Roi Dvir, som repræsentanter for Israels ambassade mødtes du og ambassadøren med busselskabet Movia den 30. april. Hvorfor mødtes I overhovedet med et dansk busselskab for at diskutere en reklamekampagne?
Vi ønskede at udtrykke vores bekymring over kampagnen fra Dansk Palæstinensisk Venskabsforening. Vi mener, at kampagnen er imod Israel generelt. Det er et initiativ, enhver ambassade vil tage, hvis man føler, at der er et verbalt angreb rettet mod landets interesser.
Når man ser på reklameteksten fra Dansk Palæstinensisk Venskabsforening, så handler den udelukkende om bosættelser og ikke om selve Israel. Hvordan kan du så sige, at teksten er rettet mod selve Israel?
Først og fremmest er det vigtigt at sige, at der er mange andre problemer i forhold til fredsprocessen end blot bosættelser. Når kampagnen kun kigger på konflikten som et spørgsmål om bosættelser, så forenkler den fakta. De kort, de har præsenteret i reklamen, er heller ikke korrekte. Det første kort fra 1946 viser et grønt Palæstina, der var beboet af arabere. Men det stemmer ikke med virkeligheden. Der boede både jøder og arabere under det britiske mandat. Når man ser deres kort, kan man tro, at vi burde gå tilbage til 1946, hvor der ikke var en jødisk stat.
Men er jeres henvendelse til Movia ikke et forsøg på at begrænse ytringsfriheden i Danmark?
Vi blander os ikke i ytringsfriheden. Det er busselskabets ret at beslutte, hvilke annoncer de vil udstille. Men vi har som ambassade også ret til at udtrykke vores synspunkter og repræsentere staten Israels interesser. Vi har udtrykt vores holdning, men vi har ikke blandet os i Movias beslutning.
Movia fortæller, at de har modtaget omkring 100 klager. En del af klagerne er fra udlandet. Har I forsøgt at mobilisere folk til at klage i for eksempel Israel?
Nej, det er uafhængige borgere, der har klaget. Nogle bor i Danmark, andre gør ikke. Jeg har set Facebook-sider fra uafhængige israelske organisationer, der mente, at kampagnen var ukorrekt. De opfordrede deres venner til at klage. Under den sidste krig i Gaza ved jeg, at mange fra den anden side mobiliserede deres venner til at skrive til den danske udenrigsminister. På den måde går ytringsfriheden begge veje.
Mange danskere mener, at det er helt legitimt, at Dansk Palæstinensisk Venskabsforening boykotter bosættelser, og de forstår ikke, at I betegner den kritik som anti-israelsk?
Vi har ikke noget problem med selve kritikken. Men det er vigtigt, at kritikken bygger på fakta. Denne kampagne er baseret på forkerte historiske fakta. Samtidig mener vi, at offentlig transport skal forene i stedet for at splitte. Alle skal kunne tage en bus og føle sig tryg, hvad enten vedkommende er jøde, kristen eller muslim. Denne kampagne splitter og angriber den jødiske befolkning, fordi mange mennesker sætter lighedstegn mellem Israel og jøder. Især efter angrebet i København i februar, så det er også et spørgsmål om timing.
Men hvordan kan en reklame rettet mod bosættelser på Vestbredden betegnes som et angreb på jøder?
Vi plejer at skelne og sige, at kritik af Israel ikke er det samme som kritik af jøder. Men i den offentlige opinion er der en tendens til at sidestille Israel og jøder.
Betyder det, at danskere slet ikke bør kritisere Israel?
Nej. Israel er et demokratisk land, og vi er vant til kritik. Kampagnen hviler på forkerte fakta, og vi er imod den boykotlinje, som kampagnen er udtryk for.
Risikerer Israel ikke at miste opbakning i Danmark, når ambassaden blander sig i en buskampagne?
Vi føler, at det mindste, vi kan gøre, er at forklare vores synspunkt. Så må den danske befolkning dømme. Busselskabet traf i øvrigt deres beslutning om at droppe kampagnen før mødet med Israels ambassade.