Prøv avisen

"Vi har stadig ikke forstået, hvad køn betyder"

”Køn og ligestilling er et af de største forandringsspor i danmarkshistorien, men det glemmes ofte,” mener Elisabeth Møller Jensen. – Foto: Jakob Dall/.

Efter 24 år i centrum af den ofte ophedede debat om ligestilling og køn træder Elisabeth Møller Jensen nutilbage som direktør for ligestillingscentret Kvinfo. Men der er stadig meget at kæmpe for, mener hun

Den lille, langhårede bomuldshund farer rundt i huset og sætter stemningen omkring sin ejer, der heller ikke helt er faldet til ro oven på en overvældende uge.

Forleden tog Elisabeth Møller Jensen officielt afsked med det Kvinfo, hun blev direktør for i 1990. Næsten et kvart århundrede senere giver hun nu stafetten videre ikke fordi hun er fyldt 67 år, for hun har masser af kræfter i behold, understreger hun. Det er heller ikke, fordi kritikerne har gjort jobbet for hårdt, for så skulle hun været gået for længst, siger hun med et skævt smil. Og det er slet ikke, fordi der ikke er mere at kæmpe for, for det er der mere end nogensinde, lyder det insisterende.

LÆS OGSÅ: Mandeforskeren: En afgørende stemme

Nej, tidspunktet er bare rigtigt. Dels repræsenterer hun en generation af 1970er-feminister, der er uddøende. Der er simpelthen brug for en ny historie, også i Kvinfo, forklarer hun. Og dels vil hun bare noget andet og mere. Skal det lykkes, skal det være nu.Men først lidtrammefortælling: 1980erne var præget af en afstandtagen til rødstrømperne, mener Elisabeth Møller Jensen. Alle var trætte af feminister, og kvindebevægelsen havde da også skejet lidt ud. Men der var vigtige erkendelser fra de tid, der ikke måtte glemmes, og som hun følte, at der var behov for at få tilbage på dagsordenen.Hun var især optaget af at genskabe forbindelsen mellem kønsforskningen og kvindebevægelsen. Den var blevet adskilt, for kønsforskerne ville opnå akademisk anerkendelse, kvindebevægelsen ville skabe forandringer i samfundet. Nu skulle de forenes i en balance mellem forandring og mainstream. Kvinfo skulle være et sted, hvor folk søgte generel viden, og det skulle være en vægtig stemme i den offentlige debat.

At der var et reelt behov, var hendes egen forskning et udmærket billede på. Siden 1980 havde hun arbejdet på at dokumentere, hvor mange kvindelige forfattere der har været i historien, og hvad de har betydet. For de var stadig ikke en del af den klassiske litteraturhistorie. En stor forfatter var pr. definition en mand. I det hele taget undervurderede samfundet, hvad forholdet mellem kønnene betød for udformningen af samfundet og den velfærdsstat, alle priste så højt. Når den historie skulle fortælles, lød det altid, at især andelsbevægelsen og arbejderbevægelsen lagde grunden til det hele.

LÆS OGSÅ: Magtfulde kvinder får mænd til at kaste sig ud i ekstremsport

I samme åndedrag burde man jo sige kvindebevægelsen. Alene det, at kvinderne kom ind på arbejdsmarkedet og begyndte at stille andre krav til mændene, har jo ændret utrolig meget. Køn og ligestilling er et af de største forandringsspor i fanmarkshistorien, men det glemmes ofte, og det skulle Kvinfo stå i spidsen for at rette op på, forklarer Elisabeth Møller Jensen.For at nå det mål,kastede hun sig ud i at påvirke politikerne. Blandt andet ved formentlig som den første at foreslå oprettelsen af et ligestillingsministerium med en selvstændig minister. Ansvaret lå på det tidspunkt hos statsministeren, og ligestilling var ikke et politisk område som sådan, men blot et emne, de kvindelige politikerepå tværs af partierne indimellem mødtes for at diskutere. Derefter gik de tilbage til dderes respektive partier for at udforme politik.Det var sådan, statsstøtten til Kvinfo blev besluttet, men det var samtidig et koncept, der ikke skabte offentlig debat og derfor heller ikke blev en del af folks bevidsthed.Forandring sker som regel kun gennem uenighed og debat, og det manglede. Nu skal man jo passe på med, hvad man ønsker sig, for den debat, vi fik startet, ramte jo i høj grad også os selv. Kvinfo og jeg selv er blevet kritiseret for mangt og meget gennem tiden, men i det mindste fik vi køn og ligestilling tilbage på dagsordenen, og det var formålet, siger Elisabeth Møller Jensen.

