Maribos sidste firlængede købmandsgård, et havnemiljø med pakhuse og siloer i Odense, Munkekroen i Skanderborg. Det er bare tre eksempler på dansk historie og kulturarv, som i øjeblikket står til nedrivning.
Nedrivningsbølgen, der har fat i hele landet, skyldes, at det atter er opgangstider, at investorer står klar med nye projekter, og at kommunerne gerne vil have flere penge i kassen. Men også at regeringen og partierne bag finans-loven ikke prioriterer området, mener Karen Margrethe Olsen, formand for Landsforeningen for Bygnings- og Landskabskultur.
”Det er en skændsel og et tab for os alle, at den fælles kulturhistorie ikke prioriteres,” siger hun.
Omkring 170 fredningssager – én sag omfatter en eller flere bygninger – er ophævet siden 2012, mens der kun er vedtaget en håndfuld nyfredninger om året i samme periode.
På landsplan er der dermed blevet syv procent færre fredede bygninger siden 2012, oplyser Slots- og Kulturstyrelsen.
”Det har været et ressourcespørgsmål, men vi tager fat på nyfredninger igen næste år,” siger Vibe Ødegaard, der er specialkonsulent i styrelsens Center for Kulturarv.
”Vi har haft en bunke på cirka 200 sager, som vi gerne ville køre igennem på fredningsophævelser, og det har taget tiden fra nye fredninger.”
Går der kulturarv tabt i de her år?
”Selvfølgelig gør der det. Til gengæld har vi jo vundet et overblik over kulturarven med fredningsgennemgangen,” siger Vibe Ødegaard.
Indtil 2012 var det ”meget undtagelsesvist”, at der blev affredet bygninger, som det hedder, når en fredning ophæves, men siden er der altså kommet fart over feltet.
Fredningsgennemgangen blev iværksat af Folketinget i 2010 for at få et overblik. Affredning sker typisk, når ombygninger har ødelagt den oprindelige kvalitet. Ejerne stilles i øvrigt sjældent til ansvar for utilsigtede til- og ombygninger.
Det er staten, der står for fredninger, mens det primært er kommunerne, der tager stilling til, hvad der er bevaringsværdigt. Men også bygninger, der ifølge historikere og arkitekter er værd at bevare, rives ned for at skabe plads til nyt boligbyggeri, shoppingcentre og super-markeder.
”I øjeblikket bliver rigtig mange gamle bygninger revet ned i næsten alle dele af landet. Senest slagterhusene på Vesterbro i København, tre fine huse med baggårde, som nu er jævnet med jorden, så der kan bygges 83 nye boliger – ene og alene fordi værdien af historie og kulturmiljø ikke står i mål med den hurtige værdi af at bygge nyt,” siger Karen Margrethe Olsen.
”Mange kommuner vil gerne fremstå udviklingsorienterede og er ikke dygtige nok til at sætte kroner og øre på, hvad det betyder for en by at bevare de gamle bygninger. Når der er hurtige penge at tjene, kan det være svært for alle at forstå, hvor meget det er værd at kunne gå rundt i historien,” siger hun og uddyber:
”Bygningerne fortæller om det liv og den tid, der har været. Det er vigtigt både for vores identitet og for de næste generationer. Når først de er revet ned og kørt på lossepladsen, er den fysiske historie væk. Og befolkningen vil jo gerne identiteten. Der er jo ikke nogen, der tager til Ribe for at se på en Matas.”
På 100-årsdagen for Landsforeningen for Bygnings- og Landskabskultur, der blev markeret på Christiansborg i tirsdags, medgav kultur- og kirkeminister Mette Bock (LA), at ikke alt er godt på bevaringsområdet. Derfor vil hun nu ”udbyde et samarbejde” mellem stat, kommune og lokalsamfund i forhold til den bygningsmæssige kulturarv.
”De fleste af de 9000 fredede bygninger, der findes i Danmark, har det godt og ejes af mennesker, der passer godt på dem. De er med til at skabe identitet og bidrager til et godt lokalmiljø, men alt er ikke rosenrødt,” sagde Mette Bock blandt andet.
”Vi glæder os meget til at se de konkrete initiativer – blandt andet til at tage dialogen med Kommunernes Landsforening, så vi får rykket på det her område. For i øjeblikket ribber vi landet for den byggede kulturarv,” siger Karen Margrethe Olsen.
Landsforeningen for Bygnings- og Landskabskultur har 100 lokalforeninger i hele landet.