Prøv avisen
Interview

Forfatter: Landbruget har udviklet sig til et økonomisk og moralsk fallitbo

”Hvis man accepterer den påstand, jeg kommer med i bogen – nemlig at vi med fordel kan købe det meste af det, vi skal spise, fra udlandet– frigør det lige pludselig to tredjedele af Danmark til alt muligt andet.,” siger Kjeld Hansen. – Foto: Territorium/Ritzau Scanpix.

Med bogen ”Farvel til dansk landbrug” sætter forfatter og journalist Kjeld Hansen fokus på erhvervets tilstand og konstaterer, at landbokulturen stort set er udslettet, naturen ødelagt og landet affolket. Men med opfindsomhed kan resterne reddes

Kjeld Hansen kunne ikke have illustreret sin pointe bedre selv, når det kommer til det konventionelle landbrugs brug af sprøjtegifte og behandling af dyrehold.

For på vejen mod Stevns, hvor forfatteren bor, er flere af markerne orange. Det bliver de, når landmanden sprøjter i stedet for at bruge diesel på at pløje i bund. Og på gårdspladsen foran den svinefarm, hvor journalisten er kørt ind for at spørge om vej til hans gård, er der ikke meget landboliv at spore. Produktionsbygningerne er hermetisk lukkede og en enlig østeuropæisk medhjælper gør sig hurtigt usynlig.

Tilbage er kun en bunke døde svin med røde og grønne tuschstreger på kroppe, der sladrer om mistrivsel og et usundt dyreliv.

Det er fristende at give både H.C. Andersen samt forfatter og deltidslandmand Kjeld Hansen ret i, at der var så dejligt ude på landet.

En lille kilometer længere nede ad den smalle vej ligger Kjeld Hansen og hans hustrus gamle landbrugsejendom så og ligner en gård fra dengang, der boede familier frem for fabrikanter på landet. Med fire skæve længer, skrabende høns, får på græs og en bæk, der er ført tilbage til sin snoede form efter mange år som død afvandingskanal.

Men er det på sin side så ikke bare en idyllisering af livet på landet? En urentabel omgang romantik i et moderne erhverv?

”Det er det da ikke. Vi repræsenterer jo fremtiden,” svarer Kjeld Hansen, mens vi stikker i røjsere for at skridte grunden af og tale om ”Farvel til dansk landbrug” – hans aktuelle debatbog, der stempler branchen som forgældet, forgiftet og fordømt.

Her på familiens egne jorde er markerne ikke orange, for her sprøjtes ikke. Fårene holder skrænterne til bækken, hvor ørrederne har vokset sig store og mange, og fire agerhønsepar holder til på matriklen. Agerhøns er ellers en af de mange arter, der er i svimlende tilbagegang. Også viber og lærker og harer er hastigt på vej ud af landskabet. Hele tre millioner fugle er gennem de seneste 30 år forsvundet fra mark og eng.

Det er et faktum, at biodiversiteten i det danske agerland er banket i bund.

”Hvis man accepterer den påstand, jeg kommer med i bogen – nemlig at vi med fordel kan købe det meste af det, vi skal spise, fra udlandet– frigør det lige pludselig to tredjedele af Danmark til alt muligt andet. Der vil være meget bedre økonomi i den turisme, det vil give, vi vil få en lykkeligere befolkning – og er der stadig nogen, der synes, det er sjovt at være landmand, ligesom jeg gør, så skal de da blive ved med det,” siger Kjeld Hansen, som sammen med sin hustru driver hendes slægtsgård.

Han fatter ikke, siger han, at vi vil svine vores land til med en industri, der giver så få penge.

”Dansk landbrug har udviklet sig til et fallitbo, både økonomisk og moralsk. I modsætning til andre højtudviklede lande har vi som et af de få fastholdt en høj landbrugsproduktion, selvom vi reelt holdt op med at være et landbrugsland i 1963. Så sent som i forrige uge stod statsminister Mette Frederiksen på et delegeretmøde og sagde, at vi er et landbrugsland, og at det er hun stolt af. Men det er noget gudsfordømt sludder. Branchen bidrager med uhyre lidt, kulturen er så godt som død, og noget så banalt som at få sig en kæreste som landmand, er noget, man må lave tv-programmer om,” siger Kjeld Hansen.

Vi er nået til det sted på grunden, hvor man skal holde sig for næsen, hvis vinden kommer fra nordvest og dermed oppe fra føromtalte svineproducent.

I dag nøjes en diffus brise dog med at pusle i nøddehegnet, men det er uforskammet, mener Kjeld Hansen, at man kan drive virksomhed, som ødelægger tingene for dem, der bor i nærheden.

Er det argument ikke netop del af den standende disput mellem by og land? Landbrugene var her vel først, og nogle af dem lugter?

”Han var her nu efter os. Vi er syvende generation her,” svarer Kjeld Hansen, og tager hul på en af dansk landbrugs mange udfordringer: Generations-problematikken.

”Gårde går jo ikke i arv mere. Børnene vil ind til byen og lave noget med it eller være journalister. I dag er kun fem procent af de aktuelle landmænd under 40 år, og i 2024 bliver gennemsnitsalderen 61 år,” siger han.

