Prøv avisen
Halve sandheder og hele løgne

Filosoffer advarer: Vi kan få en faktakrise på niveau med sidste årtis finanskrise

Mads Vestergaard (tv.) og Vincent Hendricks (th.) advarer i den nye bog ”Fake news – når virkeligheden taber” om de farer, som ligger i, at nettet flyder over med urigtige, konspiratoriske og populistiske informationer. Mod­stan­de­ren er ikke en bestemt politisk fløj, men sølvpapirshatten som symbol på at frygt, fordomme og fristende simple fortolkninger kan modvirke, at sandheden indhenter os til sidst. Foto: Emil Kastrup Andersen

Nutidens medier er lige nu i samme situation som de finansielle ratingbureauer op til finanskrisen. Hvis de hellere vil tjene penge end være målestok for sandt og falsk, bryder systemerne sammen, og ”sølvpapirshattene” får overtaget, advarer filosofferne Mads Vestergaard og Vincent Hendricks

”Fakta har det med at indhente dig,” har USA’s tidligere præsident Barack Obama sagt. I det lange løb kommer sandheden, kendsgerningerne, for en dag. Sådan vil vi gerne tro, det er. Ligesom vi gerne vil tro, at markedsøkonomien sikrer, at udbud og efterspørgsel matcher hinanden, at det bedste eller billigste produkt er det, der i det lange løb får kunderne, og at vi både kan putte vores tillid i penge og vores penge i tillid.

Men i løbet af de seneste år har der vist sig mange faretruende tegn på, at en faktakrise svarende til den finanskrise, der brød ud for 10 år siden, kan være på vej eller allerede er begyndt. De systemer, som skal holde befolkningen orienteret om, hvad der er kendsgerninger, er under et hidtil uhørt pres, og hvis ikke borgere, beslutningstagere og medier er sig meget bevidste om de nye mekanismer, som er på spil, vil en faretruende stor del af befolkningen gå glip af sandheden.

Sådan lyder advarslen fra professor og centerleder Vincent Hendricks og forsker Mads Vestergaard, begge fra Center for Information og Boblestudier på Københavns Universitet. På mandag udgiver de bogen ”Fake news – når virkeligheden taber”, som netop forsøger at beskrive disse mekanismer.

”Kendsgerningerne indhenter os kun, hvis befolkningen bliver bekendt med dem. Mange føler måske, at Obamas efterfølger Donald Trump er ved at blive indhentet af dem. Men undersøgelser har vist, at 80 procent af hans vælgere synes, han klarer sig fint, selvom der er blevet afsløret en masse usandheder. Det viser, at man kan immunisere sig mod kendsgerninger,” siger Mads Vestergaard.

Den amerikanske præsident er svær at komme uden om i en bog om fake news og sandhedens vilkår i moderne kommunikation. Men de to forskere lægger stor vægt på, at deres bog ikke er en fortælling med Trump som skurken. For problemet er netop den praksis at inddele mennesker i gode og onde, helte og skurke, os og dem og vurdere data ikke ud fra, hvor pålidelige de er, men i hvor høj grad, de befordrer den opfattelse af verden, man i forvejen har.

Bogen går ikke op imod personen Trump, hans parti eller hans synspunkter. Bogen går op imod nogle psykologiske og socialpsykologiske mekanismer, som vi alle kan blive ramt af. Nogle mekanismer, som kan ende i en dyb mistillid og en form for konspiratorisk tænkning, der kan symboliseres med en sølvpapirshat, der ofte bruges som et karikeret billede på de mest ekstreme konspirationsteoretikere, der med hatten vil beskytte sig selv mod en påstået overvågning og påvirkning af hjernen.

”Sølvpapirshatten symboliserer, at man er kommet helt ud på mistillidens overdrev og er underlagt en illusion bygget op om konspirationsteorier og afviser alle ubelejlige fakta som utroværdige. Jeg skal ikke kunne sige, hvad Trump selv tror på, for det vil være motivforskning, og det er ikke forskning. Men vi kan konstatere, at Trump dygtigt har anvendt en sådan tankegang til at komme til magten,” siger Mads Vestergaard, og Vincent Hendricks tilføjer, at det interessante ved valget af Trump ikke er Trumps person, men at han symboliserer et system, som nok anerkender og respekterer fakta, men kun når de tjener ens egen dagsorden:

”Vi er nødt til at have nogle fixpunkter, som består af kendsgerninger, som ikke er til diskussion, ellers ender det hele i meninger,” erklærer professoren, som betoner, at såvel trumpsk populisme, sølvpapirshat-konspirationsteori som subjektiv omgang med fakta kan findes i rigt mål på begge politiske fløje.

