i historie på Aalborg Universitet og medforfatter til bogen ”Nattens gerninger”, som beskriver nattens kulturhistorie.

”Det er her, man reelt afskaffer natten,” siger han.

Efter en hel menneskehed, hvor øjet var blændet af mørket i op mod 17 timer af døgnet, var gaderne pludelig badet i lys døgnet rundt. Kort efter blev også de indendørs petroleumslamper udbredt. Indtil da havde man blot haft tællelyset, som ikke engang gav mulighed for at læse efter solnedgang, uden man fik ondt i hovedet.

Nu var alt muligt, og det blev udnyttet: Snart skød aftenskoler og aftenarrangementer i forsamlingshuse frem, og flere aviser kom af samme grund til. Belysning og oplysning gik hånd i hånd, men samtidig blev mørket et tilvalg og ikke blot noget, der automatisk lukkede ned for det meste hen på eftermiddagen.

Siden har vi skruet stadig mere op for lyset. Ikke blot af nødvendighed, men af lyst til at vise frem. Man kan godt sige, at det har skabt et mere unaturligt forhold til mørket, mener Poul Duedahl, men på den anden side har mørket altid repræsenteret noget unaturligt.

I dag ved vi, at djævlen ikke lever i mørket, og derfor er vi mindre bange for det, men har samtidig også glemt, hvor vigtigt det er for os, siger Poul Duedahl:

”Vi er blevet herre over mørket på godt og ondt, for det har vist sig, at vi ikke altid håndterer det ansvar forsvarligt. Vi vælger i overvejende grad lyset til, fordi det ligger i vores natur, og fordi det også er dybt forankret i vores kultur, men det har gjort, at kontrasten mellem lys og mørke reelt er væk. For 1700-tals-mennesket ville det nok være en ønskesituation, men for det moderne menneske kan det være en byrde, fordi vi aldrig er tvunget til hvile.”