Vi overvåges stadig mere. Af hinanden, af teknologien og af myndighederne. Men er det en trussel, eller giver det faktisk en større sikkerhed?
Det dilemma har Anders Albrechtslund taget op i bogen ”Overvågning”, den nyeste udgivelse fra Aarhus Universitetsforlags serie ”Tænkepauser”, hvor eksperter får 60 sider til at formidle deres viden til læseren på en letforståelig og letfordøjelig måde.
Anders Albrechtslund er lektor i informationsvidenskab på Institut for Kultur og Kommunikation ved Aarhus Universitet og vil med bogen klæde os alle bedre på til at forstå fænomenet overvågning. Vi lever nemlig i et overvågningssamfund, og det er ikke nødvendigvis hverken farligt eller skidt.
“Overvågning vækker mange følelser i os, og det er ikke overraskende, for det har betydning for os alle. Måske også større end mange af os egentlig tænker over i hverdagen. I den offentlige debat tænker vi straks på samfundets overvågning, når vi hører ordet ”overvågning”, og vi forbinder det med noget farligt, vi bevæger os hen imod, men realiteten er, at vi allerede befinder os i en overvågningskultur. Vi overvåges også på internettet, og vi overvåger hinanden og os selv. Og det er ikke noget, vi blot kan kalde godt eller skidt.”
Overvågning er i stigende grad blevet en del af den offentlige debat, og i de senere år har terrortruslen eskaleret debatten.
Kan man overvåge sig ud af terrortrusler? Og skal man øge sikkerheden for de mange ved at give køb på den enkelte borgers frihedsrettigheder? Det har eksempelvis været heftigt diskuteret i kølvandet på Omar-El Husseins angreb på Krudttønden og synagogen i Krystalgade i København.
I dag er der eksempelvis mindst 100.000 overvågningskameraer alene i København, og netop efter Omar El-Husseins angreb viste en Megafon-måling, at hver anden dansker ønskede flere kameraer i det offentlige rum, mens blot hver 12. mente, der allerede er for mange.
”Det er oplagt, at det er den slags hændelser, der afføder mest debat, og det er netop i sådanne situationer, at det er nødvendigt at have de kritiske briller på. Når man taler om at suspendere borgerrettigheder af hensyn til netop borgernes sikkerhed, er risikoen, at den midlertidige undtagelsestilstand bliver permanent, og det ekstraordinære normaliseres. Det bør man også diskutere, når særlige grupper udsættes for ekstrem overvågning på grund af deres etnicitet, politisk eller religiøs observans eller økonomiske status.”
Men Anders Albrechtslund ønsker ikke at male fanden på væggen. For overvågning er langt mere end blot et ansigtsløst system, der holder dets borgere i kort snor, påpeger han.
”Modsvaret er ikke at betragte overvågning som ondt. For det er det ingenlunde. Det er tværtimod nødvendigt for et informations- og velfærdssamfund som det danske, for overvågning er et middel til organisering, hvad enten det er sikring af retfærdige valg, borgernes sikkerhed eller arbejdsmarkedets udvikling. Det er ikke et “ja/nej”-spørgsmål, men et spørgsmål om hvordan,” siger Anders Albrechtslund.
Hvor den organiserede overvågning afføder stærke reaktioner og hidsige debatter, er vores sociale overvågning anderledes underbelyst ifølge Anders Albrechtslund.
Vi er i høj grad selv voyeurer, når vi bevæger os på sociale medier. Vi overvåger vores venner, hvad de spiser, hvilke koncerter de går til, og hvilke holdninger, de udtrykker. Og vi overvåger ikke mindst os selv, når vi tæller kalorier, måler vores søvnmønstre eller slet og ret sammenligner vores sociale og professionelle liv med de venner, vi overvåger.
“Det, jeg for tiden forsker i, er selvovervågning og overvågning i de nære relationer såsom familien,” siger Anders Albrechtslund.
”Det ved vi stadig overraskende lidt om, måske fordi det er et fænomen, der har forandret sig meget i de seneste år på grund af nye teknologier. Men disse typer overvågning rejser nye spørgsmål for os, for hvad betyder det for individet, når det overvåger sig selv og måler sin livskvalitet ud fra en række diagrammer i jagten på balance? Og hvad betyder det for dynamikken mellem forældre og børn?”
Så måske har overvågningskulturen skabt en kollektiv flok neurotikere?
“Jeg tror ikke, man kan tale om, at vi bliver neurotikere af vores overvågningsmuligheder. Overvågning kan selvfølgelig være kontrollerende, men jeg mener snarere, man skal se det som et spænd mellem omsorg og kontrol. Overvågning indgår i sociale relationer, og det dominerer vores hverdag. Det er vi nødt til at forholde os til uden at være polemiske, for denne erkendelse er første skridt til at forme og forbedre både overvågning og den verden, der overvåges,” siger Anders Albrechtslund.