Nogle af de emner, der prægede debatten, var seksualitet og moder- og faderroller. Det handlede ikke mindst om barselsorlov og fædrerettigheder generelt. En indsats, der så ud til at kulminere med øremærket barsel til mænd, men den siddende regering løb fra løfterne, hvilket har været den største skuffelse i ligestillingskampen de seneste 24 år, siger hun uden tøven.

Jeg er egentlig ret lidenskabsløs i debatten om kvindekvoter, og jeg er uafklaret i forhold til kriminaliseringen af prostitution. Men jeg er meget klar omkring øremærket barsel til mænd, for hvis manden gennem barslen lærer at tolke en masse signaler og behov fra barnet, er det en erfaring og en relation, der helt grundlæggende ændrer hans placering i familien. Og det er en forudsætning for det næste store udviklingsskridt i ligestillingen generelt. Det kan ikke blot sætte manden lige med kvinden, men også kvinden lige med manden, forstået på den måde, at kvinderne så i langt højere grad kan realisere det potentiale, de har opnået. Alt for ofte holder kvinder igen, fordi de ikke helt stoler på, at de faktisk kan dele forældreopgaven med manden eller måske endda lade ham overtage størstedelen. Allerede for 10 år siden sagde den danske politolog Gøsta Esping-Andersen, at skal velfærdsstaten fortsætte med at udvikle sig, kræver det mere ligestilling med fokus på mændene. Den tankegang støtter jeg fuldt og helt, og jeg håber virkelig, at politikerne også snart gør det.

LÆS OGSÅ: Magtfulde kvinder og feminine mænd

Der er heldigvis også succeser at glæde sig over. Og ét område har en særlig status hos Elisabeth Møller Jensen. Det kaldes Mentornetværket og blev til for 11 år siden oven på en forfærdelig masse skældud over, at Kvinfo ikke gjorde nok for indvandrerkvinderne. 11 indvandrerkvinder blev sat sammen med 11 danske kvinder, der på forskellig vis var aktive i samfundet. Formålet var at få indvandrerkvinderne bedre integreret gennem job og i øvrigt gøre dem i stand til at klare sig bedre og mere selvstændigt. I dag har flere end 7500 kvinder været en del af forløbet, og der er fantastiske resultater og lange ventelister.

Vi ramte en åre af solidaritet mellem kvinder, som overraskede mig i sin styrke måske fordi den har været gemt og glemt i lang tid. Og det skabte ikke bare bedre livsvilkår for kvinderne, det skabte også et fællesskab, der kan bryde den afstand, som ofte præger integrationen. I dag har vi partnere i 20 lande, og også den internationalisering af vores arbejde, er jeg meget stolt af, siger Elisabeth Møller Jensen.

På hendes sofabord ligger en rund platte med påskriften: Man fødes ikke som feminist, men en dag bliver man bare vred. Det er en gave fra netværket Feministisk Fredagsbar, og den får den afgående direktør til at grine. Hun er ikke vred længere, siger hun. Kun momentvis.

Jeg er faktisk som regel mild og blid. Men det får man jo ingen platte for.

Hun er dog flere gange, særligt de senere år, blevet beskyldt for at hænge fast i 1970er-feminismens retorik og i en ligestillingskamp, der er død. Hvad er der overhovedet tilbage at kæmpe for?

Der er stadig stor brug for viden om køn og ligestilling, og Kvinfo er det sted, hvor man får bedst besked. Vi har stadig ikke forstået, hvad køn betyder, og det er der faktisk mere brug for end nogensinde, for i og med at mændene bliver en stadig større del af diskussionen, opstår der helt nye udfordringer og nuancer, og der er mere på spil. Man kan sige, at vi har brugt 24 år på at skabe en meget solid debat om køn og ligestilling, men nu er det tid til handling. Vi har fået alle håndtagene, det er bare at tage fat. En del af udfordringen bliver så at få de unge til at forstå det. Det er en opgave, jeg har forsømt, særligt i 1990erne, og det er ikke blevet nemmere, for mange kvinder har ingen erfaringer med ligestillingsproblematikkerne, før de bliver mødre. Eller går efter et lederjob. Så det bliver noget, min efterfølger måske skal kigge på.


