Prøv avisen
Interview

Svend Brinkmann: Vi skal lære at være i kaos uden tidshorisont

”Dine bedsteforældre blev sendt i krig. Du bliver bedt om at blive på sofaen. Det kan du godt.” Sådan lyder en af Svend Brinkmanns opslag, som på sociale medier især er blevet delt af yngre mennesker. – Foto: Janus Engel Rasmussen/Ritzau Scanpix.

Ængstelsen har med pandemien sænket sig over nationen, hvilket er hensigtsmæssigt, lyder det fra psykologiprofessor Svend Brinkmann, som ser tålmodighed som coronakrisens vigtigste dyd – en dyd, som længe har været forsømt

Fire dage efter, at statsminister Mette Frederiksen (S) den 11. marts havde holdt sit første corona-pressemøde i Spejlsalen på Christiansborg, hvor hun lukkede store dele af Danmark ned, satte psykologiprofessor Svend Brinkmann sig ned og formulerede en selvhjælpsliste til en ængstelig nation.

Han er professor i almenfilosofi ved Aalborg Universitet, radiovært og står bag en række bestsellere, der gør op med selvudviklingskulturen og argumenterer for styrken ved klassiske dyder. Han havde aldrig troet, at han skulle skrive selvhjælpsråd, men det var ikke desto mindre, hvad han gjorde denne søndag i sit hjem i Randers. 10 råd, skrevet med et glimt i øjet, der skal hjælpe med at holde katastrofetankerne på afstand.

De 10 punkter delte han på Facebook, og siden er de blevet en slags digitalt folkeeje. I skrivende stund er de delt mere end 15.000 gange.

”Jeg tænkte helt konkret: Jeg er statsansat professor i psykologi, og i den her situation, hvor vi alle er ængstelige, vil jeg formidle ukontroversiel psykologisk viden. Rådene kan synes banale, men de kan bakkes op hvert og et.”

Som debattør og skribent er Svend Brinkmann erfaren i at tage nationen på briksen og gerne med et gæstepanel i programmet ”Brinkmanns briks” på DR P1. Når det gælder den aktuelle krise, mener han, at det er alt for tidligt at drage konklusioner. Der blafrer for mange præmature konklusioner i forårsvinden, ifølge Svend Brinkmann. I sin forskning har han i en årrække beskæftiget sig med sorg og tab, og han ser ligheder mellem tolkningen af coronakrisen og et træk ved tidens sorgkultur, hvor tragedien så at sige skal bruges produktivt.

”I retorikken om sorg hører man krisen beskrevet som en indirekte gave til videre vækst. Jeg håber, at vi kan lære et eller andet af det her, men hvad vi kan lære, er alt for tidligt at sige. Men taler vi om tragedien som et afsæt for udvikling, kan vi komme til at negligere tabet.”

Det eneste, han mener at kunne sige med sikkerhed om nationen i coronakrisen, er, at der hersker forvirring og ængstelse.

”Træder man et skridt tilbage, kan man se, hvordan tingene gynger frem og tilbage, og rigtig mange er forvirrede. Mange er i en udsat position sundhedsmæssigt og økonomisk. Vi er vant til, at ting hurtigt kan fikses, men sådan er det ikke i denne situation. Vi skal lære at være i kaos.”

Det andet, man ifølge Brinkmann kan fastslå, er, at der råder en udbredt ængstelse. Mens angst ses som en uvelkommen gæst, så kan ængstelse bruges til at bekæmpe en virusepidemi og konkret få folk til at vaske hænder, spritte af og holde afstand.

”Normalt skal politikere ikke sprede frygt i befolkningen, men her er det faktisk opgaven at sprede en vis frygt, så vi bliver ængstelige, for når vi er ængstelige, opfører vi os i overensstemmelse med det, som er mest hensigtsmæssigt. Det er selvsagt en fin balance, hvordan man undgår, at frygten bliver til en lidelse. Det var også en af grundene til, at jeg formulerede de 10 råd.”

Han forventer, at man vil se flere tilfælde af både angst og depression som følge af krisen og de forandringer, den medfører.

Men han tror ikke, at der bliver tale om en dramatisk stigning.

”Der er mennesker, som vil blive reelt isoleret og opleve et enormt fald i deres livskvalitet, men samtidig har alle hørt, at vi skal stå sammen ved at holde afstand, og dermed er isolationen et slags kollektivt projekt. Psykiske lidelser får man typisk, når man ikke kan se en mening med det, som sker, men her har de store forandringer et meget konkret formål.”

