Prøv avisen

Filosof: Vi tror, vi kan løbe fra døden

Allerede i en tidlig alder lærer vi at skulle leve sundt og dermed holde alderdommen væk så længe som muligt, og derfor er det blevet svært at tale imod et langt liv, sigerfilosof Anders Fogh Jensen. Foto: Søren Svendsen

Allerede i ungdommen begynder mennesker i dag at udvikle en frygt for døden, og videnskabens overtag har gjort, at vi stirrer os blinde på et langt liv som et godt liv, siger filosof Anders Fogh Jensen. Samtidig tør vi ikke længere blande os i andres ønsker for den sidste tid

Når filosof Anders Fogh Jensen holder foredrag om døden, begynder han gerne med at fortælle en græsk myte. Mere præcist fortæller han om Sisyfos, som rullede en stor sten op på toppen af et bjerg for blot at se den rulle ned ad bjergets anden side og derefter starte forfra med sine anstrengelser.

Myten er ofte blevet brugt som et billede på håbløst arbejde, men for Anders Fogh Jensen er det Sisyfos' forhold til døden, der gør den interessant.

”Grunden til, at Sisyfos blev sat til det arbejde, var, at han ville leve et længere liv og derfor undslap døden ved at narre guderne. Straffen blev, at han fik uendeligt liv, men måtte bruge al sin tid på at rulle stenen op ad bjerget. Myten handler altså om, at man må indse og acceptere endeligheden,” siger han.

Når myten om Sisyfos er relevant i dag, skyldes det netop, at vi mennesker har fået sværere ved at acceptere, at vi ikke selv er herrer over livets afslutning, siger Anders Fogh Jensen.

Er man døende, kan man eksempelvis forlænge livet med behandling, og stopper hjertet med at slå, så kan det måske startes igen.

”Jeg siger ikke, at mennesker nogensinde har været glade for døden, men tidligere accepterede man i højere grad, at nogle ting var op til skæbnen. Når vi har fået et sværere forhold til døden, skyldes det, at vi også har fået sværere ved at finde os i, at vi alle er en del af noget, der er større end os selv. Vi fødes og opdrages til at være selvstændige, reflekterende individer, som selv står til ansvar for, hvordan vores skæbne udvikler sig. Derfor vil vi, at det er vores bevidsthed og vores analyse af verden, der afgør, hvordan vores liv ender.”

Hvor myter tidligere var et redskab til at forklare mennesker om døden, retter vi i dag blikket mod videnskaben, siger Anders Fogh Jensen.

”Og når det kommer til døden, kan videnskaben i bund og grund kun hjælpe os med at udsætte den. Tanken er ikke længere at gå med naturen, men at gå imod den og se den som et råt materiale, hvis love vi kan aflure og udnytte til vores fordel.”

Fordi videnskaben primært kun kan udskyde døden, prioriteres et længere liv i dag højere end et livskraftigt liv, siger Anders Fogh Jensen.

Det er blevet svært at tale imod et langt liv, for allerede i en tidlig alder lærer vi at skulle leve sundt og dermed holde alderdommen væk så længe som muligt. Dette ses ifølge ham med kampagner om kost og motion og imod rygning, der ifølge advarslen på cigaretpakken kan gøre en ”gammel før tid”.

”Dermed skabes der tidligt en frygt for aldring i os, der på et mere dagligdags plan tilskynder os til at arbejde mod noget større bagved, nemlig frygten for at blive til intet. Det at ville udskyde døden på plejehjem med hjertestarter begynder i virkeligheden længe inden med frygten for aldring,” siger han og tilføjer, at døden samtidig stadig er forbundet med stor angst.

”Vi er ikke nået længere med at forstå den grænse, som døden er, og hvad der sker bagefter. Tværtimod står flere end tidligere i dag over for en sort mur, fordi man uden en religion og mytologi når den konklusion, at vi bliver til ingenting. Ikke engang til det kosmos, vi kom af.”

Hvor livsforlængende behandling for nogle kan være meget værd, ender andre i stedet med at få en længere og mere smertefuld død. Derfor anbefales det ofte, at man bliver bedre til at tale med syge og ældre om døden, hvilket dog er blevet besværliggjort af, at der ikke længere findes nogen definition på det gode liv, siger Anders Fogh Jensen.

”Tidligere kunne filosoffer definere det gode liv som et liv i balance eller et liv uden lidelse. Men de seneste 30-40 år er vi blevet stadig mere tilbageholdende med at veje andres liv på lige vægte. Hver enkelt skal selv afgøre, hvad det gode liv er, og derfor vil vi ikke blande os for meget i deres ønsker for den sidste tid,” siger han og tilføjer, at man frygter at komme til at påvirke den syges valg.

”Et ofte tilbagevendende tema i den moralske debat er, om nogen vil sige nej til behandling, fordi de føler sig til besvær. Spørgsmålet er, hvem der kan beslutte, om det er mere værdigt at forlænge livet. Det tør ingen længere sige. I stedet frygter man at komme til at fungere som overtalelseskraft.”

Dog tror Anders Fogh Jensen, at mennesker i fremtiden vil blive bedre til at tale om døden.

”Jeg synes, min generation virker bedre til at snakke om døden end mine forældres generation, og den yngre generation bliver måske endnu bedre. Det skyldes, at vi bliver mere psyko-edukerede, hvilket betyder, at vi bliver bedre til at tale om følelser og frygt. Vi er på godt og ondt ved at udvikle en mere psykologisk og sentimental kultur, hvor vi forventes at kunne artikulere, hvordan vi har det. Så man kan håbe, at det også indebærer, at vi bliver bedre til at tale sammen om den sidste tid.”

Jeg synes, min generation virker bedre til at snakke om døden end mine forældres generation, og den yngre generation bliver måske endnu bedre. Det skyldes, at vi bliver mere psyko-edukerede, hvilket betyder, at vi bliver bedre til at tale om følelser og frygt, siger Anders Fogh Jensen. Foto: Leif Tuxen