Mandeforskeren: En afgørende stemme
Kenneth Reinicke er mande- og ligestillingsforsker på Roskilde Universitet og mener, at Elisabeth Møller Jensen har været en afgørende, feministisk stemme i debatten i en tid, hvor netop den stemme har været ilde hørt.

Det er et meget barsk job, hun har haft, særligt de senere år, hvor hun og Kvinfo har fået meget kritik. Så alene det, at hun alligevel har holdt fanen højt og har formået at sætte eksempelvis faderskab, prostitution og vold mod kvinder så højt på dagsordenen, er en imponerende indsats.

Hendes særlig aftryk er nok, at hun har været afgørende med til at raffinere og nuancere en ofte temmelig skyttegravsagtig køns- og ligestillingsdebat. Og så har hun været med til at holde fokus på, hvor vigtigt køn og ligestillingsudviklingen er for samfundet i disse år. Det har hun vel at mærke gjort i et politisk miljø præget af manglende mod, hvor man ikke har turdet kriminalisere prostitution eller lovgive om øremærket barsel til mænd.

Hun er især blevet kritiseret for ikke at have blik for mændenes situation, men det mener jeg er en forkert kritik. For der har været adskillige projekter i Kvinfo, der var rettet mod mænd. Jeg synes netop, hun har haft en meget bred tilgang, hvor man i hendes og Kvinfosudmeldinger og aktiviteter har kunnet se, at køn og ligestilling handler om både mænd og kvinder. Det er bare ikke altid blevet opfattet sådan.

Skal man sige noget negativt, så har hun måske fyldt for meget i Kvinfo. Hun er jo personificeringen af foreningen, og det har til tider gjort den sårbar. Omvendt er det afgørende, at lederen kan være en markant del af debatten, så hun har haft en svær opgave, som hun har løst rigtig godt.


Debattøren: Hun taler ikke på kvindekønnets vegne
Katrine Winkel Holm er teolog, forfatter og debattør blandt andet i ligestillingsdebatten. Ifølge hende burde Kvinfo hedde Femfo, for centeret og især Elisabeth Møller Jensen har en meget specifik feministisk dagsorden.

Den har de til gengæld været meget dygtige til at udbrede, og det er godt for feminismen, men det er ikke godt for kvinder i det hele taget. Centeret interesserer sig eksempelvis ikke for kvinder, der vælger karrieren fra og børnene til. Ikke-feminister interesserer dem i det hele taget ikke, og det skyldes især, at Kvinfo er Elisabeth Møller Jensens barn. Hun er jo en ret rabiat rødstrømpe, som har forsømt at sætte ind der, hvor skoen virkelig trykker i dag, nemlig en familiemodel, der presser folk til at have to fuldtidsjob. Derfor taler hun langtfra på kvindekønnets vegne.

Alt dette ville ikke være så problematisk, hvis ikke centeret arbejdede for offentlige midler. Kvinfo er for mig at se rødstrømpernes ultimative sejr, fordi centeret får lov til at udbrede en 40 år gammel kvindesag for skattekroner.


Ligestillingsforskeren: Hun er et fyrtårn
Karen Sjørup er køns- og ligestillingsforsker ved Roskilde Universitet og ser Elisabeth Møller Jensen som et fyrtårn for kvindesagen og ligestillingsdebatten.

Hun har jo i høj grad formået at ekspandere Kvinfos område med blandt andet et mentornetværk og med flere partnerskaber i den arabiske verden. Og så har hun formået at holde fast i både de kvinder, der tilhører kvinde- og ligestillingsbevægelsen fra 1970 erne, og de nye og yngre lag, der interesserer sig for kvindesagen. Det har ikke været en nem opgave, for der er ikke længere en bevægelse til at holde sammen på det hele, men Elisabeth Møller Jensen har skabt bro mellem generationer og interesser. De daglige brugere af blandt andet Kvinfos hjemmeside og magasin er yngre kvinder.

Hun har, med hele Kvinfo i ryggen selvfølgelig, desuden i høj grad påvirket debatten om kvinder og køn. Ikke mindst ved at stå fast på nogle af de kønspolitiske mærkesager såsom ligeløn, flere kvinder i bestyrelserne og flere kvindelige eksperter i medierne. Det er ikke en selvfølge, at de emner stadig er en markant del af dagsordenen.

I det hele taget har hun været en fremtrædende profil i debatten og lagt ryg til mange tæsk, særligt de senere år. Kritikken har især kørt på, at hun har et gammeldags syn på kvinder og køn og ikke har bygget bro mellem fortiden og nutiden, hvilket jeg er lodret uenig i.