– Det er en stor styrke, at man ved, hvad man vil som minister. Nogen skal jo tage teten. Hvis politikerne ikke gør det, gør embedsmændene det. Det er et problem i dag.
Venstres tidligere indenrigs- og landbrugsminister, formand for Kirkeudvalget, Britta Schall Holberg (V), har talt sig varm. Vi har været rundt om hendes entré i kommunalpolitik i 1970'erne og hendes tid som minister i de borgerlige regeringer i 1980'erne.
Temaet for interviewet er erfaringen i dansk politik, og Britta Schall Holberg er bestemt en af tingets erfarne damer. Som minister og folketingsmedlem i 1980'erne og igen siden 2005. Hvad der drev hende tilbage til politik efter en snes års fravær, vender vi tilbage til.
Under alle omstændigheder har Britta Schall Holberg besluttet at stoppe ved næste valg.
Der er dog ikke meget pensioniststemning over hendes kontor allerøverst oppe på 3. sal på Christiansborg. Hendes unge sekretær skriver løs på den forkætrede pc og lader sig ikke mærke med det ærede medlems udtalelser om embedsmænds magt.
Men hvorfor er politik blevet embedsmandspræget?
– Skal jeg sige hvorfor?
Ja.
– Jeg tror, det grundlæggende skyldes, at vi i det politiske system fra højre til venstre har svært ved at finde ud af, hvor vi skal hen. Vi har på mange måder nået det, vi ville. Nu skal vi finde ud af, hvad er det for et samfund, vi skal have? Hvad er velfærd, siger Britta Schall Holberg.
– Christiansborg er et fantastisk inciterende hus at være i, også for unge mennesker, og vi kan sagtens blive ved med at lave love, men spørgsmålet er: Er det det, vi vil?
I virkeligheden drømte vi om at skabe et samfund med lige muligheder for alle. Et samfund, hvor den enkelte kunne svare enhver sit og påtage sig et personligt ansvar. Desværre er vi ved at få et samfund, der indsnævrer friheden og de lige muligheder.
Hvordan det?
Britta Schall Holberg kaster et blik ned over den lange liste, hun har skrevet op som forberedelse til interviewet. Der er så mange steder, man kunne begynde.
– Jeg plejer at sige, at først gør man folk bange, og så kommer man bagefter og siger, at man vil redde dem fra det, de er bange for. I virkeligheden bærer det også hele terrorlovgivningen, siger hun.
Dagen før var hun inde og se et teaterstykke baseret på Primo Levis koncentrationslejrberetning, "Hvis dette er et menneske".
– Selvom jeg er født efter krigens begyndelse, er det vores baggrund, os der er lidt ældre, og derfor har vi sådan en reservation over for alt, der har med overvågning at gøre. Vi har også en viden om, at man ikke kan skærme sig mod al ondskab. Hvis vi render efter folk, og siger "det må du ikke" og "det må du ikke", jamen, det kommer der ikke voksne mennesker ud af. Det kender man også fra børneopdragelsen.
Det lyder, som om du modsiger dig selv. Du sagde først, at moderne politikere ikke, ved, hvad de vil, men nu ridser du alligevel et politisk projekt op om at sikre friheden og bekæmpe overvågningen?
– Jamen, vi tør jo ikke. Du sagde selv til indledning, at vi politikere er bange for vælgerne, men vi ved godt, hvad der skal til, vi tør bare ikke, siger Britta Schall Holberg, og afbryder brat sig selv.
Helt let er det stadig ikke at være bramfri – end ikke når man har bestemt sig for at træde ud af politik og ikke skal møde vælgerne igen.
– Jeg skal jo også leve, kommer det tørt.
Det med humoren fornægter sig ikke. Grinende refererer hun radiojournalisten Poul Smidt, som i en udsendelse kommenterede det i øvrigt alvorlige angreb på tegneren Kurt Westergaard.
– Ja, vi er da sluppet igennem ugen uden at få et økseforbud, sagde Smidt. Min søn skrev ovre fra USA, hvordan det kan være, at man gerne må gå med økse, når man ikke må gå med kniv, siger Britta Schall Holberg.
Som i øvrigt bekræfter, at der er aner tilbage til forfatter og dramatiker Ludvig Holberg, eller i hvert fald til hans forældre.
Efterhånden får vi skudt os ind på problemet med moderne politik. Det er det med den manglende folkelighed. Med fokusgrupperne, som får alle partier til at ligne hinanden, fordi de sigter efter det samme politiske gennemsnit.
Dagen efter interviewet ankommer et oplæg med posten fra Britta Schall Holberg, "Det folkelige engagements betydning – oplæg om folkeoplysning" fra Venstres folketingsgruppe, oktober 2008. "Mit politiske testamente", har hun håndskrevet på det vedhæftede kort. Et oplæg, hun er "hammerstolt" over.