”En vigtig erkendelse er, at populisme ikke er en ideologi. Populisme er en strategi. Du kan have venstre-populisme a la Hugo Chavez i Venezuela eller højre-populisme a la Marine Le Pen i Frankrig. Det karakteristiske er, at populisme ligesom konspirationsteorier er fokuseret på de gode og de onde, et enkelt verdensbillede med et klart os mod dem. Det kan være Bruxelles mod den menige mand eller Washington mod rustbæltet. Det leverer et meget klart fjendebillede og giver endda et klart svar på lidelsens årsag,” påpeger Vincent Hendricks.

Mads Vestergaard refererer til Jobs bog i Bibelen. Den hårdt prøvede Job klager over sin hårde skæbne, men folk omkring ham siger bare, at han må have syndet, siden Gud udsætter ham for så meget. Omtrent det samme oplever mange borgere fra den lavere middelklasse, når de oplever, at job- og fremtidsmuligheder forsvinder, og beslutningstagerne svarer, at det er fordi de har uddannet sig forkert eller ikke er omstillingsparate nok til fremtidens globaliserede samfund.

”Så kommer de populistiske fortællinger med nogle meget simple og belejlige svar på spørgsmålet ’Hvorfor lider jeg?’: Du lider på grund af dem. Og hvis vi populister får magten, kan vi nok gøre noget ved det. Det taler ikke bare ind i socialpsykologien, men i et dybt, grundlæggende eksistentielt behov,” forklarer han.

En vigtig tilføjelse til fortællingen om truslen fra den faktafornægtende populisme er, at den ikke er sandhedens eneste modstander i nutidens samfund. Det er der, bilen ender, hvis den kører for meget af banen til den anden side. Men til den modsatte side gør filosofferne opmærksom på, at vi har truslen fra teknokratiet. Det er den mekanisme, at alle politiske beslutninger udpeges som faktabaserede, nødvendige og uundgåelige.

I den teknokratiske udgave af samfundet er det ikke politiske visioner og holdninger, der driver værket, bakket op af de kendsgerninger, som er til rådighed. I stedet bliver selv politiske valg som at sælge det statslige energiselskab DONG til finansfolkene i investeringsbanken Goldman Sachs til en nødvendighed. Er man uenig, udpeges det ikke som en anden, men respektabel politisk holdning, men som en fejl, en dumhed.

”Den store teknokratiske faktafiksering kan være udtryk for en mangel på politiske visioner for, hvordan vi videreudvikler velfærdssamfundet. Så kan man sælge det som nødvendighed eller kendsgerninger, men det er at tage kendsgerningerne som gidsler. Og netop det kan undergrave de rigtige kendsgerningers autoritet i forhold til en populistisk modreaktion,” påpeger Mads Vestergaard.

Vincent Hendricks tilføjer, at en af de fejl fra modkandidaten Hillary Clintons side, der virkelig gavnede Trump, var, da hun betegnede Trumps kernevælgere som nogle mennesker, der hørte hjemme i ”kurven af overflødige”. De er skrald, der ikke bare mener noget andet, men slet ikke hører hjemme i verden, fordi de mener det forkerte.

En central ingrediens i den truende faktakrise er altså, at store dele af befolkningen føler frygt for fremtiden, føler sig snydt og er bange for konspirationer, og at der i det politiske liv er stærke kræfter, som kan drage stor fordel af dette. Men i sig selv er hverken fremtidsfrygt, konspirationstænkning eller populisme af ny dato. Selv sølvpapirshatten stammer faktisk helt tilbage fra 1926, hvor den indgik i en science fiction-novelle af Julian Huxley, hvor en sådan hovedbeklædning var det eneste, der kunne beskytte mennesker mod nogle mystiske stråler, der kontrollerede deres tanker.

De to filosoffer peger på, at det, som skaber en truende sandhedskrise, er kombinationen af de gammelkendte socialpsykologiske mekanismer og en medie- og informationsvirkelighed, som er dramatisk forandret. Trump har et godt blik for, hvornår frygt og konspirationsteorier kan anvendes, men han har selv udtalt, at uden det sociale netmedie Twitter havde han aldrig kunnet vinde præsidentvalget, og en af de personer, han ringede op og personligt takkede for valget, var Alex Jones, manden bag hjemmesiden ”Infowars”, der er fyldt med udokumenterede påstande om skandaler og konspirationer.

