Prøv avisen
Ny serie: De formative år

Vi ser 20’erne som de vigtigste år i vores liv

Arkivfoto. ”Unge sidder med en følelse af, at det studievalg, de træffer, eller den partner, de vælger, kan få betydning for de næste 45 år af deres liv, så derfor skal det føles helt rigtigt, og derfor er de bange for at vælge forkert," siger Mette Bratlann, psykolog. Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Både i vores kultur og tænkemåde forherliger vi vores valg i ungdommen og ser dem som afgørende for hele livet

Når tusindvis af studerende på mandag tager hul på et nyt studieår, vil de samtidig begynde på et afgørende kapitel, som de vil tænke tilbage på resten af deres liv.

Erindringsforskning fra Aarhus Universitet viser nemlig, at når ældre mennesker skuer bagud, er det især begivenheder fra deres ungdom, de fremhæver som de vigtigste. Og når man spørger folk, hvad de opfatter som det ideelle liv og beder dem om at opliste de vigtigste begivenheder og hvornår, de bør finde sted, svarer alle uanset alder: flytte hjemmefra, få en uddannelse, få sit første arbejde, blive gift og få børn – og de skal helst finde sted, før man fylder 30 år.

Det fortæller lektor, ph.d. ved psykologisk institut på Aarhus Universitet, Annette Bohn, som forsker i livshistorier, selvbiografisk hukommelse og erindring.

”Når man kigger på ældres erindringer fra deres liv, nævner de næsten udelukkende det, der er sket i ungdommen – det, vi kalder erindringspuklen. Der er en forventning om, at alt vigtigt skal ske og vil ske, når vi er unge. Måske fordi man tænker, at unge mennesker er de friskeste og de raskeste og mest parate til forandring. Men de fleste mennesker udvikler sig jo heldigvis også senere i voksenlivet og tager valg af stor betydning. I Vesten er der en tendens til at ophøje ungdommen på en ikke altid helt sund måde,” mener psykologilektoren.

Lektor ved center for ungdomsforskning ved Aalborg Universitet Niels Ulrik Sørensen forsker i unges overgange og trivsel. Han ser på den ene side en klar tendens til, at man forherliger ungdommen og alt det, man gerne skal nå i den. Men samtidig er der en anden udvikling, som handler om, at de store valg, man træffer i 20’erne, ikke behøver at holde hele livet. Han siger:

”Unges forestilling om, hvad det vil sige at være voksen, er ret traditionel med fokus på uddannelse, job, partner og børn, men det er ikke noget, der sker i ét hug. Man er længere om at blive voksen end tidligere generationer, og valgene er mindre statiske. Mange ægteskaber og familier bliver opløst henad vejen, og karriebaner skifter kurs. Bedst som man på papiret er nået frem, smider man det hele igen for at begynde på ny – og i nogle tilfælde lever man nærmest en anden ungdom.”

Privatpraktiserende psykolog Mette Bratlann er aktuel med bogen ”Kvartvejs – om at finde vej ind i voksenlivet”. I sin praksis møder hun mange unge voksne, som har en følelse af at være faret vild i deres eget liv i forsøget på at nå alting i 20’erne.

”De sidder med en følelse af, at det studievalg, de træffer, eller den partner, de vælger, kan få betydning for de næste 45 år af deres liv, så derfor skal det føles helt rigtigt, og derfor er de bange for at vælge forkert. Mange har den tanke, at hvis de bare kan få sat flueben ved alt på listen, så vil en statisk følelse af, at livet bare triller derudad, indtræffe. Men sådan går det jo sjældent,” siger Mette Bratlann.

Forfatter til bogen ”Talent” og tidligere forsker på handelshøjskolen CBS, ph.d. Claus Buhl finder det slående, ”hvor lidt lidenskabelige og lidt lystbetonede, mange unge er i deres valg i dag”. Han forstår dog godt hvorfor.

”Helt generelt har vi bygget en kultur op, hvor vi tror, at det, vi skal blive gode til, og det, vi skal gøre i vores liv, skal realiseres og vises frem så tidligt som muligt. Efter gymnasiet skal de unge helst nøjes med ét sabbatår, så de kan blive uddannet og få en karriere. Og så kan de ligesom sidde livet af bagefter. Men faktum er jo, at der findes mange late bloomers, som først langt senere finder ud af, hvad de vil med livet – eller opnår den færdighed, der kræves. Karen Blixen er et godt eksempel. Så bortset fra sport, hvor en ungdommelig fysik er et must, vil jeg sige ’ro på’, hvad angår alle andre kategorier i livet.”