Der har været årelang kritik af satspuljen, fordi puljen er blevet finansieret ved, at overførselsindkomster ikke stiger i takt med prisudviklingen. Hvorfor skal satspuljen nu nedlægges? Er det på grund af sagen om Britta Nielsen, der er sigtet for at have stjålet 110 millioner kroner fra satspuljen?
Jeg kan med stor fasthed i stemmen sige, at svindelsagen intet har at gøre med aftalen om at nedlægge satspuljen. Nedlæggelsen af satspuljen var et stærkt ønske fra Dansk Folkeparti før sommerferien, hvor vi intet vidste om svindelsagen. Satspuljen er skruet uhensigtsmæssigt sammen. I år med vækst og høje lønstigninger har man haft mange penge at gøre godt med, og i kriseår med lav vækst har der været færre penge. Det har jeg selv påpeget som problem gennem flere år.
Historisk er hjælpen til hjemløse og kvinder i prostitution ofte begyndt i de frivillige foreninger for derefter at blive en del af samfundets sociale indsats. Hvordan sikres det, at civilsamfundets mange små initiativer stadig kan fortsætte?
Først og fremmest mister ingen de tilskud, de allerede har fået. Fremadrettet opretter vi en ”reserve”, hvor langt hovedparten målrettes midlertidige og udviklingsorienterede projekter inden for socialområdet. Det er netop midler, der kan søges af civilsamfundet. Til gengæld vil indsatser, der har karakter af permanente udgifter, fremover komme på finansloven. I år finansierede halvdelen af satspuljemidlerne permanente indsatser som for eksempel Familieretshuset (den ny administrative enhed ved skilsmisser, red.) og ghettoplanen. Den slags investeringer vil fremover komme på finansloven, og jeg mener faktisk, at det vil styrke den sociale indsats.
Fra 2023 afsættes godt 800 millioner kroner om året til ”reserven”. Det står i aftalen, at ”langt hovedparten af midlerne” går til socialområdet. Betyder hovedparten 60 eller 80 procent?
Det betyder, at langt de fleste midler går til socialområdet, men det har ikke givet mening at sætte procenter på.
Afskaffelsen af satspuljen vækker bekymring blandt små foreninger. Som et eksempel kan nævnes Fit for Kids, en lille forening, der med støtte fra satspuljen laver indsatser for socialt udsatte børn, som kæmper med overvægt. Kan den slags mindre projekter, der siden kan inspirere kommunerne, regne med at overleve?
Det vigtigste er, at vi i fremtiden får en målrettet og virksom socialpolitik. I stedet for, at politikere fordeler penge til enkeltprojekter som Fit for Kids, så har vi fået en armslængde. Vi skal væk fra, at politikere føler omkring socialpolitik og kan prioritere enkelte foreninger, som for eksempel, da Lisbeth Zornig blev lovet en million kroner fra satspuljen. Vi skal i stedet iværksætte store programmer som indsatsen for udsatte børn, hvor vi har investeret en kvart milliard kroner. Vi skal arbejde med at finde lovende projekter, hvis virkning vi først afprøver i mindre skala og siden i større skala. I den proces kan civilsamfundet også spille en rolle. Vi skal ikke bruge penge på noget, der ikke virker.
Men satspuljen har blandt andet fungeret som et laboratorium for at afprøve nye indsatser, hvis effekt netop ikke er målt. Bliver der stadig plads til det?
Ja, foreninger vil kunne søge reserven. Overordnet kan jeg ikke forestille mig en situation, hvor vi ikke længere har Mødrehjælpen og Kirkens Korshær eller nye organisationer som Liva Rehab, der hjælper kvinder ud af prostitution. Derfor kommer vi til at holde hånden under både de nye og de etablerede foreninger. Det står meget klart i aftalen, at civilsamfundet fremover skal have høj prioritet, og det vil blive svært at smyge sig udenom, selv hvis en fremtidig socialminister måtte prioritere civilsamfundet lavere, end jeg gør.