I midten af 1990’erne anmeldte tægeekspert Lars Skipper en bog om sønderjysk natur. Naturen har hele livet fascineret ham, så han dykkede entusiastisk ned i beskrivelserne. Men snart meldte frustrationerne sig. Den samme art af klokkeblomst var eksempelvis beskrevet flere gange, men under tre forskellige navne.
Der var også andre mangler, for listerne over dyre- og plantearter var langt fra udtømmende. Og typisk kun på latin. Sådan var det faktisk ofte, når han læste i naturbøger og forsøgte at skabe sig et overblik.
Det var noget rod. Kunne det virkelig passe, at ingen vidste, hvor mange dyre- og plantearter, der fandtes i Danmark? Var der ikke engang enighed om, hvad de hed?
En håndfuld år senere gik han i gang. Zoologisk Museum i København var et oplagt sted at begynde, og han bad om listerne over danske arter, så han kunne samle det hele på en hjemmeside. Men der var stort set ingen lister, så han måtte selv i gang med at gennemgå nye og gamle bøger og tidsskrifter.
”Min drøm var at skabe det forkromede overblik,” forklarer han i dag, 15 år senere, hvor han er ansat nogle måneder om året i DanBIF (en del af et globalt netværk for viden om biodiversitet) til at gøre netop det.
”Jeg var godt klar over, at det var et stort arbejde, men det viste sig at være et uhyre mangelfuldt og fejlbehæftet kaos, jeg bevægede mig ind i. Og hurtigt fandt jeg ud af, at det også var et sprængfarligt kaos, især på grund af de store, personlige følelser, der er bundet i naturens navne.”
Hans arbejde er i dag samlet på hjemmesiden allearter.dk. Her kan man få et overblik over godt 35.000 dyre- og plantearter, hvoraf har cirka 12.000 fået danske navne. Og der kommer hele tiden flere til. For nylig blev en komplet liste over 286 danske biarter offentliggjort – alle med danske navne.
Lars Skipper hverken finder eller navngiver arterne, han samler blot al den viden, der findes i forvejen. Det er dog ikke så nemt endda. Der er selvfølgelig sådan noget som sommerfugle og biller, der er blevet indsamlet og registreret professionelt gennem århundreder, fordi de er så flotte, men for mange grupper af arter gælder det, at der i bedste fald kun er en enkelt ekspert. Og den person er ofte ikke fagligt uddannet. Landets eneste ekspert i cikader er eksempelvis maskinmester, mens en af dem, der ved mest om fluer, er ansat i DSB.
Ikke sjældent er der slet ingen eksperter at kontakte. Eksempelvis er der flere tusinde arter af hvepse, fluer og myg i samlingerne på Zoologisk Museum, som praktisk talt ingen ved noget om. Det samme gælder blandt andet de cirka 800 kendte arter af mider. Læg dertil de op til 10.000 dyre- og plantearter, som vi slet ikke ved findes, fordi ingen har kigget efter.
Så vores viden om de danske arter er mangelfuld, men det er langt fra det eneste problem. De lister over arter, der faktisk findes, er nemlig ofte fulde af fejl. De videnskabelige (latinske) navne er der klare regler for, og det har der været siden 1700-tallet, men det står i princippet enhver frit for at give arterne danske navne. Og det navn, der kommer først, er typisk det, der hænger fast. Også selv om det blot er medieskabte navne såsom dræbersnegle eller dræbergopler, påpeger Lars Skipper. Eller selv om navnene er misvisende såsom ’almindelig loppeurt’. Den var sikkert almindelig, da den blev navngivet, men i dag er den uddød.
Så der er behov for at få skabt orden i kaosset. Ikke bare for ordenens skyld, men for at den almindelige dansker og de studerende kan få et tættere forhold til naturen, mener en række naturforskere. For hvis vi ikke kan regne med, at de ting, vi ser i naturen eller undersøger på nettet har det rigtige navn eller kun har en svært udtalelig latinsk betegnelse, så fascineres vi ikke. Og så engageres vi ikke. Med nye danske binavne som punkteret småjordbi, galtetandvægbi eller vikkejordbi bliver ellers oversete arter båret frem i lyset.
Det kniber dog nogle gange med viljen til at ændre navnene blandt de mange passionerede eksperter, som måske har brugt flere årtier på at nørde rundt i nogle få arter, og som måske endda selv omhyggeligt har navngivet dem. Eksempelvis blandt sommerfugleeksperterne er der stærke følelser i spil, fortæller Lars Skipper.
Af alle disse grunde – besværligheden, fejlene, uviljen – er det ikke realistisk, at alle danske arter bliver registreret rigtigt og får et passende dansk navn. Efter 15 års arbejde har cirka hver tredje art fået et dansk navn, og det tal kommer ikke til at ændre sig nævneværdigt, mener Lars Skipper.
Han er stadig den eneste ansatte på Projekt Allearter, så alene af den grund går det langsomt. Men det giver faktisk heller ikke mening at give alle arter danske navne, siger han, for mange arter er så små og ukendte, at det kun er internationale specialister, der arbejder med dem, og for dem er de latinske navne fællessproget.
Håbet er derfor først og fremmest at skabe et overblik over livet i naturen, som så mange som muligt kan blive enige om er den mest retvisende.
”Det er jo i princippet et uendeligt arbejde, for der er konstant arter, der skifter navn, og vores viden om deres slægtsskab ændrer sig hele tiden. Herudover kommer der mange nye arter til landet hvert år, så der er mange hensyn at tage. Men jeg synes, det er vigtigt, at vi i det mindste taler om det samme, når vi taler om dyrene, planterne, svampene og alle det andet i naturen,” siger Lars Skipper.