Tilbage til den selvhjælpsliste, Svend Brinkmann har skrevet og delt. Et af rådene lyder:

”Skab struktur gennem ritualer og rutiner. For os, der skal arbejde hjemme i de kommende uger, bliver det svært at koble fra den konstante nyhedsstrøm. Hvis ikke vi i forvejen har Fomo (fear of missing out – frygt for at gå glip af noget, red.), så kan vi hurtigt få det af ængstelsen. Det kan hjælpe at opdele dagen mest muligt i arbejde og pauser. Prøv for eksempel pomodoro-metoden, hvor man arbejder 25 minutter og holder fem minutters pause, hvor man går lidt rundt eller laver kaffe. Selvom det er svært, så prøv at begrænse nyhedsforbruget til efter arbejdsdagen.”

Hjemmearbejdsdage plejer at være ganske produktive for Svend Brinkmann, så da han blev hjemsendt, så han frem til tid med koncentreret fordybelse, men han konstaterede, at det var udfordrende at finde den frugtbare arbejdsform, han ellers forbinder med at arbejde hjemme.

Han mener, at der er en evolutionspsykologisk forklaring på de stærke impulser til at følge med i nyhedsstrømmen. I en krise vil mennesket vide, hvad der sker i flokken.

”Det her aktiverer alle vores impulser til at følge med. Biologisk er vi forberedt på at reagere på mikrober, hvilket er grunden til, at vi ser en universel væmmelse ved snot, slim og andre kropsvæsker. Så kan man spørge, hvorfor vi ikke har haft samme reaktion på den klimakrise, som der er talt så meget om? Den evolutionspsykologiske forklaring er, at vi ikke er præprogrammeret til at reagere på noget, som har langsigtede konsekvenser, men vi holder øje med, om vi selv eller vores nærmeste får feber eller hoster.”

Tiden vil vise, om pomodoro-teknikken og andre mentale greb kan skabe fordybelse i de kommende uger.

”I det øjeblik, vi får en slags udløbsdato for denne undtagelsestilstand, tror jeg, at meget vil ændre sig. Men i øjeblikket kan vi ikke sætte et kryds i kalenderen og tælle ned.”

Mens man afventer en udløbsdato, konstaterer Svend Brinkmann, at værdien af faste rutiner synes vigtigere i en forandret hverdag.

”Fra antropologien ved vi, at ritualer er fundamentale for et samfund, og det samme gælder selvpålagte rutiner, som kan bruges til at orkestrere et hverdagsliv. For nogle virker det at skrive lister, så man eksternaliserer sine planer, og man flytter tankerne ud af sit sind og i stedet kan interagere med dem.”

På sociale medier har særligt yngre mennesker delt et opslag, som oversat til dansk lyder: ”Dine bedsteforældre blev sendt i krig. Du bliver bedt om at blive på sofaen. Det kan du godt.” Ifølge Svend Brinkmann dækker opslaget over den dyd, som er tidens mest efterspurgte: Tålmodighed.

”Hvis et samfund er i krig, så skal de modige gå forrest med lanserne, og aktivitet skal redde os. I den her krise er det passiviteten i form af tålmodighed, som skal redde os, og vi er ikke trænede i at være tålmodige. I krisens første tid har mange reageret nærmest beundringsværdigt, og det er igen blevet bevist, at folk lever på måder, som er meget bedre moralsk, end man skulle tro, hvis man kun læser det, som bliver skrevet om os. Det går godt to og måske tre uger, hvor vi skal være hjemme, men hvordan ser det ud om tre eller fire uger? Jeg tror, det kan blive vanskeligt.”

I et højhastighedssamfund som det danske er tålmodighed ikke en dyd, som er blevet trænet, konstaterer Brinkmann og siger:

”Samtidig kan vores skærme konstant fodre os med sanseindtryk fulde af frygt, hvilket ikke kalder på den rolige tålmodighed, som i tidligere kulturer nærmest har været en selvfølge. Filosoffer og kirkefædre har prist tålmodigheden som en sjælelig dyd, og det har været en hjælp, når kriser skulle drive over, men det er ikke en erfaring, vi har i vores kultur, hvor mange af os er trænet til at følge vores impulser og handle, mens vi har gejsten.”