Prøv avisen

Ville 69-årige Harry virkelig dø?

Susanne Mejdal og Iben H. Thomsen fik en ubehagelig oplevelse, da de blev konfronteret med en mand, som angiveligt ønskede at dø, men som samtidig virkede usikker. – Privatfoto.

Mens giften blev gjort klar, blev to danske sygeplejersker pludselig involveret i et menneskes anmodning om hjælp til at begå selvmord og hans tvivl om sit eget ønske på en klinik for assisteret selvmord i Schweiz

Dette er en historie om Harry, som gerne ville dø. Eller ville han?

I august i år rejste to sygeplejersker fra Hospice Limfjord i Skive på studietur til Schweiz, og der mødte de Harry, som greb dem om hjertet. For Susanne Mejdal og Iben H. Thomsen forventede aldrig, at de ville blive direkte involveret i et menneskes vaklende ønske om at dø, mens giften blev gjort klar.

De skulle jo bare til Schweiz for at søge ny viden fra professionelle som dem selv; folk som arbejder i feltet mellem liv og død, men i et land, hvor hjælpen til at dø er lovlig. Ofte underviser sygeplejerskerne fra Skive elever i folkeskolen, som er overbeviste tilhængere af retten til at dø. De fortæller altid eleverne, at de fleste patienter faktisk ikke har lyst til assisteret selvmord eller aktiv dødshjælp, når bare de er lindret godt for deres angst og smerter.

Men er det svar andet end et postulat? Hvad gør man i lande, hvor hjælp til at dø er en del af den faglige palet? Sygeplejerskerne pakkede ranslen og tog til Schweiz, hvor de besøgte tre hospicer samt to klinikker, hvor hjælp til selvmord finder sted.

Og så sad de pludselig dér med Harry, som skulle dø i dag. Han havde opsøgt klinikken Lifecircle, hvor også udlændinge kan købe assistance til et selvmord. Han kom ind i lokalet, hvor sygeplejerskerne sad, og både ham og klinikkens læge bad dem om at blive til den samtale, der nu fandt sted.

Harry var 69 år og fra England. For 19 år siden faldt han ned med faldskærm. Siden havde lægerne sprættet ham op på kryds og tværs for at reparere hans skader. ”Butchered” (slagtet) var det ord, Harry selv brugte om sin tilstand, der havde efterladt ham i stærke smerter og desuden gjort ham blind. Der var ikke gået én eneste dag siden ulykken dengang, hvor han ikke havde ønsket, at han var død. Han havde været i kontakt med lægen i Schweiz i tre år om sit ønske. Hidtil havde hun forsøgt at dirigere ham mod livet frem for at tilbyde ham døden.

Men nu sad han her endelig. Han havde ingen returbillet. I køkkenet blev giften gjort klar, så Harry snart kunne trykke på en knap, starte en intravenøs infusion og slutte sine lidelser.

Og dog var der omstændigheder ved døden, der gik ham på. Han havde en søn og en datter hjemme i England. Sønnen vidste ikke, hvor han var i dag. Det var i øvrigt denne søns bryllupsdag. Måske var det egentlig en dårlig dag at slå sig selv ihjel. Tanken om en intravenøs gift huede ham heller ikke. Han ville hellere skydes, så ville det gå mere tjept. Men ærindet skulle gennemføres, det var han klar over: Hans afgørende bekymring var, hvad folk derhjemme ville tænke, hvis han kom tilbage, for han havde jo sagt, at det var nu.

De danske sygeplejersker følte et dybt ubehag. Kunne den schweiziske læge se den samme tvivl i Harrys udsagn, som de fornemmede selv?

Timerne gik i samtale om den handling, Harry så længe havde set frem til. Han ringede til sin datter. Så ringede lægen til hans datter. Hun kom tilbage efter en rum tids snak.

”Harry”, sagde hun, ”vi kan ikke gennemføre det her. For du er ikke sikker. Det har du virket, men det er du ikke nu, så vi gør det ikke i dag.”

Da slappede Harry af. De danske sygeplejersker slappede af. Han gik i gang med at booke en flybillet til England, mens han undskyldte mange gange og gentog, at han virkelig havde haft til hensigt at dø.

Sygeplejerske Susanne Mejdal fremlagde sin beretning om mødet med Harry på Life-circle-klinikken i Schweiz ved et seminar om aktiv dødshjælp og assisteret selvmord arrangeret af Foreningen for Palliativ Indsats fredag den 17. november 2017.

Harry har atter været i kontakt med den schweiziske klinik. Men han er også kommet med i en forening for krigsveteraner. Lægen har derfor holdt hans anmodning hen. Harry hedder i virkeligheden noget andet.