Er det egentlig udtryk for noget positivt eller noget problematisk, at vi nu er begyndt at gå i terapi for at få vores venskaber til at fungere?
Det er ikke nødvendigvis et dumt spørgsmål, for svaret er ikke ligetil. De fleste vennekredse har eksempler på, at nogen pludselig falder uden for, fordi de får børn, flytter langt væk, ikke vil have børn eller måske får en kæreste, de andre ikke kan lide. Og nogle gange bliver spændingerne så stramme, at venskabet brækker over, selvom man ikke ønsker det, og hvad gør man så? Måske er man i den modsatte situation, at man har en rigtig god ven, men vil gerne styrke forholdet endnu mere, og hvordan gør man så det?
Der er faktisk ting i et venskab, man ikke bare kan snakke sig igennem. Men derfra og til at opsøge en terapeut er der for de fleste trods alt et hækkeløb af tabuer og grænseoverskridelser, og netop derfor satte David B.R. Camacho sig for at undersøge fænomenet. Som psyko-, par- og familieterapeut havde han gennem syv år ind imellem oplevet vennepar søge hjælp til at redde eller styrke deres venskab, og han fornemmede, at fænomenet snart ville eksplodere. Han var også leder af det private uddannelsessted Institut for Dynamisk og Spirituel Psykoterapi i Århus og ville klæde sine 90 studerende ordentligt på til at møde en virkelighed, der også bød på denne problemstilling.
I dag, tre år senere, er han dog ikke blevet meget klogere. Der findes simpelthen ikke litteratur på området, og det fortæller en hel del af historien om, hvorfor venneterapi overhovedet er opstået, siger han:
"Det gode venskab er blevet ekstremt vigtigt de seneste par årtier, men paradoksalt nok ved vi nærmest ingenting om emnet. Måske har det noget at gøre med venskabets løse natur. Modsat parforhold er det jo ikke bundet op på særlige forpligtelser. Det bygger i stedet oftest på erindringer og et frivilligt, lystbetonet samværsbehov. Det, at der ikke rigtig er nogen regler i et venskab, gør det lidt diffust og svært at arbejde med, og så får vi ikke holdt venskabet ved lige. Måske derfor søger vi hjælp fra professionelle, når vi ikke kan få det til at fungere. Vi har ikke redskaberne til at gøre det selv."
At redde eller styrke vores venskaber er dog stadig først og fremmest noget, vi gør privat eller mere indirekte end at gå til en psykoterapeut. Stadig flere tager eksempelvis til coach eller på selvudviklingskurser med deres gode ven for derigennem at styrke forholdet. Når David B.R. Camacho alligevel forventer, at venneterapi vil blive lige så normalt som andre terapiformer, hænger det også sammen med, at mænd de senere er begyndt at engagere sig i de bløde sider af sociale relationer, herunder venskabet. De er aktive forbrugere af de forskellige selvudviklingstilbud og deler det stadig oftere med vennerne, hvis de har ondt i sindet.
"Der har traditionelt været mange usagte regler om især venskaber mellem mænd, fordi vi har fortalt historien om, at kvinderne er bedst til følelser. Men det er endnu et tabu, der står for fald," forklarer David B.R. Camacho.
Der er formentlig også en anden forklaring på udviklingen, mener speciallæge i psykiatri på Rigshospitalet, Sebastian Swane. Nemlig den at stadig flere bor alene, og mange føler sig ensomme. De værner måske særlig meget om deres venskaber, fordi det er deres primære, sociale sikkerhedsnet. Men er der tale om ægte, dybe venskaber, burde terapi ikke være nødvendigt for at bevare dem, påpeger speciallægen, som også er kognitiv psykoterapeut:
"Vi møder mange hundrede mennesker gennem livet, men får typisk ikke flere end to-tre dybe venskaber. Det er dem, hvor man føler sig helt tryg og kan smide den facade, som folk kun bygger op, hvis de er bange for at vise svaghed eller blive forladt. Et sådant venskab behøver ikke terapi, og vælger man det alligevel, bør man måske overveje, hvor dybt venskabet stikker."
På Aalborg Universitet ser professor i almen psykolog Svend Brinkmann dog udviklingen som udtryk for en anden og mere problematisk udvikling, nemlig den generelle terapeutisering af samfundet. Selv til mindre ændringer i vores liv såsom et jobskifte skal vi i dag bruge en terapeut eller coach, og det sker, fordi vi er så optagede af hele tiden at optimere vores liv.
Men det er en farlig vej at gå, siger han, for sætter man venskabet ind i en terapeutisk logik, bliver det ofte et spørgsmål om at afgøre, hvilke venner man kan bruge til hvad.
"Der sker en form for instrumentalisering af venskabet i disse år, som er bekymrende. Det, at vi næsten uden undtagelse kun er venner med nogen, der ligner os meget, er udtryk for netop den forbrugertankegang, og det samme er venskabsterapi. Vi vil have noget bestemt ud af hinanden, men det er ikke et ægte venskab, det er et netværk. Og det er fint nok, hvis vi så kalder det et netværk, men kalder vi det venner, er vi allerede på vej ned ad en etisk glidebane. For hvis vi kun er sammen, fordi vi kan bruge hinanden, hvad sker der så, hvis man ender i en situation, hvor man selv har brug for hjælp uden at kunne give den? Hvilke 'venner' træder så til?"