”Menneskets psykologi er den samme, men mulighed for at sætte mekanismer i gang, der gør os faktaresistente eller ligefrem faktaimmune, har fået bedre vilkår i den nye medievirkelighed, hvor der er mange aktører, og hvor det er profitabelt at producere falske nyheder, fordi man får penge pr. klik. Det skaber en situation, hvor det kan betale sig at drøne derudad med alle de informationer, der skaber larm, frygt og indignation, uafhængigt af hvor meget det har med virkeligheden at gøre,” siger Mads Vestergaard.

De to forskere gør opmærksom på, at den gamle mediemarkedsmekanisme var, at nyheder og anden journalistik var den vare, som bladhuse og tv-stationer solgte til deres kunder, læserne og seerne. I dag er internettet rykket ind, og tjenester som Google og Facebook har stor magt over, hvilke informationer der når frem til hvem. Og her er det ikke læserne, brugerne og borgerne, der er kunden i butikken. Kunden er annoncøren. Og det produkt, der handles med, er brugeren og brugerens opmærksomhed.

Som Mads Vestergaard formulerer det: Alt, hvad du lægger på nettet, kan og vil blive brugt imod dig. Ikke så meget forstået i sølvpapirshat-konspiratorisk forstand, at onde overvågningstjenester fra fremmede magter vil dig det ondt. Først og fremmest handler det om, at jo mere et firma ved om dig, jo lettere vil det være at sælge dig noget. Derfor er net-opmærksomhed en af det moderne samfunds hårdeste valutaer.

”Jeg vil argumentere for, at journalisters fortsatte respekt for kendsgerningerne er endnu vigtigere end politikernes. Journalister skal være de politiske dagsordeners ratingbureauer. Under finanskrisen gik der det galt, at ratingbureauerne gav høje vurderinger af værdipapirer, der reelt intet var værd, fordi det var indbringende og det enkelte bureau tænkte, at hvis de ikke gjorde det, ville et andet bureau bare gøre det i stedet. Dermed mistede man målestokken for, hvad der var sandt og falsk. Det samme vil ske, hvis journalistikken bliver for involveret i kampen om klik på nettet,” siger Mads Vestergaard.

De to forskere mener ikke, at de traditionelle medier har solgt helt ud. Slet ikke i Danmark, hvor fakta jævnt hen vægtes højt i medierne. Men analyser af den amerikanske valgkamp peger på, at nogle få, meget holdningsladede netmedier, som var anvendelige for Trumps strategi, fik stor indflydelse også på den traditionelle presse, ganske enkelt fordi man vidste, at der var opmærksomhed at hente. Og selv når seriøse medier tager tvivlsomme sølvpapirshat-budskaber frem for ikke kun at gengive dem, men også udsætte dem for fældende modargumenter, kan der skabes, hvad Vincent Hendricks kalder overbevisningsekkoer. Der var nok alligevel noget om snakken i det rygte, i den konspirationsteori. På den måde er kendsgerningerne oppe mod en svær modstander.

Men kampen for kendsgerningerne mod sølvpapirhattene er langtfra håbløs.

I mange af de mekanismer, som udfordrer sandheden, indgår det psykologiske fænomen pluralistisk ignorance. Det vil sige, at den enkelte føler en norm, som han eller hun ikke personligt går ind for, men følger den ud fra en vildfarelse om, at det er alle de andres norm. For eksempel havde det amerikanske universitet Princeton en særdeles hård alkoholkultur blandt de studerende, indtil der blev gennemført en undersøgelse på universitetet, som netop viste, at de fleste drak så meget, fordi de troede, at alle de andre ønskede det sådan. Det viste sig, at ved at bevidstgøre de studerende om, at det var en flertalsmisforståelse, fik man alkoholforbruget ned, fortæller Mads Vestergaard, som fortsat tror på, at sandheden kan sejre og sætte menneskene fri fra populisme, konspirationsteorier og teknokrati:

”Det resultat gør, at jeg kan sove om natten. Kan vi få tændt lyset og gjort flere mennesker bevidste om, hvordan og hvorfor de bruger bestemte medier, hvad der er fakta og hvad der er fake news, kan det have en effekt. For folk vil grundlæggende gerne være frie, myndige og selvstændige.”

Foto: Emil Kastrup Andersen