Vikingeliv går i blodet på nutidsdanskere

Det mangeårige vikingetræf ved Moesgaard har udviklet sig til at være verdens største. En dansk kvinde har været med hele vejen og kunne ikke undvære det

Vikingelivet er en livsstil med utroligt mange par. At være aktiv viking og have en kæreste, der ikke er, det duer ikke, siger 48-årige Ellen Conijn fra Djursland
Vikingelivet er en livsstil med utroligt mange par. At være aktiv viking og have en kæreste, der ikke er, det duer ikke, siger 48-årige Ellen Conijn fra Djursland . Foto: Jesper Nørgaard Sørensen RITZAU.

For 40. år i træk drager vikinger fra 15-20 forskellige lande i næste uge til Moesgaard Strand ved Aarhus for at være med i verdens største og ældste vikingetræf sammen med omkring 1500 andre og op mod 20.000 tilskuere.

48-årige Ellen Conijn fra Djursland var første gang med som rytter, da hun var ni år, og har deltaget næsten hvert eneste år siden.

Vikingerne bor ved Moesgaard en hel uge – i år fra 24. juli – og bygger lejren op med autentiske vikingetelte, daglig kamptræning og mad lavet over brænderygende bål. Det hele kulminerer i weekenden den 28.-30. juli med store vikingeslag, rideopvisning og masser af boder.

Hvad får jer til hver weekend at rende rundt i fåreskind og slås med sværd?

”Vikingemiljøet tilbyder noget, som er svært at finde andre steder: En kombination af sport, kulturhistorie og udendørsliv og en masse socialt liv,” siger hun.

”Det er en livsstil med utroligt mange par. At være aktiv viking og have en kæreste, der ikke er, det duer ikke.

Så ugen på Moesgaard er bare en lille del af vikingelivet?

”Sæsonen starter på Ribe Vikingecenter i maj, og så rejser vikingerne rundt i Danmark, Tyskland, Polen og England helt hen i oktober. Om vinteren er der træningsweekender rundt i Europa.”

”Nogle tager på camping. Vi tager på vikingeferie og -weekender. Og når vi har talt om at drosle ned, så siger vores to piger på nu 19 og 21 år nej. De elsker miljøet og har masser af venner der,” siger Ellen Conijn.

Duogså præget udviklingen af vikingetræffet, som i dag er en stor, professionel begivenhed?

”Ja, først kom jeg som ung til at stå i spidsen for arbejdet med hestene på vikingetræffet. Siden var jeg med til at starte Danmarks første vikingekrigergruppe, Ask, som i år har 25-års jubilæum og 70 medlemmer. Herunder 50 krigere, der kæmper på fuldt drøn under de store årlige slag på Moesgaard. I starten var der ingen krigere. Dengang var det mest et kræmmermarked med hesteshow. I dag fylder krigerne meget. Det er primært dem og håndværkerne, der rejser rundt fra træf til træf. Oprindelig var vi kun 100-150 deltagere hvert år. Siden er det steget støt år for år. I dag er der venteliste for krigere.”

Hvornår begyndte I at klæde jer ud og kopiere den autentiske vikingelivsstil?

”Helt op i 90’erne var der stadig folk, der boede i campingvogn og plastiktelte. Inspirationen til udklædningen kom fra englænderne. Men vi ville bare gøre det hele mere autentisk, hvor deres måde var et rod af mange stilarter.”