Vidne om dødelig påkørsel: ”Bilen kørte hurtigere, end jeg nogensinde har set en bil køre på den vej”

Et vennepar og en bilinspektør vidnede mandag i byretten i en sag, hvor en 19-årig ung kvinde blev trafikdræbt, og føreren efterfølgende stak af

Vidnet så den sølvgrå Audi, som et øjeblik efter kørte ind i 19-årige Emilie Hansen, der kom cyklende gennem lyskrydset på vej hjem fra en sankthansfest. Genrebillede.
Vidnet så den sølvgrå Audi, som et øjeblik efter kørte ind i 19-årige Emilie Hansen, der kom cyklende gennem lyskrydset på vej hjem fra en sankthansfest. Genrebillede. . Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix.

Da en ung kvinde kom gående sammen med sin ven ad Englandsvej på Amager i København om natten mellem den 23. og 24. juni 2021, hørte hun bag sig lyden af en bil, hvor der blev ”trykket på speederen”.

Hun kiggede sig over skulderen og fik øje på en bil i ”rimelig høj fart”. I stedet for at stoppe, fortsatte den over for rødt lys i krydset mellem Englandsvej og Sundholmsvej.

Bilen, hun så, var den sølvgrå Audi, som et øjeblik efter kørte ind i 19-årige Emilie Hansen, der kom cyklende gennem lyskrydset på vej hjem fra en sankthansfest. Hun døde efterfølgende af sine kvæstelser på Rigshospitalet.

Bag rattet sad en 24-årig mand, som nu er tiltalt for uagtsomt manddrab under særligt skærpende omstændigheder på grund af hensynsløs kørsel. I bilen sad også to jævnaldrende mænd og en yngre kvinde. De er alle tiltalt for efterfølgende at flygte fra ulykkesstedet og efterlade Emilie Hansen på asfalten uden selv at hjælpe eller tilkalde hjælp.

Onsdag i sidste uge afgav de tiltalte forklaring i Københavns Byret, hvor også Kristeligt Dagblad var til stede. Her fik tilhørerne et indblik i, hvad der foregik inde i Audi’en i sekunderne op til ulykken og de skæbnesvangre sekunder, hvor nogle i bilen angiveligt råbte ”kør, kør, kør”, da de besluttede sig for at stikke af.

Mandag var de tiltalte igen at finde på anklagebænken i Københavns Byrets sal 60. To af de tiltalte kom slentrende ind i retssalen kort før tid, den ene med en kop to go-kaffe i hånden. Den hovedtiltalte, som var iført en sort dunjakke, kom ind ad en anden indgang, umiddelbart efter at hans håndjern var blevet løsnet, da han fortsat er varetægtsfængslet.

Det var nu ikke de tiltalte, som var hovedpersonerne i retssalen denne dag, hvor også de pårørende, blandt andet Emilie Hansens mor, far, stedfar og venner, havde indfundet sig på tilhørerrækkerne.

Denne dag var taletiden forbeholdt vidnerne, blandt andet venneparret, som kom gående ad Englandsvej.

Mens den unge kvinde den nat bed mærke i Audi’ens motorlyd, bemærkede den unge mand i første omgang den høje musik og de højrøstede stemmer, som strømmede ud fra bilen. Da han fik øje på bilen, var det dog hastigheden, som han hæftede sig ved. Han er velbevandret på Englandsvej, fortalte han i retten, fordi han cykler på den hver eneste dag på vej til træning, og han havde aldrig set noget lignende.

”Det var hurtigere, end jeg nogensinde har set en bil køre på den vej.”

Begge vidner, som i øvrigt ikke var til stede i retssalen på samme tidspunkt, fortalte, at Emilie Hansen ”fløj op”, da bilen påkørte hende, og hun landede et stykke derfra. Mens manden straks ringede efter en ambulance, råbte kvinden på afstand til den 19-årige pige ”om hun er ok”. 

Dommeren ville vide, om kvinden fik noget svar.

”Nej,” lød det fra kvinden, der i mellemtiden havde bevæget sig hen til Emilie og nu konstaterede, at hun trak vejret, men var bevidstløs og blødte kraftigt fra hovedet.

Da den 24-årige fører af bilen er tiltalt for uagtsomt manddrab ”under skærpede omstændigheder” – altså hensynsløs kørsel – er hastigheden central for retssagen. Et af de indkaldte vidner var derfor en såkaldt bilinspektør. Den ældre herre fra Midt- og Vestsjællands Politi, der er uddannet automekaniker, ingeniør og altså bilinspektør, skulle hjælpe med at gøre dommeren og de to domsmænd klogere på, hvor hurtigt bilen havde kørt.

En 56 sekunder lang Snapchat-video, som også blev afspillet gentagne gange på retssagens første dag, er afgørende i forsøget at fastlægge bilens hastighed. I videoen, som den tiltalte kvinde har optaget fra bagsædet af bilen, kunne man se, at markøren på speedometeret var lodret cirka 40 sekunder, inden den påkørte Emilie Hansen. Det indikerede ifølge bilinspektøren, at bilen har kørt med en hastighed på 100 kilometer i timen, og han fastslog – med diverse tekniske forbehold og måleusikkerheder in mente – at bilen i hvert fald har kørt mindst 94 kilometer i timen.

Hvor stærkt bilen har kørt i det sekund, hvor den ramte Emilie Hansen, er straks vanskeligere at afgøre. Skaderne på bilen og cyklen var ”faktisk ikke særlige voldsomme”, lød det fra bilinspektøren, og sammenholdt med videooptagelsen vurderede han, at påkørselshastigheden har været mindre end 50 kilometer i timen, hvilket fik den hovedtiltalte til at nikke bekræftende.

I videooptagelsen kunne man også se, at manden på passagersædet pludselig røg frem i sædet, efter de var kørt over for rødt, og bilinspektøren vurderede, at det skyldtes en drastisk opbremsning. Dommeren ville imidlertid gerne vide, om det ikke også kunne skyldes påkørslen af Emilie Hansens cykel.

”Nej, det giver ikke så hårdt et stød,” sagde bilinspektøren.

Da dagen var omme, måtte den hovedtiltalte forlade Københavns Byrets sal 60 på samme måde som han ankom: i håndjern. Han er nemlig endnu varetægtsfængslet, men hans forsvarer vil have ham løsladt, da retssagen er trukket ud. Den næste retsdag er den 25. januar.