Prøv avisen

Vilhelmsen red stormen af. Bødskov forliste

Interessen for at høre SF’s social, børne- og integrationsminister Annette Wilhelmsens forklaring til gårsdagens samråd var stor. – Foto: Keld Navntoft/.

Annette Vilhelmsen (SF) fik en næse for sjuskede forklaringer, mens Morten Bødskovs (S) bevidste løgn førte til hans ministerafgang. Hvorfor er nogle politiske fejl værre end andre?

Annette Vilhelmsen (SF) kunne efter tre timers samråd i går fortsat kalde sig social-, børne- og integrationsminister. Morten Bødskov (S) måtte efter tre timers samråd i forgårs trække sig som justitsminister.

Hvad er forskellen på de to sager om henholdsvis misinformation af Folketinget og en bag om ryggen-aftale om en millionbevilling? På baggrund af interviews med politisk kommentator Rasmus Jønsson og lektor Johannes Andersen, Aalborg Universitet, spørger og svarer Kristeligt Dagblad.

LÆS OGSÅ: Det åbne samråd er ministres ironman

Hvordan dummede Bødskov sig?

Den afgående justitsminister har serveret en løgnehistorie for Folketingets Retsudvalg, og den går ikke. Han fastholdt løgnen helt indtil samrådet, hvor han bøjede af og forklarede den sikkerhedsrisiko, som var den egentlige årsag til at aflyse udvalgets tur til Christiania. Den sikkerhedsrisiko var ikke gruopvækkende, hvilket gjorde løgnen endnu mere uforståelig. Og utilgivelig. Bødskov forsøgte at linedanse mellem demokratiets spilleregler og den politiske magtstræben, og i sin stræben efter magten manipulerede han virkeligheden. Det var for meget for Enhedslistens demokratiske idealer.

Hvordan har Vilhelmsen jokket i spinaten?

Den uerfarne minister har opført sig mere som en amatør end som en løgner. Hun lovede en million kroner væk til Lisbeth Zornig Andersens Stemmer på Kanten længe før en ansøgningsfrist, hun fortalte urigtigt, at Stemmer på Kanten ikke fik særlig rådgivning, og hun sjuskede i sin forklaring til Folketinget. Det lugtede af en vennetjeneste til Lisbeth Zornig, og det lignede et forsøg på at vise sin magt som ny øverste chef for det sociale område.

Hvorfor måtte Bødskov gå, mens Vilhelmsen bliver?

En regulær løgn er ganske enkelt værre end at rode rundt i sagsbehandling og rådgivning. Bødskovs bevidste misinformation af Folketinget vejer tungt, og Vilhelmsen har tilmed været hurtigere til at erkende sin fejl. Bødskov holdt (for) længe fast i sin løgn, hvorimod Vilhelmsen på gårsdagens samråd forsikrede, at en uvildig advokatundersøgelse nu skal endevende hele forløbet. Endelig tæller det til Vilhemsens fordel, at hun havde et sympatisk ærinde med sit roderi at ville gøre det godt for udsatte mennesker mens motivet for Bødskovs løgn var mere uklart.

Hvilken rolle spiller Enhedslisten i minister-fadæserne?

Støttepartiet har endelig kunnet indtage den hovedrolle, som partiet følte sig snydt for ved finansloven. Og siden de kuldsejlede finanslovforhandlinger har forholdet mellem Enhedslisten og den socialdemokratiske regeringstop været koldt. I den top tæller Bødskov med, og han har ikke haft nogen stor stjerne hos støttepartiet efter sager om en strammet offentlighedslov og regelrytteri i sagen om den dansk/thailandske pige Im. Derfor var han oplagt at vippe af taburetten. Vilhelmsen sidder mere sikkert, fordi hun er SFer som Enhedslisten er tættere allieret med og fordi hun er partiformand. Hvis Enhedslisten væltede hende, kunne det føre til et regeringsexit for SF og dermed et snarligt folketingsvalg. Det er Enhedslisten ikke interesseret i.

Hvordan stiller sagerne regeringen?

Når en vælger skal sætte sit kryds, føres pennen ofte hen til en politiker med høj troværdighed. Bødskov og Vilhelmsen har signaleret det stik modsatte, og det slider på en regering, som i forvejen kæmper for at vriste sig fri af løftebrudsprædikatet. Dertil kommer de uønskede perspektiver: Lars Løkke Rasmussen (V) har med ministerfadæserne fået fred i GGGI-sagen, og oppositionen kan fryde sig over en regering i dyb konflikt med sit støtteparti. Det var VK-regeringen aldrig i hvert fald ikke åbenlyst med Dansk Folkeparti.