Prøv avisen

Vi undervurderer, at rendyrket ondskab kan være en forklaring på voldelige attentater

”Trumps retorik = vores blod” har en demonstrant skrevet på et skilt med henvisning til, at det skulle være præsident Donald Trumps retorik, der var skyld i de to masseskyderier i USA weekenden. Foto: Callaghan O’Hare/Reuters/Ritzau Scanpix

Når der sker terrorhandlinger eller masseskyderier står forskere og meningsdannere i kø for at forklare, hvad der driver mennesket til at begå uhyrlige handlinger. Men de rationelle forklaringer slår ikke til, mener flere

Aviser, nyhedsudsendelser og sociale medier har i løbet af ugen været oversvømmet med forskellige bud på, hvad der med få timers mellemrum i weekenden fik to mænd i henholdsvis delstaterne Texas og Ohio i USA til uafhængigt af hinanden at skyde og dræbe i alt 31 uskyldige civile.

Flere forklaringer har været bragt i spil. Var gerningsmændene blevet radikaliseret på obskure dele af internettet? Handlede de med afsæt i præsident Donald Trumps til tider kradse retorik? Eller havde de som følge af landets liberale våbenlovgivning blot haft for let adgang til automatrifler?

Når det er et islamisk terrorangreb, som finder sted, spørges der tilsvarende, om årsagen skal findes i religion, fattigdom, social udstødelse eller i en vestlig udenrigspolitik, der har efterladt Mellemøsten i kaos. Muligvis koblet med en psykisk lidelse eller en hård opvækst.

Sjældent nævnes det som mulighed, at der i mennesket findes en iboende ondskab, som, når alle sociologiske og psykologiske forklaringer skrælles væk, virker som en selvstændig kraft i verden.

At vi mere eller mindre fornægter, at ondskaben eksisterer i sin egen ret, hænger ifølge Sørine Gotfredsen, sognepræst, forfatter og debattør, sammen med, at vi i den vestlige verden i vid udstrækning har skubbet Gud og kristendommen ud i periferien. Og forkastet syndefaldsmyten.

”Hvor Martin Luther ville sige, at mennesket som følge af syndefaldet er født ondt, er der siden oplysningstiden vokset et mere progressivt og positivt menneskesyn frem. Her ses mennesket som værende blanke væsener fra fødslen, der først senere formes af vores opvækst, samfundet og kulturen. Og det derfor er de omkringliggende omstændigheder, der får mennesker til at begå onde handlinger,” siger Sørine Gotfredsen, der selv har behandlet ondskab som begreb i bogen ”Fri os fra det onde”.

Hun påpeger, at accepten af, at der er kræfter, vi ikke kan styre eller begrunde gennem de rationelle videnskaber, er for skræmmende et perspektiv til, at vi kan anerkende det som forklaring. Derfor leder vi efter konkrete årsager, vi kan forholde os til, som det for eksempel var tilfældet, da den amerikanske præsident, Donald Trump, i ugens løb skød skylden for de to masseskyderier på voldelige videospil.

”Vi har en længsel efter at tro på, at det onde ikke eksisterer. Det er rarere for os at rendyrke idéen om, at det hele er i vores egne hænder, og hvis bare vi griber livet rigtigt an, kan vi langt hen ad vejen sørge for, at mennesker forbliver de gode størrelser, som psykologien og det terapeutiske menneskesyn tilsiger, vi er,” siger Sørine Gotfredsen.

Den holdning deler Anders Moe Rasmussen, der er lektor i filosofi ved Aarhus Universitet. Han mener, at vi lever i en “oplysningsmyte”, hvor vi har en grænseløs tillid til videnskaben og fornuften.

”Men på trods af alt det, vi ved og kan måle og veje, er ondskaben ikke forsvundet. De psykologiske og sociale forklaringer slår ikke til, og det vil de heller ikke gøre fremover. Vi drømmer om at kunne forklare og styre alting, og at vi selv kan skabe Paradiset, men ondskaben er her på trods af vores store viden endnu, så vi er nødt til stadigvæk at bruge den som forklaring,” siger Anders Moe Rasmussen.

Han forklarer, at den underliggende præmis for de videnskabelige forklaringer er, at vi kan slippe for handlinger som terrorangreb eller masseskyderier, hvis bare vi kan forklare dem. For så ved vi også, hvad vi kan gøre for at forhindre dem.

”Derfor har det trange kår at tale om ondskab. Vi kan ikke acceptere, at der er en grænse for vores magt. Og vi afgiver den suveræne magt over livet, hvis vi begynder at tale om, at ondskab og det onde også spiller en rolle i de her hændelser,” siger Anders Moe Rasmussen.

Ifølge lektor i filosofi ved Roskilde Universitet Sune Lægaard er ondskab ikke et særlig brugbart begreb, når det kommer til at forklare, hvorfor mennesker begår forfærdelige handlinger.

”Man er nødt til at kigge efter andre forklaringer, hvis man rent faktisk er interesseret i, hvorfor de finder sted. Er man ikke det, men blot interesseret i at dele verden op i godt og ondt, kan man selvfølgelig bruge ordet ondskab, men så siger det ikke noget om verden, men blot om, hvad den, der bruger ordet, synes er ondt,” siger Sune Lægaard.

Han mener, at brugen af ondskab som forklaring rent faktisk kan fungere kontraproduktivt, hvis man blot beskriver for eksempel terrorhandlinger med, at det var ondskaben, der var på spil.

”Dem, som begår handlingerne, har ofte selv en opfattelse af en verden opdelt i de gode og onde, ellers ville de have svært ved at begå den slags handlinger. Hvis man som reaktion på en handling selv opererer med den opdeling af verden, kan man risikere at komme til at forstærke det verdensbillede, som førte til handlingen,” siger han.

Derudover afskærer man sig fra at undersøge, hvorfor det overhovedet fandt sted. Og ofte vil der være en baggrund for, at handlinger bliver begået. De årsager bør man forsøge at undersøge videnskabeligt, mener Sune Lægaard.

Sørine Gotfredsen anerkender, at videnskaberne kan bringe os et stykke ad vejen hen imod en forklaring på, hvorfor nogle begår masseskyderier eller terrorhandlinger. Men hun advarer mod, at man mister blikket for det onde.

”Selvfølgelig kan man forhærde et menneske ved at give det en frygtelig barndom. Men erkendelsen af ondskab og det at forholde sig til kristendommen er forudsætningen for at forstå omfanget af sin egen livslange kamp for at tjene det gode. Glemmer vi ondskaben, overser vi det enkelte menneskes pligt til hver dag at holde det onde, også forstået som den daglige svaghed og det daglige svigt, fra livet,” siger Sørine Gotfredsen.