Vi skal lære at tackle globaliseringens sårbarhed

For mange har coronavirus-pandemien sandsynligvis været en øjenåbner med hensyn til, at globaliseringen også på ekstrem vis øger vore samfunds sårbarhed. Det sidste må håndteres, når krisen er ovre

Globaliseringen giver mange økonomiske fordele. Det betyder, at varer kan produceres, hvor det nu bedst og billigst kan lade sig gøre rundt om på kloden. Uden globaliseringen ville langt færre danskere have råd til de fladskærme, rejser, mobiltelefoner, computere og biler, som de nu kan købe med en almindelig indkomst.

Globaliseringen giver bedre forbrugsmuligheder for alle, og den er medvirkende til, at millioner af mennesker i en række udviklingslande har kunnet bevæge sig fra armod til middelklasse.

Alle de fordele, som globaliseringen afstedkommer, er der skrevet tykke bøger om, og fordelene fremhæves igen og igen i den politiske debat.

Den anden side af globaliseringsmedaljen har imidlertid fået langt mindre opmærksomhed. Den drejer sig om, hvordan pandemiens lynhurtige globale menneskebårne udbredelse så tydeligt har vist, hvor sårbare vore samfund i virkeligheden er, når en tilfældig flagermusevirus muterer i den fjerne Wuhan-provins i Kina. Resultatet heraf har vist sig at være økonomisk krise, arbejdsløshed og tusindvis af døde.

Fremover vil denne ekstreme sårbarhed være et vilkår, som vi må tage højde for, når man indretter de offentlige institutioner i Danmark. For det har været tydeligt, at myndighederne er blevet taget på sengen i denne sag.

Først forsøgte man fra Sundhedsstyrelsens side at nedtone faren med meldinger om, at man ikke forventede, at der kom smittede til Danmark. Da disse forudsigelser viste sig at være alt for optimistiske, måtte man – sandsynligvis efter politisk pres – sadle hurtigt om. Strategiskiftet betød også, at man stod famlende overfor, hvordan bekæmpelsen skulle gribes an. Først skulle meget få testes. Derefter skulle mange flere testes, hvilket afslørede, at de danske sygehuse var i bekneb for det nødvendige testudstyr.

Anderledes forholdt det sig i en række østasiatiske lande som Taiwan, Sydkorea og Singapore, på trods af at disse stater har langt flere personforbindelser til Kina og derfor oprindeligt var i langt større risiko for at få smittede personer ind. Det, de tre lande gjorde anderledes end Danmark, var, at myndighederne meget tidligt svarede hårdt og aggressivt igen i den allertidligste fase af pandemien.

For eksempel gennemførte man rejserestriktioner for personer, der kom fra det kinesiske fastland, allerede den 1. februar, selvom verdens sundhedsorganisation, WHO, ikke mente, at rejserestriktioner var nødvendige på dette tidspunkt.

Det er ikke mindst læren fra udbruddet af fugleinfluenza eller SARS – eller ”svær akut luftvejs-syndrom” – i 2003, som har gjort de østasiatiske lande ekstra opmærksomme på nødvendigheden af en tidlig slagkraftig indsats.

I Taiwan etablerede man efter SARS-udbruddet et centralt kommandocenter for epidemier. Det begyndte arbejdet allerede den 20. januar i år, da det allerførste tilfælde sås i Taiwan. Her sammenstillede man hurtigt en lang liste med 124 konkrete initiativer med blandt andet grænsekontrol, nedlukning af skoler, anbefalinger om at arbejde hjemmefra, opsporing, testning for smitte, en tilpasning af ressourcerne på hospitalerne og en konsistent kommunikationsstrategi. Resultatet ses i dag, hvor Taiwan har under hundrede smittede med coronavirus.

Når coronavirus-pandemien er ovre, skal der givetvis foretages en evaluering af, hvordan vi i Danmark og andre lande i Europa og Nordamerika har håndteret den.

Mon ikke det bliver bedømt til at være ”ikke tilfredsstillende”. I den situation kan man håbe på, at der oprettes noget á la det, man etablerede i sin tid i Taiwan. Udfordringen bliver herefter at opretholde og vedligeholde et sådant center, selvom der kan gå år og dag imellem, at det træder i funktion. I en tid, hvor der for eksempel skal spares, er det altid let at lade det gå ud over en funktion, der ikke har været brug for i en årrække.

Peter Nedergaard er professor i statskundskab ved Københavns Universitet.