Foråret bugner af planter og dyr. Selv rødlistedyr, altså de arter, som er i risiko for at uddø, løfter deres stemmer i den danske natur, så det kan virke, som om det hele ikke er så galt igen.
Men det er det, siger Rasmus Ejrnæs, seniorforsker ved Institut for Bioscience Kalø, Aarhus Universitet.
”Man kan være heldig at finde et godt sted, hvor en sjælden art trives, men generelt er biodiversiteten i stærk tilbagegang. Det er de store dyr med en bred smag, som klarer sig bedst: gæs, svaner, sæler, marsvin – dyr, der bare skovler ind. Mens de kræsne, specialisterne, har utrolig svært ved at finde egnede levesteder og føde,” siger han.
Det er manglen på store græssende dyr, der er en af katastroferne i den danske natur, fortæller Rasmus Ejrnæs.
”I millioner af år levede de store græsædere her, og i tusindvis af år gik kvæget i landskabet. Men i de seneste 50-70 år har vi stort set ikke haft køer på markerne, fordi det bedre kan betale sig at have dem på stald og proppe kraftfoder i dem. Det er en stor katastrofe.”
At katastrofen er overset, skyldes ifølge Rasmus Ejrnæs, at mennesket hurtigt vænner sig til den nye normal. Fænomenet kaldes shifting baseline syndrome og betyder, at viden om, hvordan naturen ser ud, går tabt. For typisk danner mennesket sig et billede af naturen ud fra den erfaring, man selv har fra de seneste 30 år.
Man holder simpelthen op med at savne græssende køer, og når mange ikke længere har en forventning om at høre viber i foråret og mursejlere om sommeren, glider de også ud af billedet.
Viben er en af de hårdest ramte arter, og ifølge de nyeste tal fra Dansk Ornitologisk Forening (DOF) er fire ud af fem forsvundet, siden man begyndte at måle bestanden i 1976. Og i disse dage traver DOF’s vibeekspert Niels Andersen bekymret rundt ved Svendborg, hvor han bor.
For kort tid siden klækkede æggene, og de første forvirrede vibeunger er i fare. For at sulte, for at blive ædt og for at fare vild. Hele arten er nødlidende.
En af årsagerne til det er, at afgrøder og græs gødes ”på livet løs”, og derfor står alt for højt set fra en vibes synspunkt, forklarer han.
”Når jeg tager ud i felten, og det gør jeg hver eneste dag, oplever jeg, at viben i dag lægger sin rede højt oppe på bakkerne for at få udsyn og opdage fjender, som den med sit kollektive forsvar kan jage på porten. Men fødegrundlaget er ikke på toppen af marken,” siger Niels Andersen.
Samme dag, ungerne er udklækket, bliver de ført ned til ”fadeburet”, de sumpede, flade arealer. Og sådan en færd er farligere, jo længere den er. Et andet problem er det tidlige høslæt, som nu allerede er muligt i maj. For når græsmarker slås så tidligt, ryger mange tusinde vibeunger med.
”Jeg kan slet ikke forstå, at man finder sig i, at alle de rålam, harer og fugleunger bliver lemlæstet og går tabt i høstmaskinerne,” siger Niels Andersen.
Bliver der færre viber, bliver der til gengæld flere af arter som grågæs og sæler. Det har til dels noget med klimaforandringer at gøre, siger formand for DOF Knud Flensted.
”For gæs er stigningen i vinterafgrøder også med til, at flere grågæs bliver i Danmark i stedet for at trække den farefulde vej sydpå. De har desuden fået nogle reservater, hvor de kan være mere i fred for jagt,” siger han.
Også krondyr, dådyr og til dels rådyr er der blevet flere af.
”Men der bliver også toldet voldsomt på dem. Naturen har ikke brug for den kontrol, for vi er slet ikke i nærheden af at have alle de dyr, der er mad til. Det er menneskets ønske, og man må da også sige, at hvis man jagtfredede hjorte i 10 år, gik landbruget fallit,” siger Knud Flensted.
Over en længere periode har sæler været i fremgang i en grad, så fiskere opfatter dem som skadedyr. Lidt i stil med skarven, som også er en succeshistorie set ud fra et biologisk perspektiv. Men i dag er det blevet nemmere for erhvervsfiskere at søge om jagt på sæler.
Igen er det dog ikke noget, naturen har brug for, pointerer Rasmus Ejrnæs.
”Naturen er spin-fri zone, den har ikke brug for, at vi går og skruer på den. Men mennesket har det svært med dyr, der render rundt, som de har lyst til. Det er også derfra, planerne om naturnationalparker med hegn omkring stammer. Mennesket kan ikke leve med, at dyrene får fripas i kulturlandskabet.”
Så Danmark får altså flere grågæs og færre viber. Men i det regnestykke er der opstået en alliance de to arter imellem, har Niels Andersen observeret.
”Gæs er med til at genskabe de åbne forhold, som er ved at være en mangelvare, fordi de spiser vegetationen kort, præcis sådan som viben foretrækker det. På den måde kan grågæs hjælpe en bestand lidt på fode igen, i hvert fald lokalt” siger Niels Andersen og fortsætter.
”Viben er vores forårsbebuder, en folkekær fugl, som er vigtig at passe på. Den er en del af vores kultur og har en plads i sangskatten,” siger vibeeksperten og nynner Jeppe Aakjærs ”Nu er dagen fuld af sang, og nu er viben kommen”.