Vigtige forfatterbreve risikerer at gå tabt

Sparekrav har betydet, at Det Kongelige Bibliotek ikke længere betaler private for samlinger af forfatterbreve. Det kan betyde, at offentligheden går glip af værdifuld viden, advarer litteraturkendere

Udsnit af et brev, som Thorkild Hansen skrev til Peter Seeberg den 29. december 1946.
Udsnit af et brev, som Thorkild Hansen skrev til Peter Seeberg den 29. december 1946. Foto: Det Kongelige Bibliotek.

De senere år er blandt andet Dan Turèlls efterladte papirer, Klaus Rifbjergs arkiv, Sophus Claussens breve og en række andre brevsamlinger af høj litteraturhistorisk værdi blevet sikret for eftertiden på Det Kongelige Bibliotek. Men det er ikke sikkert, den slags arkiver nødvendigvis havner her i fremtiden.

De seneste fem år har Det Kongelige Bibliotek indkøbt forfatterbreve og andre arkivalier for knap to millioner kroner fordelt på 110 enkeltværker, viser en aktindsigt, Kristeligt Dagblad har fået.

Købene er gjort i antikvariater eller auktionshuse, og der er også, som i de nævnte forfatteres tilfælde, købt breve af privatpersoner, som oftest forfattere eller arvinger til forfattere.

Men de må fremover gå skuffede hjem, hvis de forventer betaling for de breve, de kommer med. Biblioteket har nemlig i 2017 ændret sin politik for indkøb og donationer og betaler nu i udgangspunktet ikke længere privatpersoner for arkivalier, fortæller Pernille Drost, der er vicedirektør på Det Kongelige Bibliotek:

”Tidligere havde vi flere penge til rådighed, end vi har nu, og derfor har vi været nødt til at ændre vores politik på området,” siger hun.

”Når vi får et arkiv ind, kan det være én stor rodebunke med sølvfisk, og det er os, der skal ompakke, registrere, pakke i syrefri æsker og opbevare på et koldt magasin. Det er en vigtig national opgave, men det kræver også mange ressourcer at bevare brevene sikkert. Det er selvfølgelig ærgerligt, hvis der kommer en forfatter til vores dør og tilbyder os sine breve for 30.000 kroner – men som udgangspunkt betaler vi ikke. I stedet opfordrer vi folk til at donere. Ud fra den økonomiske virkelighed, vi står i, er vi simpelthen nødt til at prioritere sådan,” siger hun.

Men det er en praksis, som kan risikere at bringe vigtige breve på afveje, mener Marianne Vaaben Juhl, litteraturforsker og forfatter til bogen ”Karen Blixen i Afrika. En brevsamling 1914-1931”, der er baseret på Det Kongelige Biblioteks samling af Blixenbreve.

”Det vigtigste er, at breve fra vores store forfattere bevares på Det Kongelige Bibliotek og dermed bliver tilgængelige for interesserede, og derfor synes jeg også, man skal være parat til at betale for forfatterbreve af betydning. Ellers risikerer vi, at de ikke bliver tilgængelige for forskning. Måske er det svært at tage beslutning om, hvad breve, som arvinger har, skal koste. Men det har man jo kunnet hidtil, så hvorfor kan man ikke fortsætte med det?”, siger hun.

Hun tror, det kommer til at betyde, at arvinger til et litterært bo vil gå videre til auk- tionshuse eller antikvarboghandlere i stedet.

”Jeg synes også, at arvinger skal have noget for det, de ejer. Måske er de vokset op i et hjem uden de store ressourcer, når deres far eller mor har været forfatter og formentlig ikke tjent ret mange penge,” siger hun.

Historiker Jes Fabricius Møller mener, der har været en tendens til, at arvinger til forfattere har krævet for store summer for breve, ofte med ukendt indhold.

”Det er før set, at arvinger sjakrer med et litterært bo. Folk har det med at overvurdere betydningen af det, de har arvet. Samtidig vil alle vi andre jo også gerne vide, hvad der står i disse papirer. 99 procent er som regel harmløst, men arvingerne har stadig mulighed for at holde papirerne som gidsler. Nogle af dem føler vel, at de derigennem kan få en slags kompensation for den plage, det som regel er at være barn af en tilbedt eller kendt person.”

Pernille Drost påpeger, at de fleste gerne vil donere. Men man kan ikke forvente velvillighed af alle, mener John Chr. Jørgensen, dr.phil. og forfatter til flere bøger om forfatterbreve.

”Nu vil flere skæve til, hvad de vil kunne få for deres manuskripter og breve hos en antikvarboghandler eller ved en auktion. Og den dag, biblioteket kommer på bedre tanker, er prisen steget. Jeg håber og tror, at de fleste forfattere fortsat vil aflevere deres arkivalier. For ærens skyld, for videnskabens skyld, for nationens skyld – men hvor mange idealer har en fattig kunstner råd til at have?”.

Martin Lindø Westergaard, direktør for Syddansk Universitetsforlag, frygter også, at den ændrede politik vil sende breve og andet kildemateriale ud i fri handel, hvor det måske ender i lukkede samlinger.

”Jeg synes, at det lyder bekymrende for tilgangen af materiale til Det Kongelige Bibliotek, som jo er helt essentiel for forskningen. Det er vigtigt kildemateriale, som risikerer at gå tabt. Men det er jo desværre nok i sidste ende et økonomisk spørgsmål,” siger han.