Prøv avisen
Mit forandrede liv

Maja Lisa Engelhardt: Vi må have mod til at sige ”Gud i vold” under corona

Maja Lisa Engelhardt, 63 år, holder to timers morgen­stilhed for sig selv. – Foto: Leif Tuxen.

Kunstmaler Maja Lisa Engelhardt er taknemmelig for at kunne arbejde koncentreret i sit atelier, efter at hun på grund af coronakrisen har måttet aflyse udstillinger og andre aftaler

Hvordan bevarer du livsmodet i denne tid?

Vi bor nær Kalundborg ved kysten, hvor vi begge (Maja Lisa Engelhardt er gift med kunstneren Peter Brandes red.) har hvert vores store atelier. Ellers er vi i Paris, hvor vi har en naturlig arbejdsro og lever lidt i eksil. Med tiden flytter vi måske til Danmark og har forberedt dette ved bygningen af to nye atelierer. Det er en god ting i denne situation. Det giver en utrolig gavnlig arbejdsro, at der ikke bare kan komme nogen forbi nu.

Livsmodet bevarer jeg ved hver eneste morgen at stå tidligt op, og så holder jeg to timers morgenstilhed helt for mig selv. Jeg læser i Bibelen efter kirkeårets rytme og lidt Søren Kierkegaard. Når dagslyset kommer, fodrer jeg fugle. Der er flere foderkasser lige uden for vinduet, så jeg kan sidde og nyde fuglene og deres sang.

Solsorten synger så fint for tiden, og det gør den lille gærdesmutte også. Der er to stillitser, som leger ægtepar. Stillitsen, der er sort, hvid og gul, har en yndig rød plet omkring næbbet. Det fortælles, at fugl-en tog en torn af Kristi tornekrone, og derfor dryppede en lille dråbe blod ned omkring næbbet. Der er en ufattelig glæde ved at sidde stille og føle sig som en fuldstændig del af naturen. Så føler jeg mig rustet til dagen, og alle de andre ting, man kan møde, kan man gå i møde i ro.

Hvordan bruger du din tid anderledes nu?

Jeg bruger den på en måde meget positivt, fordi jeg pludselig kan sætte en stor streg over flere ting i kalenderen, der ikke kan blive til noget. Men jeg accepterer det og sidder ikke og tænker, nej, hvor er det ærgerligt. Jeg kan arbejde i fuldstændig stilhed, så det giver mig en frihed, jeg ikke har haft før. Jeg skulle have holdt foredrag, udstillinger i Danmark og Firenze, møder og middage og alt det, der er væsentligt i forhold til at være kunstner. Jeg er af natur indadvendt, så alt det andet har været en pligt og noget, jeg skulle. Så det, at jeg kan koncentrere mig i mit atelier, ser jeg på med stor taknemmelighed.

Hvilke råd til opmuntring vil du give medborgere, der er ramt af krisen?

At de skal gå ud i naturen. Selvom man følges med nogen, kan man gå og tie stille og lytte til fuglene. Nu går vi jo ind i det velsignede forår. Naturen lider ikke nød, så naturen, lyset og den store sammenhæng må vi ikke glemme. Jeg vil også ønske, at man kunne folde sine hænder og finde styrke ved det. Overgive denne situation til Gud og ikke spekulere på, at så sker der det ene og det andet.

Folk sidder på nettet og bliver dybt forskrækkede. Selv hører jeg Radioavisen, og selvfølgelig er jeg også en del af det, der sker i denne krise. Og det kan lyde egoistisk at lukke mig inde i mit atelier. Jeg har også brug for min næste og for at få min kunst ud. Men lige nu kan jeg ikke gøre andet end at arbejde og ringe til nogle mennesker. Det største, jeg kan gøre nu, er at bringe glæde og håb til dem, der har brug for det.

Nævn tre håbstegn dér, hvor du er?

Naturen, fuglene og lyset. Troen giver mig mit største håb. Og så min Bibel. Den får en til at værdsætte alt det andet. Man kan finde håb i Johannesevangeliet, hvor alt handler om lys og håb. Og så er der det utrolige, at Kristus opstod efter alt det, han skulle igennem af lidelse. Disciplene kunne ikke kende ham, men da han sagde nogle ord til dem, forstod de, at det var ham. Det er ordet, der kan bringe tro. Man kan ikke undgå andet end at få sat tingene i perspektiv ved at læse det evangelium.

Hvordan vil krisen påvirke dit liv fremover?

Jeg synes, at det er så uvist. Vi kan intet vide, og det må vi overgive os til, men også have mod til at sige ’Gud i vold’, og at det, der sker, sker. Men vi er blevet mindet om, at det er skrøbeligt, og at vi har haft nogle værdier og fordele og en opfattelse af, at det hele hænger sammen i et velfærdssamfund som Danmark – og pludselig hænger det ikke sammen. Det er et chok for mange. I den situation er der trøst at hente hos Kierkegaard, der i ”Liljen på marken og fuglen under himlen” skriver: ”Alle ting tjener den til gode, som tror, at Gud er kærlighed”.