Prøv avisen

Vi møder krisen med afmægtig ro

Aktiekurserne er efter gårsdagens kursfald faldet uafbrudt i 11 dage i træk. Noget lignende er ikke set i C20-indeksets 22 år og én måned lange levetid. Foto: Christian Als.

Først i løbet af 2011 er det begyndt at gå op for danskerne, hvor alvorlig den økonomiske krise er. Men ifølge professor Ove Kaj Pedersen er vi endnu langt fra det punkt, hvor vi indser, at Danmarks økonomi ikke kan genoprettes med nationale tiltag

Da statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) den 1. januar 2011 satte sig foran tv-kameraerne på Marienborg og talte til nationen om behovet for at afvikle efterlønnen, tog han ikke bare en stor indenrigspolitisk chance. Han tog også det første skridt i retning af for alvor at få befolkningen til at forstå omfanget af den økonomiske krise, som allerede da havde plaget verden i nogle år. Men måske gjorde han ikke nok. Måske skulle han have sat alt ind på at få danskerne til at forstå, at vi som isoleret nation er magtesløse og derfor for enhver pris bør slutte os til de 17 Euro-lande, som i øjeblikket sammen med USA forsøger at finde en vej ud af krisen.

LÆS OGSÅ: Danmark vågner af tornerosesøvnen

Det vurderer Ove Kaj Pedersen, professor i komparativ politisk økonomi ved CBS, Handelshøjskolen i København. Han mener, at den finanskrise, som i 2008 for alvor stak sit hoved frem verden over, og som med de seneste dages styrtdyk på verdens aktie- og obligationsmarkeder er vendt tilbage med ny styrke, er meget alvorlig. Så alvorlig, at selv en stærkt forøget krisebevidsthed blandt danskerne i løbet af året ikke står mål med, hvad vi er oppe imod.

Det er svært for den danske befolkning at have den rette forståelse for en krise, som indtil videre mest har effekt uden for landets grænser. Dertil kommer, at regeringen har været lang tid om at opbygge en krisebevidsthed. Det begyndte først, da statsministeren blev skiftet ud i 2009. Indtil da var indstillingen, at vi kunne købe hele verden, og at dansk økonomi var immun over for den internationale krise. Her i 2011 satte regeringen så ind med sin tilbagetrækningsreform, som det ser ud til, at befolkningen accepterer nødvendigheden af. Men det er meget tvivlsomt, om vi dermed har fattet de dimensioner, krisen har, siger Ove Kaj Pedersen.

Han uddyber, at tilgangen fra politisk hold til finanskrisen primært har været national. Vi går omkring i en forestilling om, at hvis vi danskere gør en ekstra indsats, forlader arbejdsmarkedet lidt senere eller bliver hængende 12 minutter længere på jobbet, så skal vi nok få det lille skib Danmark frelst gennem stormen. Men dermed overser vi, at den nuværende krise er markant forskellig fra alle tidligere kriser, fordi nationer har mindre betydning end tidligere.

Der er i Danmark en tradition for, at når der er krise, lykkes det at komme igennem ved hjælp af solidaritet, for eksempel i form af, at fagforeninger udviser løntilbageholdenhed. Men det, vi står i nu, er meget større, fordi der er en ny, stærk spiller, som ingen kan kontrollere: det globale finansmarked, som ud fra en kompliceret psykologi flytter sit pres fra den ene økonomi til den anden, forklarer professoren.

Hvor man i tidligere økonomiske kriser måske har set markedet skiftevis sætte enkelte brancher under pres, som regeringen derefter har kunnet komme til hjælp, har vi altså nu med en orkan at gøre, som efter tur truer med at ruinere Grækenland, Portugal, Italien, Spanien eller ligefrem verdens eneste supermagt, USA.

Derfor kan det måske være meget godt, at den enkelte dansker forsøger at handle krisebevidst, men denne gang ser vi ud til at være oppe mod en krise så omfattende, at traditionelle, nationale krisetiltag svarer til at ville sejle en optimistolle ud af en orkan midt ude i Atlanterhavet.

Lige i øjeblikket foregår der en europæisk integration med en hastighed, ingen havde drømt om, fordi EU sammen med USA forsøger at agere i krisen. Det spørgsmål fylder ikke meget herhjemme, for vi har ingen indflydelse på det. Den indflydelse har vi selv givet afkald på ved at stille os uden for euro-samarbejdet, siger Ove Kaj Pedersen og tilføjer:

Derfor sidder vi nu og venter på, at den internationale økonomi skal påføre Danmark sine konsekvenser i stedet for at være med til at samarbejde med de andre. Vi har i Danmark en guddommelig tro på, at det, som kommer til os fra det internationale, kommer som en naturlighed, vi ikke kan ændre på.

Hvorvidt den økonomiske orkan overhovedet lader sig styre, er et åbent spørgsmål. EU har hidtil gjort tre forsøg med omfattende krisepakker, uden at krisen af den grund er kommet under krontrol. Men Ove Kaj Pedersen er overbevist om, at hvis krisen kan tøjles, skal det ske i samarbejde mellem verdens stærkeste nationer, og i den sammenhæng er den enkelte danskers krisebevidsthed og mulighed for at handle stærkt begrænset.

Både befolkning og magthavere agerer i usikkerhed. Vi ved ærlig talt ikke, hvad vi skal gøre, og derfor forholder vi os i ro og sætter os ned. Danskerne tror nok stadig på, at hvis bare vi har orden i egen økonomi, skal vi nok klare det. Jeg siger ikke, det er den forkerte logik, men spørgsmålet er, om det er den tilstrækkelige logik.

mikkelsen@k.dk