Den 5. maj 1993 standsede en bus med bosniske flygtninge i Sandholmlejren i Nordsjælland. I bussen sad syvårige Ehlimana Dedovic og hendes lillebroder Ismar Dedovic på fem år. Sammen med deres forældre havde de været syv dage undervejs fra Tyrkiet. Familien havde kun haft råd til at købe to sæder i bussen, og deres far måtte stå op en stor del af turen.
Krigen i Bosnien-Hercegovina havde på det tidspunkt varet et år, og familien håbede, at den snart ville slutte, så deres ophold i Danmark kunne blive kortvarigt.
Men som hovedparten af de godt 20.000 bosniske flygtninge, der kom til Danmark fra 1992 til 1995, blev de her i landet.
En undersøgelse fra Ankestyrelsen viser, at det er gået den unge generation af bosniere godt i Danmark, og at flere bosniere end danskere tager en videregående uddannelse.
Ismar og Ehlimana Dedovic er i dag 27 og 30 år. Vi møder dem i kantinen på Københavns Universitet, hvor de begge er ansat. Ismar skriver ph.d.-afhandling om Første Verdenskrig på Balkan. Ehlimana er ekstern lektor i østeuropastudier. Selvom livet i asylcenteret i dag ligger mange år tilbage, mener de stadig, at de har været heldige at havne i et land med høj velfærd og gratis uddannelse.
”At vi kom til Danmark, var en tilfældighed. Vi vidste ikke, at det var et land med velfærdsydelser som pension og gratis uddannelse. Vi boede i en flygtningelejr nær Istanbul, og et par gange om ugen kørte der en bus med flygtninge til Nordeuropa. Den dag, vi skulle af sted, skulle bussen via Ukraine og Østeuropa til Danmark. Hvis vi var kommet gennem Tyskland, var vi sikkert stået af der, for vi har familie i Tyskland. Men vores forældre har ofte sagt, at vi var heldige, at vi havnede i Danmark,” fortæller Ismar Dedovic.
Ismar og Ehlimana blev født i byen Zvornik ved floden Drina, der snor sig mellem bjergene på grænsen mellem Serbien og Bosnien-Hercegovina. De havde en sorgløs barndom, indtil serberne angreb byen. Ismars og Ehlimanas forældre havde gode jobs. Deres far ejede en mindre kæde af sportsbutikker. Moderen var sygeplejerske.
Den 8. april 1992 blev byen angrebet af serberne. Krigen og serbernes voldsomme etniske udrensning af muslimerne kom som en overraskelse for forældrene, der var vokset op i Titos Jugoslavien.
”De havde begge været kommunister og havde oplevet, hvordan forskellige befolkningsgrupper levede fredeligt sammen. Min fars forlover og vores gudfar var serber, og mine forældre havde også en serbisk lejer, som vores familie stadig har forbindelse med,” fortæller Ismar Dedovic.
Ehlimana Dedovic husker, hvordan familien i krigens første dage overnattede på byens hospital, mens granaterne faldt.
”Som børn fik vi at vide, at vi skulle være stille på grund af udgangsforbud i byen. Men jeg husker ikke, at jeg var bange. Men for mine forældre var oplevelserne traumatiserende,” fortæller Ehlimana Dedovic.
I begyndelsen af maj 1992 besluttede familien at forlade deres hjem og flygte til udlandet via Serbien. Kvinder og børn kunne krydse broen, der udgjorde grænsen til Serbien, mens søskendeparrets far og farfar måtte smugles ud af en serbisk ven. De kom til Makedonien. Derfra gik turen med bus til Istanbul, hvor de havde en faster.
Men efterhånden som det blev for trangt at bo hos familien, flyttede de ud i en fattig flygtningelejr tæt på Istanbul. De boede i lejren i 10 måneder. Et par gange om ugen holdt en bus foran lejren, der fragtede flygtninge til Nordeuropa, og familien fik pladser i en bus, der skulle til Danmark.
Efter ankomsten til Sandholm blev familien installeret på et asylcenter i Birkerød sammen med andre bosniske flygtninge. Her boede familien fire sammen på et værelse.
De 15.000 bosniere, der i 1992 og 1993 kom til Danmark, havde midlertidigt ophold på asylcentre. De lærte ikke dansk, men gik i bosnisk skole, for meningen var, at de hurtigst muligt skulle rejse hjem.
De to søskende husker de knap to år i asylcentret som en god tid.
”Der var mange frivillige danskere, der arrangerede aktiviteter, og vores forældre var gode til at gribe mulighederne. Vi kom på camping-ture, og der er ikke den forlys-telsespark, vi ikke har besøgt. Der var andre børn på centret, som vi legede med. Vi havde det held, at vi ikke boede på et skib, som nogle af de andre flygtninge har gjort,” fortæller Ismar Dedovic.
Krigen i Bosnien fortsatte, og derfor blev de bosniske flygtninge tildelt asyl.
