Pernille Vigsø Bagge skal være præst

SF-politikeren forlader Folketinget, når valget udskrives. Nu skal hun være sognepræst i Løgstør, hvor hun har bopæl

Pernille Vigsø Bagge har bopæl i Løgstør og kender allerede en del af sine sognebørn. Hun siger selv, at hun har det godt med beslutningen om at stoppe i politik.
Pernille Vigsø Bagge har bopæl i Løgstør og kender allerede en del af sine sognebørn. Hun siger selv, at hun har det godt med beslutningen om at stoppe i politik. . Foto: Rune Johansen.

SF´s markante folketingspolitiker Pernille Vigsø Bagge skifter talerstolen i Folketinget ud med prædikestolen. Fra den 1. juni skal hun være sognepræst i hjembyen Løgstør i et pastorat, som også tæller kirkerne i Løgsted, Kornum og Aggerborg. Den 40-årige Pernille Vigsø Bagge har tidligere bebudet, at hun forlader Folketinget, når valget udskrives senest til september.
 
”På Pastoralseminariet, hvor jeg var fra august til september i 2014, gik det op for mig, at jeg gerne ville være præst, og så samlede jeg mod til mig og søgte stillingen,” siger hun.

Pernille Vigsø Bagge har bopæl i Løgstør og kender allerede en del af sine sognebørn. Hun siger selv, at hun har det godt med beslutningen om at stoppe i politik.

”Jeg har vidst i et par år, at jeg ikke ville genopstille. Men jeg fraskriver mig ikke retten til at blande mig,” siger den nye præst.

Pernille Bagge er indtil videre byrådsmedlem i Vesthimmerlands Kommune.

Formand for menighedsrådet Erling Vingborg skjuler ikke, at han mener, det er et scoop, at få Pernille Vigsø Bagge som præst i de fire sogne, der ligger i og omkring Løgstør, som breder sig både syd og nord for Limfjorden. Pernille Vigsø Bagge har allerede i sit nuværende job enestående evner som formidler, understreger han overfor Nordjyske.

Erling Vigborg vil ikke afvise, at et kendt navn i de lokale kirker vil kunne lokke flere kirkegængere til.

”Det er nu ikke sådan, vi har tænkt det, men det gør ikke noget, hvis der kommer flere i kirkerne. Det vil da bare være dejligt,” siger Erling Vingborg.

Inden Pernille Vigsø Bagge kan indsættes, skal hun ordineres som ny præst. Det sker i Viborg Domkirke 22. maj.