Mange danskere skriver testamente, før de tager på sommerferie

Op mod sommerferien har mange travlt med få skrevet testamente, før de rejser af sted på ferie. Folk er bange for flystyrt og terror, lyder forklaringen

Det formelle skal der være styr på, før man forlader de trygge rammer hjemme i Danmark, og det mærker de hos virksomheden Familie-Testamente, som hjælper danskere med at lave testamenter og andre arveretlige dokumenter.
Det formelle skal der være styr på, før man forlader de trygge rammer hjemme i Danmark, og det mærker de hos virksomheden Familie-Testamente, som hjælper danskere med at lave testamenter og andre arveretlige dokumenter. . Foto: Ritzau Scanpix/Iris.

Med sommerferiens komme med lange køreture og flyrejser til det store udland stiger interessen også for at få vigtige formalia på plads – herunder det, der sker, hvis man aldrig kommer hjem.

Flere virksomheder, som hjælper folk med testamenteskrivningen, oplever nemlig travlhed op mod sommerferien. En travlhed, som man også hos Tinglysningsretten, der registrerer notartestamenter og ægteskabspagter i Danmark, har bemærket.

”Vi ser typisk en stigning i antallet af såvel testamenter som ægtepagter op til feriesæsonen,” skriver retspræsident hos Tinglysningsretten, Søren Hansen, i en mail til Kristeligt Dagblad.

Det formelle skal der være styr på, før man forlader de trygge rammer hjemme i Danmark, og det mærker de hos virksomheden Familie-Testamente, som hjælper danskere med at lave testamenter og andre arveretlige dokumenter. Ifølge stifter og administrerende direktør Emma Novak Christensen skyldes den store interesse én ting – nemlig frygt:

”Når folk skal afsted på ferie, hvor de måske skal køre lange ture eller ud at flyve, så er de bange for, om de mon kører galt, eller om deres fly styrter ned. Derudover er truslen om et muligt terrorangreb også noget, som folk tænker over, og generelt tænker folk simpelthen bare meget over, hvad der kan være konsekvensen af at rejse på ferie. Derfor ønsker de først at få styr på det formelle,” fortæller hun og fortsætter:

”I hverdagen går alle og enhver ikke ligefrem og tænker over, om der mon kan ske dem eller deres familie noget i morgen. Men når ferien og diverse rejser står for døren, vågner mange op og tænker: ’Hov, vi må hellere få styr på testamentet, hvis nu en af os går bort’. Vi kan se, at tendensen er, at der hos os er ekstra meget at lave i maj, juni og juli.”

Samme trang til at få skrevet testamentet inden afrejse ser de også hos advokathuset MinAdvokat.

”Der er en hel del, som gerne vil have det formelle på plads, inden de rejser mod Tenerife. Det er generelt sådan, når vi nærmer os ferier, men op mod sommerferien er der især tryk på. Folk kommer til os og fortæller, at de er i tidsnød, fordi tingene skal være i orden, inden de måske to dage senere rejser afsted. Ferier er på mange måder en form for deadline i folks øjne,” siger Ulrik Grønborg, der er advokat i familie- og arveret hos MinAdvokat og bemærker, at han ofte møder ordene: ”hvad nu, hvis flyet styrter ned?,” som årsagen til, at testamentet skal i hus inden afrejse. Han oplever, at testamenteskrivningen derfor skal hastes igennem.

”Fordi det skal være ordnet så hurtigt, så bliver vi nødt til at skrive et såkaldt vidnetestamente til dem, som blot kræver, at to neutrale personer bevidner, at den enkelte underskriver testamentet. Når de vender tilbage igen fra rejsen, har de tid til at få det underskrevet af en notar, hvilket er det, vi ellers anbefaler folk at gøre i første omgang.”

Men hvordan kan det være, at danskerne er bange for, hvad der kan ske dem, når de skal ud at rejse?

Poul Poder, lektor på sociologisk institut ved Københavns Universitet, mener, at det er udtryk for en overdreven frygt for, at der sker noget, når man drager afsted på ferie, selvom statistikken faktisk fortæller, at der er større risiko for en ulykke, når man forlader Danmark og de vante omgivelser:

”Frygten for, hvad der kan ske, når vi forlader landet, kan sagtens være overdreven. Men selvom vi ved, at noget faktisk er temmelig ufarligt, betyder det ikke, at vi føler det sådan. For vi lever i en virkelighed, hvor medierne eksponerer os for billeder af terrorangreb og fly, der styrter ned, og det kan ikke undgå at præge os. At rejse er jo at eksponere sig for det uventede, og statistisk set er risikoen for en ulykke større, når man rejser, end når man er hjemme. Så på den måde har frygten også sit rationale, selvom risikoen for eksempelvis terror i en lufthavn er minimal,” siger han.