Ismar og Ehlimana flyttede med deres forældre fra asylcentret ind i en lejlighed på Christianshavn. I området boede fire andre bosniske familier, heriblandt deres bedsteforældre.
”Vi boede ikke i en ghetto sammen med andre udlændinge, og det var virkelig en god ting. Men samtidig betød det meget at være tæt på vores bedsteforældre,” fortæller Ismar Dedovic.
De kom begge på Christianshavns Skole, hvor de gik i klasse med danske børn.
”Vi kunne ikke sproget, men efter to-tre måneder i en dansk klasse havde vi lært dansk. Det gik meget hurtigt. Som barn forestillede jeg mig, at alle de andre ligesom mig selv talte dansk i skolen og et andet sprog derhjemme,” fortæller Ehlimana.
Ismar pointerer, at det var en stor fordel, at forældrene insisterede på, at de skulle tale serbokroatisk i hjemmet.
”Vi er flydende på begge sprog, og det har været en stor fordel i forhold til vores uddannelser,” mener han.
I 1997 kom søskendeparrets forældre i arbejde.
”Min mor fik efter mange anstrengelser godkendt sin sygeplejerskeuddannelse. Min far kunne bruge sin handelsuddannelse i et privat firma,” fortæller Ehlimana.
Familien vænnede sig til livet i Danmark, og de to søskende husker en barndom, hvor de danske familier var nysgerrige og imødekommende. De havde danske kammerater, legede med Barbie-dukker og spillede computer.
Men udover at tilpasse sig det danske samfund har Ehlimana og Ismar Dedovic gjort meget ud af at bevare det, de selv betegner som ”arven fra Bosnien”.
De beskriver sig begge som ”kulturmuslimer”. De faster ikke, men ved, hvornår der er ramadan, og fejrer eid, som danskere fejrer jul. De spiser ikke svinekød, men drikker alkohol. De har både danske og bosniske venner, og Ehlimana er forlovet med en bosnisk flygtning.
”Jeg plejer at sammenligne mit forhold til religion med at være jøde. Der findes både kulturjøder og religiøse jøder,” fortæller Ismar.
De to søskende understreger, at livet som flygtning især har sat sig spor i forældregenerationen.
”Vores far blev ramt af en arbejdsulykke i 2005. Da han gik derhjemme og mistede rollen som forsørger, kom de traumatiske oplevelser fra krigen op til overfladen. Det samme gælder mange af de andre bosniske flygtninge i hans generation. De lider af hjertesygdomme og stress-relaterede lidelser. Da de kom til Danmark, afviste mange at gå til psykolog, og i dag har de ikke fået bearbejdet deres traumer,” siger Ehlimana Dedovic.
Søskendeparret fortæller, at familiens historie og flygtningebaggrund har givet dem nogle perspektiver på tilværelsen, der betyder, at de forsøger at skelne de væsentlige problemer fra de mindre væsentlige.
”Jeg føler meget tit, at mange danskere lever i en beskyttet boble. Der er ikke sket noget slemt i det her samfund meget længe, og tilværelsen her handler meget om at realisere sig selv. Når nogle af mine venner oplever ting, som de finder ultrastressende, så kan jeg nogle gange tænke, at det trods alt er småting,” siger Ehlimana Dedovic.
Og Ismar tilføjer.
”Mine venner driller mig og siger, at jeg trækker flygtningekortet, når jeg siger, at der er ting, som er værre end at komme for sent til S-toget. Men nogle gange er de problemer, folk har her, små i sammenligning med, hvad det vil sige at flygte fra en krig. Det samme med de mange flygtninge, der kommer nu. Det er trods alt et mindre problem, og vi skal nok klare det.”
Hverken Ehlimana eller Ismar drømmer om at vende tilbage til Bosnien, der er præget af økonomisk krise.
”Rigtig mange herboende bosniere drømmer om det liv, de havde for 30 år siden, da de var unge og sunde og havde penge og en masse venner. Det er det liv, de tænker på og savner. Men det er ikke det liv, der leves i Bosnien i dag,” siger Ehlimana Dedovic.
Men de er begge aktive i bosniske foreninger og arbejder på at forbedre forholdene i deres oprindelige hjemland.
”Jeg vil gerne arbejde for at få den danske foreningskultur og den særlige måde at debattere og inkludere uenighed på til Bosnien,” siger Ismar Dedovic.
Og Ehlimana supplerer:
”For nogle år siden aflyste det muslimske flertal i en beboerforening et juletræ i Kokkedal. Men i Danmark handler demokrati ikke bare om, at flertallet bestemmer. Man skal forhandle sig frem til løsninger. Den kultur er der brug for i Bosnien.”
I forhold til de mange flygtninge, der kommer til Danmark, lyder rådet:
”Kom hurtigt ud blandt danskerne i skoler, klubber og foreninger og lad være med at have bestemte forestillinger om, hvordan danskerne er.”