Michael Aastrup Jensen (V), udenrigsordfører og formand for den danske parlamentariske delegation i Europarådet.
Hvad ønsker regeringen at prioritere under det danske formandskab?
Et halvt år er ikke så lang tid, så selvom vi har ønsket at sætte ind på en hel række områder, har vi måttet udvælge nogle områder. Vi har blandt andet valgt nogle af de områder, hvor vi er stærke set i forhold til lang række andre europæiske lande. Det gælder for eksempel ligestilling. Vi vil gerne tage lederskab i forhold til at kritisere den politik, som føres i lande som Rusland og Tyrkiet over for homoseksuelle og andre seksuelle minoriteter.
Men ligestilling er alligevel ikke det aspekt, I prioriterer højest. Det er derimod det europæiske menneskerettighedssystem. Hvorfor det?
Det er rigtigt, at der er ét punkt, som er en klar nummer ét. Vi ønsker at forbedre muligheden for, at kriminelle udlændinge, der er i udvisningsposition, rent faktisk også kan udvises af landet. Der har menneskerettighedsdomstolen haft nogle dynamiske fortolkninger. Vi ønsker en reform af domstolens arbejde på dette punkt. Den indsats ligger i superligaen i forhold til de fire andre. Regeringen afholder en ekspertkonference i Kokkedal – af alle steder – i næste uge for at drøfte, hvordan konventionssystemet skal se ud i fremtidens Europa. Det skulle gerne sætte en proces i gang, som kan resultere i, at vi om cirka et halvt år kan vedtage et fælles politisk papir.
Ud over menneskerttighedssystemet og ligestilling nævner I elevdemokrati og en indsats imod fordomme mod mennesker med handicap. Hvorfor er disse punkter vigtige at tage op i Europarådet?
Vi har i Danmark en mangeårig tradition for elevråd og for at inddrage studerende i de politiske processer på uddannelserne. Det er vigtigt i forhold til at få lært børn og unge, hvad der skal til for at få et samfund til at fungere. På det område mener jeg, at vi i de nordiske og vesteuropæiske lande har nogle erfaringer, som vi kan eksportere til lande i Øst- og Sydeuropa. Det samme gør sig gældende, når det handler om at få mennesker med handicap integreret bedst muligt i samfundet.
Det femte punkt er bekæmpelse af tortur. Hvilken effekt forestiller du dig det kan have på lande, der benytter sådanne metoder, at Danmark som formandsland er imod?
Der er medlemslande, som er under anklage for at anvende tortur, herunder Aserbajdsjan og Tyrkiet. Vi synes, det er vigtigt, hvis vi kan få resten af Europa til klart at tage afstand fra det og diskutere, hvordan man bedst lægger pres på disse lande, eventuelt ved hjælp af sanktioner.
Er der andre problemstillinger, som ikke står på listen, men som du mener også burde prioriteres?
Ja, men problemet er, at dét problem er et konkret medlemsland, nemlig Rusland. Det er Europarådets absolut største medlemsstat, men det er et land, som spiller sit helt eget spil og er ligeglad med den internationale retsorden. Det gælder behandlingen af seksuelle minoriteter, men også noget så alvorligt som annekteringen af et territorium, Krim-halvøen, fra et andet medlemsland, Ukraine. Rusland er på vej ud ad en meget farlig kurs, og det ville jeg ønske, at de øvrige medlemslande kunne sætte fælles ind overfor.
Søren Søndergaard (EL), EU- og menneskerettighedsordfører samt medlem af den danske parlamentariske delegation i Europarådet.
Regeringen har valgt ”det europæiske menneskerettighedssystem i fremtidens Europa” som den vigtigste overskrift for Europarådet de næste seks måneder. Er du og dit parti enig heri?
Det, som ligger bag den overskrift, anser vi for at være en total fejltagelse. Hvis man ønsker at styrke Europarådet og Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, er vejen frem ikke at lægge systemet for had ved at skabe en fortælling om den aktivistiske domstol, der får de nationale domstole til at undlade at sende kriminelle asylsøgere ud af landet. Skiftende danske regeringer har haft en lang række muligheder for at påvirke domstolens arbejde, hvis man havde ytret sig om det over for domstolen eller i Europarådet. Det har man altid undladt at gøre.
Hvad burde så efter jeres opfattelse være overskriften for formandsskabets højeste prioritet?
Det helt store problem er, at Europarådet og dets arbejde for menneskerettigheder er voldsomt underprioriteret i forhold til arbejdet i EU. Man siger, at det budget, der er for EU på én dag, svarer til budgettet for Europarådet i et helt år. I øjeblikket er det lande som Rusland, Tyrkiet og Aserbajdsjan, der er de store bidragydere til Europarådet, fordi vi andre bidrager med så lidt. Det svækker Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol i forhold til disse slyngelstater. Så hovedprioriteten bør være at styrke Europarådet økonomisk og at tage skridt til, at lande ikke bare kan lade være med at rette sig efter menneskerettighedsdomstolens afgørelser.
Regeringen ønsker at skærpe kursen over for lande, der diskriminerer minoriteter og anvender tortur. Det kan I vel ikke være uenige om?
Nej, vi er selvfølgelig også imod de ting. Men hvis vi tager tortur, så er der en sag om, at den internationale komité mod tortur har besøgt en fængselsø ud for Tyrkiets kyst, hvor der vist nok er meget kritisable forhold, men Tyrkiet har modsat sig, at det offentliggøres, hvad komiteen har observeret. Hvis Europarådet havde noget at true med og ikke var så økonomisk afhængigt af netop lande som Tyrkiet, ville vi bedre kunne presse dem til at frigive sådanne oplysninger og efterleve de spilleregler for menneskerettigheder, vi har vedtaget.
Hvad skal der så til i stedet?
Tilbage i 1990’erne havde vi det pressionsmiddel, at optagelse i Europarådet blev set som et forstadium til at kunne blive optaget i EU. Det ville mange lande gerne dengang, og derfor var der mange, som rettede sig efter Europarådet. Nu er disse lande medlemmer af Europarådet, og EU bliver ikke længere flere, men færre lande. Vi skal ikke mistænkeliggøre Europarådet og Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, men tværtimod give disse instanser nogle flere midler og nogle flere muskler. Vi skal udnytte, at det er et forum, hvor vi har flere lande med end i EU. Europarådet er på vej ud i en gigantisk økonomisk krise. Der er brug for, at det store flertal af europæiske lande enes om at gå efter slyngelstaterne og etablere en alliance af villige, der gerne vil betale noget mere hertil.