Selvom det er 30 år siden, Kim Nguyen og Thich Phap Quang kom til Danmark som bådflygtninge, føler de fortsat stor taknemmelighed over for det land, der dengang tog imod dem og gav dem mulighed for en ny tilværelse.
Derfor vil vi også gerne gøre en indsats for det samfund, der har hjulpet os, i taknemmelighed over at vi har fået lov til at bo i et land, hvor der ikke er krig og undertrykkelse, forklarer Kim Nguyen.
Hun var ni år, da hun i 1979 kom til Danmark sammen med sine forældre og en lillesøster, og arbejder nu som lægekonsulent ved Odense Kommune.
LÆS OGSÅ: Buddhisme giver god integration
Thich Phap Quang flygtede til Danmark som 22-årig i 1982. Flugten omfattede fem forfærdelige døgn, hvor han var stuvet sammen med over 50 andre flygtninge i en lille båd, så tæt, at der knap var plads til at strække benene.
Vi fik ikke noget at spise og manglede vand, og jeg troede til sidst ikke, at vi ville overleve, men så mødte vi to skibe, der samlede os op. Og kan man så andet end føle taknemmelighed, når man kommer til et land, hvor der bliver købt varmt tøj til én, og man bliver hjulpet på alle måder?, siger han.
Det varme tøj udgjorde en absolut nødvendighed, for Thich Phap Quang ankom til Danmark i december 1982, da vinteren tog tilløb til kulderekord, og han fik sit første møde med sne og is.
Kim Nguyens forældre havde som kvoteflygtninge selv valgt at komme til Danmark.
De valgte Danmark, fordi de vidste, at det var et trygt og fredeligt land med frihed til at sige sin mening, fortæller hun.
Thich Phap Quang derimod vidste ingenting om Danmark. I Vietnam var han vokset op i storbyen Saigon, hvor der var varmt og mennesker alle steder, så mødet med en affolket dansk provins, hvor alle holdt sig indendøre i vinterkulden, var i første omgang lidt af et kulturchok ligesom i øvrigt smagen af dansk rugbrød. En oplevelse, han mindes med et underfundigt smil:
Mærkelig smag, syntes jeg. Jeg var jo vant til ris.
Thich Phap Quang arbejdede som folkeskolelærer i Vietnam og fik i Danmark en uddannelse til sygeplejerske. I dag er han munk ved Tempel Van Hanh, de vietnamesiske buddhisters tempel i Odense, hvor Kim Nguyen er i bestyrelsen og medvirker ved ceremonierne som læg-buddhist. Når de begge understreger taknemmeligheden, er der her for dem en tæt forbindelse til deres kultur og den buddhistiske etik.
Det ligger dybt i os, at vi allesammen må forsøge at yde det bedste, vi kan, for at få et godt liv for vores familie, vores medmennesker og hele samfundet, understreger Kim Nguyen.
Som en del af kulturen indgår også forældrenes ambition om, at deres børn får en god uddannelse, ligesom man sætter en ære i at forsørge sig selv. Kim Nguyens far var gymnasielærer i Vietnam. Da familien kom til Danmark, blev han fabriksarbejder.
Det, der betød noget for ham, var, at han fik arbejde for at være selvforsørgende, så vi børn kunne få en uddannelse.
Som Jørn Borup dokumenterer i sin undersøgelse Religion, kultur og integration, er de vietnamesiske bådflygtninge og deres efterkommere historien om en vellykket integration. Det gælder ikke mindst de kulturåbne buddhister.
Buddhas lære fortæller os, at der er mange veje til at opnå et godt liv, og at vi her må tage hensyn til hinanden og tilpasse os det samfund, vi er en del af, forklarer Thich Phap Quang og Kim Nguyen.
Det er jo aldrig kun for os selv, at vi skal arbejde for at udvikle os til det bedre, og som flygtninge i et andet land har vi forsøgt at tage det bedste til os fra både den danske og vietnamesiske kultur.
Når jeg rejser ud af Danmark, savner jeg Danmark. Når jeg rejser ud af Vietnam, savner jeg Vietnam, siger Thich Phap Quang og smiler.