Kirsten Thorup, forfatter
”Jeg mener, coronakrisen er den største og mest omvæltende begivenhed siden Anden Verdenkrig. Det er jeg ikke i tvivl om. Jeg er barn af efterkrigstiden, og dengang skulle man genopbygge samfundet med afsæt i knaphed, og jeg sidder med den samme følelse i dag. Jeg tror, pandemien vil kaste lange skygger, og at verden ikke vil være den samme som den, vi har kendt siden Murens fald. I Vesten og den rige del af verden tror jeg, at coronakrisen vil føre til et opgør med den selvfølgelighed, hvormed vi i årtier har taget for givet, at hele verden er til vores disposition, hvilket har ført til masseturisme og en hovedløs higen efter flere materielle forbrugsgoder. Jeg tror, at coronakrisen vil lære os at sætte pris på det nære og enkle. På dagligdagen. At gå en tur i solskinnet. Samhørigheden med vores familie og venner, og det nærvær vi med ét blev sat i karantæne fra.”
Thomas Hylland Eriksen, forfatter og professor i socialantropologi ved universitetet i Oslo
”Coronakrisen udstiller globaliseringens bagsider ubønhørligt. Først nu forstår vi for alvor, hvor tæt vi – på godt og ondt – er forbundet. En mand går på markedet i Wuhan, kort efter lukker en Michelin-restaurant på Bornholm. Vi står over for præcis samme problem i Botswana som i Bergen. Men netop derfor er krisen også en unik chance for at gentænke den meningsfulde tilværelse. Lad os bruge den påtvungne langsomhed til at re-aktivere vores sanser, til at genopdage solidariteten og til at finde mening. Måske ligger lykken ikke på en strand i Thailand eller i ting, som er billigere at erstatte end at reparere. Vi har muligheden for at udvikle en ny modernitet, der er forenelig med fremtiden. De seneste årtier har vi i en faustisk pagt ofret naturen og fremtiden for et materielt bedre liv her og nu. Men krisens pludselige sårbarhed har tvunget mange til at stoppe op og spørge, om vi overhovedet trives eksistentielt? Det gør mange mennesker ikke, og derfor er jeg også optimist på fremtidens vegne. I hvert fald så længe vi husker, at det er vores eget ansvar, at krisen bliver afsæt til en ny og bedre verden.”
Søren Pind, debattør og tidligere minister for Venstre
”Helt ærligt, så tror jeg grundlæggende ikke, at verden kommer til at ændre sig fundamentalt på grund af coronakrisen. Jeg er ikke én af dem, der tror, at det kapitalistiske økonomiske system bryder sammen, og jeg tvivler på dem, der siger, at mennesker kommer til at rejse og forbruge mindre. Jeg tror tværtimod, at lysten til at rejse og forbruge vil vende tilbage med fornyet kraft, når man efter noget tid føler sig forvisset om, at virussen ikke længere smitter.
Derfor tror jeg ikke, at coronakrisen vil betyde styrkede nationalstater og et opgør med globaliseringen. Tværtimod viser den her krise, at grænser ikke bremser vira, og at bekæmpelsen kræver et internationalt svar. Her kan man håbe, at medlemslandene er klar til at give et styrket mandat til EU, så vi kan afværge sådan en krise i fremtiden.”
Eva Brunne, forhenværende biskop i Stockholms stift
”Jeg oplever, hvordan vi i vores kirke og vores menigheder er blevet meget bedre til at forkynde evangeliet digitalt i disse dage. Aldrig har jeg set så meget af bøn og forkyndelse på sociale medier som nu. Jeg håber, at folk er blevet mere nysgerrige på gudstjenester, bønner og koncerter via internettet. Og derfor håber jeg heller ikke, at vi holder op med at være digitale, når alt vender tilbage til det normale. Mest af alt håber jeg dog, at vi i vores normale gudstjenester har været og fortsat vil være i stand til at tilbyde de mennesker, der længes efter en større mening i denne tid, netop det.
Og intet er så skidt, at det ikke er godt for noget. Det, vi bliver tvunget til at give afkald på i disse uger, begynder vi netop at længes efter og indse betydningen af. Det skal man ikke undervurdere.”
Mickey Gjerris, teolog og ph.d. i bioetik ved Københavns Universitet
”Mit håb er, at krisesituationen og vores måde at leve på i disse uger kan fungere som en slags opvarmning til den grønne omstilling, vi inden længe skal ordentligt i gang med. Det, man hurtigt glemmer, er, at når denne krise er overstået, så står vi stadigvæk midt i klimakrisen.
Men også hvad klimaet angår, er der et før og et efter coronakrisen. De seneste 20 år har mange råbt op om, at det var al for besværligt at lægge vores liv om af hensyn til klimaet, men der har de seneste uger faktisk vist, at når problemerne kommer tæt nok på, er de fleste af os villige til at rykke sammen og lave om på tilværelsen for at kunne hjælpe hinanden. Og samtidig kan man jo høre, at det for mange ikke opleves som et stort offer eller civilisatorisk tilbageskridt pludselig at skulle bruge mere tid med sin familie eller i den nære natur. Tværtimod. Det giver rent faktisk nogle andre muligheder og glæder, og den genopdagelse giver mig håb.”
Pia Søltoft, forfatter og sognepræst i Esajas og Christians Kirke
”Den her begivenhed er skelsættende, fordi den er foregået i vores dagligstue. Vi er blevet en del af krisen på en anden måde, end vi var det ved eksempelvis den 11. september 2001, og det, tror jeg, bliver afgørende for coronakrisens betydning. Når alt kommer til alt, så tror jeg, at coronakrisen har tvunget os til at tænke over, hvem vi er som mennesker. Jeg tror, vi er blevet mere opmærksomme på os selv i relationen til vores næste. For virussen har mindet os om, at vi som mennesker er forbundet på tværs af kulturer, og at vi er stedt på samme måde. Før denne krise havde vi en tendens til at opdele verden i et os og et dem. Og den opfattelse er vi på en grim og trist måde blevet bevidste om, og det tror jeg ikke er så dårligt endda – for måske har vi haft et behov for at få genopfrisket dette.”