Næste år er det 100 år siden, at psykoanalytikeren Sigmund Freuds essay ”Das Unheimliche” udkom på tysk. Da teksten mange år senere kom på dansk, havde den fået titlen ”Det uhyggelige”, men direkte oversat er titlen ”uhjemlig”. Freud var blevet opsøgt af klienter, som fortalte om drømme, hvor deres nye møbler var begyndt at bevæge sig rundt og gøre noget uventet. Det var dengang, hvor borgerskabet manifesterede sig ved at købe nye møbler til deres boliger, som skulle signalere, at de tilhørte den moderne klasse. Men nogle oplevede, at deres nyindrettede hjem blev uhjemlige.
Ifølge Mark Vacher, der er lektor i etnologi ved Københavns Universitet, kan man trække en linje fra borger- skabets mareridtsagtige drømme i de nyindrettede boliger til nutidens spørgsmål om hjemliggørelse. Når hjemmet ikke er forbundet med hjemlighed, er der meget på spil, også snart 100 år efter udgivelsen af ”Das Unheimliche”.
Mark Vacher beskriver hjemlighed som noget, man tilegner sig.
”Vi kommer alle hjemmefra. Hjem er så at sige der, hvor vi starter, og det uhyggelige sker, når det, vi troede, at vi havde hjemme i, viser sig ikke at leve op til det, sådan som Freud også viste det.”
Danskerne investerer mere i deres hjem end man gør i andre lande i Europa, når det gælder både tid og penge. Det hænger til dels sammen med, at den mest udbredte boligform i Danmark er en ejerbolig med have, hvilket gør det oplagt at tage fat på gør-det-selv-projekter inde såvel som ude.
I sæsonen bruger man ugentligt to en halv time i haven og to timer på rengøring, fremgår det af tal fra Bolius. Og så er der de større håndværksprojekter. 28 procent af danskerne er gør-det-selv-folk, og tal fra Rockwool Fondens Forskningsenhed viser, at der er nydelse forbundet med selv at anlægge en terrasse eller bygge et skur. Omkring årtusindskiftet svarede 15 procent, at de nød arbejdet, mens andelen af glade gør-det-selv-folk i og omkring boligen i dag er vokset til 21 procent.
Ifølge forfatter og indretningsarkitekt Kirsten Steno er weekendtimerne brugt med hæksaks og spade omkring huset ikke blot et udtryk for virkelyst, men et spørgsmål om at knytte bånd til ens bopæl.
”Vi vil gerne bo med hjerte, og det kan være svært, men det praktiske arbejde er et udtryk for, hvordan vi forsøger at finde ind i en hjemlighed.”
Når vi har travlt med forsøg på hjemliggørelse, hænger det sammen med den rolle, boligen har fået for moderne menneskers oplevelse af mening, siger cand. mag. ph.d. Mette Mechlenborg, der forsker i hjem og hjemlighed ved Aalborg Universitet.
”I dag er der en bindestreg mellem hjem og bolig i Skandinavien, men sådan har det ikke altid været. Man har følt sig hjemme i Gud eller hjemme i den elskedes arme,” siger Mette Mechlenborg og tilføjer:
”Vi lever i et sekulariseret samfund, og de store forklaringsmodeller, man tidligere har brugt til at skabe mening i livet, har vi langsomt forladt. Kirken, slægten eller den fædrende gård er smuldrede forklaringsmodeller. Den udvikling har medført en frihed for individet, men det sætter også den enkelte under et stort pres for at definere sig selv, og her bliver boligen stedet, hvor vi materialiserer os selv. Vi forankrer os i hjemmet, men det bliver også vores spejl og samtidig et udstillingsvindue.”
Den amerikanske kunsthistoriker Mira Schor har formuleret forholdet til hjem således:
”Man er ikke bevidst om sit hjem, før hjemmet er truet, akkurat som man ikke er bevidst om sin hud, før den får skrammer.”
Og den bedste form for hjemlighed er den, som indtræffer, når man ”har hjemme”, siger Mette Mechlenborg og uddyber:
”Der er mange ritualer forbundet med hjemliggørelse. Man drikker af den samme kop, tager bad hver morgen på samme tid, og som individ bliver man så fortrolig med spisebordet, at man ikke længere ser det som et bord. Hjemlighed er at synke ned i sin bolig og i de ubevidste relationer, som er forbundet med det. En skilsmisse kan gøre det tydeligt, hvad et hjem er, for så står man med udsigten til at miste det hele, og man oplever måske at kunne se sig selv ude fra.”