Frelsens Hær: Vi ser familier, der ikke har råd til mad den sjette i måneden

Brian Nielsen og hans to døtre er en af de godt 125 familier, der kommer fast i Frelsens Hær i Sønderborg. Han er ramt af kontanthjælpsloftet og har under 1000 kroner til mad om måneden, når de faste udgifter er betalt. Vi oplever en reel fattigdom, siger lederen af Frelsens Hær i Sønderborg

”Det hårdeste ved at være på kontanthjælp er, at jeg ikke kan give mine børn det, som de ønsker sig,” siger den 43-årige kontanthjælpsmodtager Brian Nielsen, der her ses til et arrangement i Frelsens Hær i Sønderborg. – Begge fotos: Lene Esthave/Scanpix.
”Det hårdeste ved at være på kontanthjælp er, at jeg ikke kan give mine børn det, som de ønsker sig,” siger den 43-årige kontanthjælpsmodtager Brian Nielsen, der her ses til et arrangement i Frelsens Hær i Sønderborg. – Begge fotos: Lene Esthave/Scanpix.

”Hvis det ikke havde været for Frelsens Hær, ville jeg virkelig have været på spanden.”

Ordene kommer fra den 43-årige kontanthjælpsmodtager, Brian Nielsen. Den høje, slanke mand har sin faste gang i Frelsens Hærs lokaler i en tidligere kontorbygning i udkanten af Sønderborg. Brian Nielsen er uddannet kok og har desuden arbejdet som ufaglært på Danfoss, men i 2009 blev han afskediget ved en stor fyringsrunde. I dag deltager han i Frelsens Hærs fællesaftener med spisning, sang og kreative aktiviteter mindst tre dage om ugen. Han er også med, når der holdes gudstjeneste. Samtidig sikrer Frelsens Hærs familielejre, at han kan holde ferie med sine to døtre på 6 og 11 år.

Brian Nielsen er fraskilt og har været på kontanthjælp i fem år. Han er ramt af det såkaldte kontanthjælpsloft, og på grund af sygdom har han ikke haft mulighed for at opfylde reglen om, at han som kontanthjælpsmodtager i løbet af et år skal have 225 timers ordinært arbejde. Derfor bliver han trukket godt 1000 kroner om måneden i ydelse. Det betyder, at han ofte har under 1000 kroner om måneden til mad og fornøjelser til sig selv og de to døtre, der bor hos ham hver anden weekend.

Frelsens Hær åbnede afdelingen i Sønderborg i 2011, og siden er der kommet nye brugere til hver måned. I øjeblikket kommer 125 familier i det store lokale med blå filttæpper, et sofahjørne, mødeborde og små billeder med skriftsteder fra Bibelen på væggen. Op mod halvdelen er flygtninge eller indvandrere, mens lidt over halvdelen er danske familier. Flere af flygtningefamilierne er ressourcestærke, og modsat de danske familier får en del af de syriske flygtningene i øjeblikket job på byens slagteri.

”Vi får hele tiden nye henvendelser, og som regel starter kontakten med, at en børnefamilie mangler mad i køleskabet. Nogle gange har de fået at vide af deres sagsbehandler, at de kunne spørge os. Andre kommer på eget initiativ,” siger leder af Frelsens Hær i Sønderborg, Astrid Christensen.

Hun er 40 år, har en uddannelse som familieterapeut og har lavet socialt arbejde i Frelsens Hær de seneste 10 år.

Ifølge en ny opgørelse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd er antallet af børn, der vokser op i fattigdom, vokset fra 35.000 i 2015 til 44.000 i 2016, når man måler ud fra Danmarks Statistiks fattigdomsgrænse, som tager udgangspunkt i FN’s bæredygtighedsmål. Andre undersøgelser fra rådet viser, at godt 175.000 voksne i Danmark kan betegnes som fattige, fordi de har levet i fattigdom i et år, mens antallet af voksne, der har været fattige i tre år, er godt 45.000. Den udvikling ses også i Sønderborg Kommune med 74.000 indbyggere. 4,6 procent af kommunens børn vokser ifølge rådet op i fattige familier.