”Der er selvfølgelig nogle udmærkede unge mennesker, som vil være landmænd, men hvordan skal de skaffe 60 millioner kroner til at købe en gård for? Før i tiden begyndte man med en lille landejendom og brugte livet på at arbejde sig op. Det var sådan set okay – jeg ved ikke, om det skulle være sådan i dag, vi skal vel ikke gentage os selv. Men en sørgelig tendens er det, at dansk jord er koncentreret på så få hænder og at den nu bliver opkøbt af udenlandske spekulanter. Det kan jeg for min død ikke forstå, at vi gjorde lovligt i 2015 for at skaffe kapital udefra.”

Ifølge Kjeld Hansen har Danmark overladt ansvaret for to tredjedele af vores areal til blot 35.000 jordejere – eller sagt på en anden måde: 0,6 procent af befolkningen har i dag hånds- og halsret over 62 procent af landet.

Røjserne er stillet på plads i bryggerset og kaffen klar. Urmælken på bordet er fra Thise Mejeri. Miljøjournalist Kjeld Hansen går ikke ned på økologi.

Hans hustru, der også er journalist, er gennem slægtsgården fast forankret i lokalsamfundet, og i egenskab af formand for forsamlingshuset er det hende, der hvert år skal finde en høsttaler, som bare har en smule med landbrug at gøre. Og det er sværere, end det lyder, for selvom kommunen har 23.000 indbyggere og 75 procent af jorden er landbrugsjord, er ejerskabet endt på så få hænder, at det kniber.

”Det er et helt lokalt udtryk for den strukturudvikling, at der bliver færre og færre, der ejer mere og mere. Man producerer sine svin, men der er ingen kultur i det, intet liv for lokalsamfundet. Det opdager vi rigtigt stærkt her,” siger Kjeld Hansen.

Den lokale skole har de selv været med til at redde ved at købe en andel. For når landbofamilierne forsvinder, gør meget andet det også.

I dag er omkring 40 procent af de ansatte i dansk landbrug udlændinge. Helt overvejende fra Østeuropa.

”De er sikkert søde, det er slet ikke det, men som kulturbærende på landet er de fleste af dem uinteressante, mange er her kun i kort tid, taler ikke sproget og deltager ikke i noget.”

Hvor meget landbruget bidrager med økonomisk, er der flere måder at regne på. Landbrug & Fødevarer på Axeltorv i København når frem til et resultat, og Kjeld Hansen til et andet.

Men faktum er, at dansk landbrug ikke er nogen guldmine. Og det skyldes til dels manglende opfindsomhed, mener Kjeld Hansen.

”I dag får landmanden det samme for en liter mælk, som han gjorde for 20 år siden. I samme periode er der dygtige mennesker, der har formået at få en halv liter vand i en plasticflaske til at koste 10 kroner,” siger Kjeld Hansen og giver endnu et eksempel.

”I supermarkedet koster fem hollandske tulipanløg 30 kroner, og i køledisken ligger der en ribbensteg til det samme. Måske er vi ikke dygtige nok? Hollænderne kan jo tydeligvis, mens det eneste, vi kan finde ud af, er at pløje ligeud, høste svinefoder og hælde det i søer, som vi gør gravide 2,4 gange om året.”

Hvad mener han, der ville ske, hvis man som tankeeksperiment nedlagde landbruget?

”Intet! Mette Frederiksen vil sige, at skal vi så gå sultne i seng. Men nej, Mette, det skal vi ikke, vi skal importere maden, sådan som vi altid har gjort. Næsten alt, vi spiser, er importeret, og det er meget billigere produceret i udlandet. Selv på en pakke Tulip Bacon, som er så dansk så dansk, står der DE bagpå. Det er polakker i Tyskland, der står og skærer kødet op,” siger Kjeld Hansen og tilføjer:

”Det vigtigste overhovedet er at indse, at det her er en elendig forretning, og derfor skal vi lægge om. 32 millioner levende slagtesvin laver vi om året – plus ni millioner døde – og eksporten giver et sted mellem 29 og 31 milliarder kroner. Det er jo ingenting i sammenligning med de 697 milliarder kroner, hollænderne henter hjem på landbrugseksporten, fordi de gør det smartere.”

Døtrene er flyttet hjemmefra, og på køleskabsdøren hænger et foto af børnebørnene, der har fisket en bækørred på to et halvt kilo i det snoede vandløb.

Dengang Kjeld Hansens svigerforældre var unge, kunne gården brødføde både bonden, hans kone, deres børn, en forvalter og dennes familie, en karl, en pige og en dreng. I dag giver den et par hundrede tusinde kroner inclusiv EU-støtte. Men livskvaliteten er høj, selvom der er blevet langt mellem de små landbrug, også her på Stevns.

Så Kjeld Hansen sender journalisten tilbage til København med en hilsen.

”Vi vil gerne have nogle af de unge ægtepar med to børn til at flytte herud. De skal være så velkomne og får et godt liv her. Vi har brug for deres skattepenge, deres begavelse og deres engagement,” siger han.

”Vi står ved et vandskel, hvor vi kan gå den rigtige vej og afsætte mere jord til de familier, der leger med tanken om at flytte ud og dyrke lidt i stedet for at forære den væk til udenlandske spekulanter. Og det skal være nu, hvis vi vil have liv, lykke og velfærd tilbage ude på landet.”