Vincent Hendricks: Det værste ved denne tid er at mærke abstinenserne efter en åben verden

Sociale kompetencer ruster i takt med, at tapetstrimlerne rives af, mener professor i filosofi Vincent Hendricks

"Coronapandemiens nedlukninger er en kærkommen træningsbane for, ikke at lave mindre, men at være til stede i det jeg er i lige her og nu og her,” siger Vincent Hendricks, der ellers er vant til et tempofyldt liv. Den 51-årige professor i filosofi er forfatter til flere bøger, foredragsholder og leder af Center for Informations- og Boblestudier ved Københavns Universitet. – Foto: Iben Gad.
"Coronapandemiens nedlukninger er en kærkommen træningsbane for, ikke at lave mindre, men at være til stede i det jeg er i lige her og nu og her,” siger Vincent Hendricks, der ellers er vant til et tempofyldt liv. Den 51-årige professor i filosofi er forfatter til flere bøger, foredragsholder og leder af Center for Informations- og Boblestudier ved Københavns Universitet. – Foto: Iben Gad.

Kristeligt Dagblad taler i artikelserien ”Mit forandrede liv” med markante danskere om, hvordan nedlukningen berører deres hverdag. Og de næste artikler fra serien kan lande direkte i din indbakke. Tilmeld dig her.

Hvad er det værste ved denne tid?

Det værste er at mærke abstinenserne efter en åben verden. Man føler sig efterhånden hensat til det tyske 80’er-drama ”Wir Kinder vom Bahnhof Zoo”, hvor man som Christiane F. i filmen er begyndt at drikke dårlig kirsebærvin, mens man piller tapetet af væggene. Det er, som om ens sociale kompetencer ruster i takt med, at tapetstrimlerne rives af.

Hvad er det bedste ved denne tid?

At tiden går lidt langsommere – eller at det i hvert fald opfattes som sådan. Efter at jeg rundede 50 sidste år, er jeg blevet optaget af ikke at lade tiden gå så hurtigt. Jeg har altid været på vej videre til det næste; den næste bog, den næste titel, det næste projekt, og så er man aldrig rigtig til stede i nuet. Men coronapandemiens nedlukninger har faktisk betydet, at tempoet sat ned. Og det er en kærkommen træningsbane for, ikke at lave mindre, men at være til stede i det jeg er i lige her og nu.

Nævn en bog, film eller anden kulturoplevelse, som har gjort indtryk på dig under coronaen.

Den amerikanske dramafilm ”Green Book” med Viggo Mortensen og Mahershala Ali fra 2018. Det er en sandfærdig og yderest nuanceret historie om den sorte musiker Dr. Donald Shirley, der i begyndelsen af 1960’erne skal på koncertturne i de dybe amerikanske sydstater og hyrer Tony Vallelonga, spillet af Viggo Mortensen, som sin chauffør. Det er en historie om nedbrydning af gensidige fordomme, racisme, socialklasse- og kulturforskelle, oplysning, indsigt, dannelse og ikke mindst et vaskeægte venskab. Filmen er livsbekræftende såvel som dybsindig og minder én om verdens forunderlighed og livets værdi i en tid præget af corona-klaustrofobi.

Hvilken ændring i dit liv eller dine vaner vil du bevare efter coronaen?

Jeg har hele livet haft for vane at blive lagt ned med influenza et par gange om året, men eftersom man spritter af mindst lige så ofte, som man er i kontakt med sin mobiltelefon, så er det lykkedes mig at gå fri af såvel corona som de rituelle influenzanedlæggelser ind til videre. Jeg kommer fremover til at gå med nøgler... og håndsprit.

Hvad er det bedste råd, du vil give andre til at komme igennem coronatiden?

At minde sig selv om, at coronapandemien er en systemisk krise, og der kun er én vej frem: Samarbejde. For ellers står vi i fangernes dilemma, hvor det ender dårligere for os alle hver især, hvis vi kun bekymrer os om, hvad der er bedst for os selv. Omvendt kan vi nedlægge et større bytte sammen end hver for sig, og vi kan dermed overkomme corona kollektivt og tage denne lære med til de andre systemiske kriser, der hærger, fra klimakrise over ulighed til misinformation på nettet. Ingen af disse udfordringer har været på sygeorlov, blot fordi der har været corona.