”Familierne var pressede i forvejen, men kontanthjælpsloftet har presset dem yderligere. Flere henvender sig allerede den sjette i måneden, fordi regningerne er betalt, og der ikke er penge til mad. Vi bliver også kontaktet af familier, der ikke har penge til deres børns madpakker sidst på måneden,” fortæller Astrid Christensen.

Leder af Frelsens Hær i Sønderborg, Astrid Christensen, fortæller, at kontakten til børnefamilier ofte begynder, fordi de ikke har penge til mad. Frelsens Hær i Sønderborg hjælper godt 125 familier, og søgningen har været stigende de seneste år.
Leder af Frelsens Hær i Sønderborg, Astrid Christensen, fortæller, at kontakten til børnefamilier ofte begynder, fordi de ikke har penge til mad. Frelsens Hær i Sønderborg hjælper godt 125 familier, og søgningen har været stigende de seneste år.

Regeringens begrundelse for at indføre kontanthjælpsloftet i 2016 var, at den strammere ydelse skulle motivere modtagere af kontanthjælp til at tage et arbejde. Brian Nielsen siger, at han ville elske at stå op til et job, men at helbredet stiller sig i vejen.

Efter fyringen fra Danfoss gik han i gang med at uddanne sig til social- og sundhedshjælper, men i 2011 blev han ramt af en blodprop i hjernen. Sygdommen påvirkede hans koncentration og korttidshukommelse. I 2012 gik han ned med en stressrelateret depression i forbindelse med et praktikophold i et ældrecenter for mennesker med demens. Efter en lang sygdomsperiode blev han som kontanthjælpsmodtager sendt ud i forskellige praktikforløb.

”Jeg er blevet kastet rundt fra den ene praktikplads til den anden og har været i hvert fald 10 steder. Nogle steder har jeg kun været 14 dage, og jeg har ikke engang nået at lære et sted at kende, før jeg skulle videre til et nyt sted. Det har været stressende, og jeg har haft svært ved at komme ud af min depression. Jeg må erkende, at jeg ikke har overskud til at finde et ordinært arbejde på grund af sygdom. Så på den måde har loftet ikke hjulpet mig,” siger Brian Nielsen.

For den 32-årige kvinde, som ønsker at optræde under navnet Samira, er den mad, hun og de tre døtre på otte, fire og syv får i Frelsens Hær helt afgørende.

Den unge kvinde, der er uddannet jurist i Tjetjenien, er iført lilla tørklæde. Hun er troende muslim og beder fem gange i døgnet. Ikke desto mindre er den kristne organisation blevet hendes faste holdepunkt. Samira og børnene deltager i både arrangementer, gudstjenester, juleaften og familielejre, fortæller hun på godt dansk over en kop te i Frelsens Hær.

Samira kom til Danmark for at blive familiesammenført med sin tjetjenske mand i 2010. I 2015 blev hun skilt efter fem turbulente år i et voldeligt ægteskab. Krigen i Tjetjenien begyndte, da hun var otte år gammel. Som barn oplevede hun krigshandlinger på tæt hold, og flere af hendes familiemedlemmer blev dræbt. Hun har krigstraumer og modtager i dag psykologbehandling.

Ifølge Astrid Christensen var Samira fuld af gåpåmod, da hun for tre år siden brød med sin mand. Men i dag er hun nedtrykt og presset.

Samira har store brune øjne og brede kindben. Tårerne triller ned ad kinderne, når hun fortæller om sit liv i Danmark, krigen i Tjetjenien og den hjælp fra Frelsens Hær, der gør, at hun lige akkurat holder skindet på næsen.

Når huslejen er betalt, har hun og de tre børn godt 3000 kroner om måneden – eller 100 kroner om dagen – til mad, tøj og medicin.