– Partierne har desværre kappet deres folkelige bagland, og derfor er fødekæden til partierne væk, siger hun.
Det betyder imidlertid ikke, at interessen for politik er forduftet. Der er masser af politisk interesse, den manifesterer sig bare andre steder end i lokale partiforeninger. Man kan for eksempel møde mange politiske talenter på de såkaldte "blogs", det vil sige klummer, på internetet.
Britta Schall Holberg er indbegrebet af det, man i gamle dage kaldte højskole-Venstre. Hun er rundet af kommunalpolitik, var med i den gruppe af liberale politikerspirer, som blev "opdaget" af 1970'ernes Venstreleder, Poul Hartling.
Det var Venstrefolk som Bertel Haarder, Svend Erik Hovmand, Ivar Hansen og Peter Brixtofte. De fik til opgave at skrive politiske programmer om det at være liberal.
At hun overhovedet blev politiker, beskriver hun selv som et "fuldstændigt uheld". Et eller andet spændende valg i 1960'erne fik hende til at melde sig ind i Venstre – noget andet parti var aldrig på tale, for Britta Schall Holberg har altid haft både en stærk reservation over for offentlig indblanding og en stærk frihedstrang.
Den mest direkte indflydelse på hendes avancement fik Venstres leder i slutningen af 1970'erne, Henning Christophersen. Til hendes store ærgrelse mislykkedes arbejder-bonde-regeringen i 1978, men da firkløverregeringen blev dannet i 1982, gjorde Henning Christophersen hende til sundheds- og indenrigsminister. Senere blev Britta Schall Holberg landbrugsminister.
Efter hendes afgang i 1987 kom den meget omtalte blødersag til at præge de efterfølgende 10 år af Britta Schall Holbergs liv. Sagen handlede om donorblod, der ikke var screenet for det dengang nye hiv-virus, som giver aids. Britta Schall Holberg blev i offentligheden gjort ansvarlig for skandalen.
– Det var en frygtelig sag, som nær havde taget livet af mig og hele min familie, siger hun nu.
At politik er hårdt, har hun ellers ingen problemer med. Det skal være hårdt, som det var under Schlüter-regeringen, der efter hendes mening for alvor var et systemskifte.
Hun synes, det var en fantastisk tid, som lagde grunden til mange af de foredrag, hun siden har turneret land og rige rundt med. I 1990'erne helligede hun sig sit gods, Hagenskov Gods på Fyn, og var politisk redaktør ved Fyens Stiftstidende.
Men hvad var det da, der fik hende til at stille op til Folketinget i 2005? Hun var jævnligt blevet spurgt, men havde takket nej.
– Noget af det, jeg var mest stolt af fra 1980'erne, var det frikommuneprojekt, vi lavede. Det var en helt anden tankegang, hvor vi ikke sad og lukkede dem inde. Min drøm var, at vi skulle en decideret rammelov, og så kunne kommunerne gøre, hvad de selv ville for at blive effektive og velfungerende.
– Så vil jeg sige, at vi har ødelagt det kommunale system med strukturreformen. Hvis vi ikke passer på, ender det med, at man lukker regionerne. Og hvis man ikke passer på, ender det med, at vi får lukket kommunerne. Mit politiske hjerte ligger i, at det ikke skal gå sådan, siger Britta Schall Holberg.
Hun kalder den nuværende kommunale struktur "fuldstændig vanvittig", fordi regionsrådene kun har sygehusene som område og ikke kan udskrive skat.
– Hvis jeg var statsminister, fik regionerne ret til at udskrive skat og noget mere at beskæftige sig med, siger hun.
Det var den katastrofale strukturreform, der i 2005 fik hende til at stille op til Folketinget.
– Jeg tænkte, at jeg ville slide mine tæpper i stykker, hvis jeg gik rundt og rundt i vrede over den reform. Jeg vidste godt, at jeg ikke fik ændret en dyt, men så kunne jeg i det mindste sige noget. Jeg ville ikke ende med et bittert liv, siger hun.
Hvad har du fået ud af det?
– Jamen, hvis man mener noget, må man også slås for det. Man skal ikke alene slås, men også være et ordentligt menneske. Det ligger dybt i os allesammen. Vi vil gerne være med til at præge samfundet, siger hun.
Med et skævt smil bemærker hun, at det trods alt var en lille sejr, at det lykkedes at stoppe den obligatoriske madpakkeordning. Og tilføjer mere alvorligt, at den sag ligesom burkaerne er kommet til at skygge for de store langsigtede problemer.
Efter næste valg? Så vil hun læse historie på universitetet.