Prøv avisen

Vi skal være bedre til at pleje døende slægtninge

Georg Bollig, læge ved palliativt team på Sønder-borg Sygehus. – Privatfoto.

Flere mennesker kunne få opfyldt ønsket om at dø hjemme, hvis de pårørende vidste mere om pleje og lindring i livets afsluttende fase, mener læge Georg Bollig. Ifølge ham bør det være en borgerpligt at kunne yde sidstehjælp

8 ud af 10 danskere ønsker at få lov at dø i eget hjem. Men kun cirka halvdelen får ønsket opfyldt. Det kunne imidlertid se helt anderledes ud, hvis der i befolkningen var et større kendskab til, hvordan man plejer og lindrer i den sidste tid af et menneskes liv. Det mener Georg Bollig, der er læge ved palliativt team på Sønderborg Sygehus.

Igennem en længere årrække har han arbejdet med at udvikle et såkaldt sidstehjælps-kursus, hvor både sundhedsfagligt personale og ganske almindelige mennesker kan lære at yde den rette støtte for døende.

”Jeg synes, at det er en borgerpligt, at man kan yde sidstehjælp – præcis, som jeg mener, det er, at man kan yde førstehjælp. Vi har alle et ansvar for de mennesker, vi lever sammen med. Alle bør bidrage med det, de kan. Sundhedsvæsenet skal selvfølgelig tage sit ansvar, men vi skal tilbage til, at der ikke skal en specialist til at ordne alting. Der er nogle ting, som alle kan,” siger Georg Bollig.

Mange har den opfattelse, at det ikke kan lade sig gøre at pleje en døende slægtning i hjemmet, hvis vedkommende for eksempel er meget plaget af smerter, og de tror fejlagtigt, at der altid behøves en specialist i den umiddelbare nærhed. Men det er slet ikke tilfældet, fortæller Georg Bollig.

”Man kan sagtens i samarbejde med egen læge, hjemmesygeplejen og et palliativt team sørge for, at den døende er tilstrækkeligt smertelindret hjemme. Faktisk er der kun to ting, som kan gøre det svært for patienter at dø i eget hjem. Den ene er, hvis der slet ikke er nogen pårørende til at pleje og lindre, og den anden er, hvis den døende lider af svær åndenød. I den situation kan det være meget svært at holde ud for både patienten og den pårørende,” siger Georg Bollig.

Når pårørende ikke vover at tage ansvaret for at pleje en døende i dennes hjem, handler det i høj grad om manglende viden om selve dødsprocessen, ligesom få har tiltro til, at de kan klare at stå alene i akutte situationer.

Samtidig har mange så stor en tillid til sundhedsvæsenet, at de føler sig overbevist om, at kun fagfolk kan stå for opgaven. Men igennem et samarbejde og ved samtaler med personalet i palliativt team kan man som pårørende klare mere, end man tror.

”Vi har for eksempel en såkaldt tryghedskasse, som vi kan udskrive, hvori der er medicin mod kvalme og smerter, og som også de pårørende kan give efter kort oplæring. Og jeg oplever, at så snart vi får snakket om, hvad der faktisk kan lade sig gøre, så bliver de pårørende mere rolige,” siger Georg Bollig.

Han tror ikke, at det er selve dødsøjeblikket, som pårørende er nervøse for. Det er snarere vejen dertil, der kan føles skræmmende.

”Hvis man mister sin mor eller far, for eksempel, så kommer døden pludselig tættere på. Så er man selv den næste i rækken. Og lige sådan når man er sammen med en døende, så er man også nødt til selv at indse, at man er dødelig,” siger Georg Bollig, der er speciallæge i anæstesiologi og palliativ medicin.

Selve dødsprocessen er mange mennesker ganske uvidende om. Hvad betyder det for eksempel, når den døende holder op med at spise, holder op med at drikke – er det normalt, og hvordan skal man handle i den situation?

Ifølge Georg Bollig gælder det med sidstehjælp, ligesom det gør med førstehjælp, at det er bedre at gøre noget, frem for at forholde sig passivt. Imidlertid kan indsatsen sagtens bestå i ”bare” at være tilstede.

”Ganske mange har det nemmest, når de kan gøre noget aktivt. Og der er også altid noget, man kan gøre. Når folk stopper med at spise og drikke, så kan man måske se en film sammen, eller hvis man ikke længere kan det, kan man give lidt mundpleje ved for eksempel at fugte læberne, som hos døende bliver meget tørre. Men man kan også bare sidde og være der. Som den irske palliative mediciner Tony O’Brien sagde: ’Don’t just do something –sit there’,” siger Georg Bollig og tilføjer:

”Det, som ofte skaber problemer, er, når der ikke er mere, man kan gøre. Men så er det vigtigt at huske på, at der altid er tilbage, at man kan holde ud sammen”.

Den demografiske udvikling betyder, at der i de kommende år vil blive flere ældre, og at presset på sundhedssektoren dermed stiger. Sammenholdt med at de fleste danskere ønsker at dø hjemme nødvendiggør det, at flere lærer sidstehjælp.

Men selvom Georg Bollig har stor tiltro til, at de fleste pårørende på et oplyst grundlag vil kunne varetage pleje og lindring af deres pårørende, kan der ikke udstedes garantier for, at det bliver en god oplevelse.

”Det kan selvfølgelig risikere at blive ubehageligt, og det er ikke sikkert, at du får det, som du ønskede. Langt de fleste kan dø hjemme med lidt hjælp, men der vil også være nogle, der kæmper så meget imod døden, at oplevelsen kan blive mindre behagelig,” siger Georg Bollig.

Han peger på, at flere efter at have været på sidstehjælpskursus har ytret, at de ville ønske, de havde gjort det noget før, da de føler, at de så havde tacklet tidligere dødsfald blandt slægtninge bedre.

Sidstehjælpskurserne kan man tage mange steder i Danmark. De arrangeres af blandt andre palliativt team i Sønderborg og via Dansk Forening for Palliativ Indsats.