”Vi har så få penge, at det er svært for mig at købe medicin og briller til min datter. Det hjælper mig, at vi spiser tre-fire gange om ugen i Frelsens Hær. Ellers ville mine børn ikke få mad nok. Jeg vil gerne arbejde, men jeg kan ikke lige nu. Tankerne om krigen kører,” siger Samira, der flere gange har været hospitalsindlagt, fordi hun er besvimet. Ifølge lægerne er der tale om en stressreaktion.

Kontanthjælpsloftet er ifølge Astrid Christensen fra Frelsens Hær i Sønderborg en af årsagerne til familiernes økonomisk trængte situation. Tidligere oplevede Astrid Christensen, at det ofte var muligt at hjælpe familierne med at lave afdragsordninger i forbindelse med gæld.

”Den slags smutveje finder vi ikke længere. Førhen kunne familierne godt være lidt kritiske i forhold til den mad, de tog imod, hvis børnene for eksempel ikke kunne lide bestemte fødevarer. Men i dag tager familierne imod alt. De siger tak for det hele,” siger Astrid Christensen.

Om vinteren oplever hun i stigende udstrækning, at børn ikke har jakke eller andet varmt tøj til årstiden, og det er sket, at et barn er dukket op i badesandaler om vinteren.

”Den tiltagende fattigdom er især tydelig, når vi uddeler julehjælp, for der møder vi familierne samlet. De ser mere slidte og fattige ud end før. Det skyldes blandt andet, at de bliver ramt hårdere på økonomien end tidligere. Samtidig er kommunerne blevet skrappere og trækker i ydelser, hvis man for eksempel ikke møder op til aktivering,” forklarer Astrid Christensen.

Hun fremhæver, at kravene kan være rimelige nok.

”Men problemet er, at en del af vores brugere er syge. Førhen ville mange af de mennesker, vi hjælper, ikke være blevet vurderet arbejdsmarkedsparate. Vi ser en del med diagnoser som angst og borderline. Og så skal der ikke mange krav til, før de går helt ned,” siger Astrid Christensen.

Hun henviser til en kvinde, som blev tilbudt et praktikforløb i et i øvrigt fint aktiveringsprojekt.

”Konsulenten fra projektet spurgte kvinden ved den indledende samtale: ’Hvis jeg ringede til dig og sagde: Jeg har et job seks timer om dagen i morgen. Hvad skulle der så til for, at du ville tage det?’ Allerede der gik klappen ned for vedkommende. Hun havde en diagnose, der betyder, at hun skal have en helt fast struktur i sin hverdag. Hun fik en psykisk nedtur, der varede seks måneder,” fortæller Astrid Christensen.

Hun efterlyser en mere tålmodig indsats for de mest sårbare kontanthjælpsmodtagere, der indebærer praktikforløb over flere år samt sagsbehandlere, der har tid til at gå i dybden med den enkeltes problemer.

”Mange af vores brugere efterlyser ro og stabilitet, men ofte betyder den kommunale aktivering, at de skal i meget korte praktikforløb af få ugers eller måneders varighed. Hvis en borger har 60 procents fravær på et beskæftigelsestilbud, så bliver det registreret. Men ofte bliver der ikke stillet spørgsmålet ’hvad er det, der går galt, når du ikke møder op?’”

Brian Nielsen er i øjeblikket i praktik i et supermarked, og hans sagsbehandler vil forsøge at skaffe ham et fleksjob. Sker det, vil det betyde, at han ikke længere skal nøjes med under 1000 kroner om måneden til mad.

”Det hårdeste ved min situation lige nu er, at jeg ikke kan give mine børn det, jeg gerne vil, men jeg er optimistisk og håber på, at et fleksjob vil ændre min situation,” siger han.

Samira, som optræder i artiklen, ønsker ikke at stå frem med sit rigtige navn, men hendes navn er redaktionen bekendt.