Viden har bremset druk på gymnasier

I løbet af få år er hvert andet hollandske gymnasium blevet totalt alkoholfrit. Erfaringerne fra det traditionelt rusmiddel-liberale land viser Danmark, at selv indgroede vaner som våde gymnasiefester kan brydes

Hollandsk undersøgelse viser, at unges alkoholforbrug kan nedbringes ved hjælp af målrettet indsats på gymnasierne.
Hollandsk undersøgelse viser, at unges alkoholforbrug kan nedbringes ved hjælp af målrettet indsats på gymnasierne. Foto: Ulrik Jantzen Denmark.

Det er en udbredt opfattelse, at alkohol er en så central del af dansk ungdomskultur, at et generelt alkoholforbud på gymnasier er en umulighed.

Men en række danske gymnasier arbejder i øjeblikket med, hvordan flere fester kan gøres alkoholfrie. Og i Holland er det på kun fire år lykkedes at nedbringe andelen af gymnasier med alkoholfester fra tre ud af fire til to ud af fire.

Holland har ligesom Danmark gennem en årrække haft en hel del drikkeri til gymnasiefester og på gymnasierejser. Men i de senere år har der bredt sig en modstand blandt skoleledere, myndigheder, politikere og eksperter, som bunder i, at vi ved stadig mere om alkohols skadelige indvirkning på de unges hjerner, forklarer Wim van Dalen, direktør for Nederlands Instituut voor Alcoholbeleid, et uafhængigt institut, som arbejder for at bevidstgøre den hollandske befolkning om sundhedsrisikoen ved alkohol.

Ifølge en undersøgelse fra instituttet var der i 2007 fester med alkoholservering på 76 procent af de hollandske gymnasier. I 2011 var andelen nede på 56 procent, og den er fortsat faldende. 43 procent af gymnasierne var i 2011 totalt alkoholfrie, også for lærerne. Dette markante fald er blandt andet resultatet af en konkret kampagne.

For fire år siden indførte vi i Holland konceptet alkoholfri skole. Der er et logo og nogle bestemte kriterier, som skal opfyldes, for at skolen kan få betegnelsen. Tanken bag er, at vi gerne vil reducere alkoholindtagelsen i samfundet, og at der ikke er noget mere passende sted at sætte i front i disse bestræbelser end offentlige skoler, siger Wim van Dalen, som mener, at Danmark kan gå samme vej:

Selv sammenlignet med Holland er danske forældre meget eftergivende over for unges druk. Men også den danske alkoholkultur står til at ændre, hvis I lader marketing-kulturen få mindre frit spil og i stedet understreger risikoen for de unges hjerner.

På danske gymnasier er fester uden øl stadig et særsyn. Men i løbet af de seneste år har de fleste gymnasier fået ordensregler, som forbyder alkohol på skolen med fester som undtagelse, og flere arbejder med, hvordan fester kan gøres sjove uden øl.

LÆS OGSÅ: Derfor drikker unge danskere hæmningsløst

Vi holdt en alkoholfri introfest for 1.g. i august, og sammen med eleverne arbejder jeg lige nu med, hvordan vi kan begrænse alkohol ved skolens andre fester, fortæller Birgit Lohse, lærer og aktivitetschef på Birkerød Gymnasium i Nordsjælland.

Hun pointerer, at der er grænser for, hvor skrappe regler det enkelte gymnasium kan indføre, hvis alkoholen flyder frit på det nabogymnasium, man konkurrerer med.

Det bliver ikke lige med det første, vi erklærer os helt alkoholfrie. Men det vil være vidunderligt, hvis der kommer et forbud fra politisk hold ligesom med rygning. Vi er oppe imod en meget stærk drikkekultur, siger Birgit Lohse, som savner, at flere forældre vil forholde sig positivt begrænsende til elevernes alkoholforbrug.

Claus Niller Nielsen, rektor på Roskilde Katedralskole, forventer, at et gymansie-alkoholforbud på et tidspunkt vil komme, og derfor mener han, at gymnasier må arbejde aktivt med at udtænke alternativer. Men han støtter ikke et forbud:

Alkohol er en central del af dansk ungdomskultur, og unge vil drikke, uanset hvad man gør. Min holdning er, at det er bedre, de drikker i trygge rammer på gymnasiet end på gader og stræder